DF: Danskerne skal selv styre, om de vælger cyklen, bilen eller bussen til
Fra politisk hold kan vi gøre det nemmere at kombinere cyklen med andre transportformer. Men det bliver ikke Dansk Folkeparti, der hænger bilister eller brugere af den kollektive transport ud og siger, at de i stedet skal hoppe op på jernhesten. Det er danskernes eget valg, skriver Nick Zimmermann (DF).
Nick Zimmermann
MF (DF)Danmark er en stor cykelnation. Skulle nogen være i tvivl, kan man bare huske på, hvad man har oplevet, når man har været i udlandet.
Har man ikke haft lejlighed hertil, så husk på, hvad man har set af film og tv-optagelser fra udlandet. Det er i få lande, hvor cyklerne fylder så meget i gadebilledet som i Danmark?
I Kina, en anden stor cykelnation, er der sket det, at i takt med den øgede økonomiske udvikling i landet er antallet af cykler svundet ind, og bilerne har taget over.
I USA er cyklen er et særsyn. Kommer man bare syd for grænsen til Tyskland, er der markant færre cykler end i Danmark. I Danmark er cyklen forblevet et af vores foretrukne transportmidler til trods for stor økonomisk fremgang.
Det skal være sikkert at cykle
Danmark er en cykelnation, uanset at antallet af cykelture er faldet mellem 2014 og 2022.
Hvordan udvikler vi Danmark som cykelnation?
Siden 2014 har et stigende antal danskere fravalgt cyklen. Med Infrastrukturplanen blev partierne bag enige om at fremme cyklisme. Året efter, i 2022, blev der cyklet flere ture i Danmark.
Målet er, at vi skal tilbage på niveauet fra 2014, inden kurven knækkede.
Altinget Transport giver aktører mulighed for at give deres bud på, hvordan vi skal vi indfri de politiske planer.
Læs de øvrige indlæg her.
Ønsker du at deltage i debatten, er du velkommen til at kontakte Sophie Bavnhøj.
Antallet er steget igen i 2022 og 2023, og det er faktisk min forventning, at den stigning vil fortsætte i de kommende år.
Der er taget mange initiativer for at gøre det mere sikkert at cykle.
Vi skal fortsætte med at etablere cykelstier – særligt på de veje, der bruges som skoleveje. Det er vigtigt, at vores børn kan komme sikkert frem til skole, og det bør prioriteres både landspolitisk og lokalpolitisk.
Flere steder er der også lavet såkaldte supercykelstier, som sikrer, at cyklisterne kan komme hurtigt frem. Det er også initiativer, som man kan udbrede til flere dele af landet.
Bilen er en nødvendighed for mange danskere
Rigtig mange danskere kan godt lide at cykle. Mange cykler ikke kun for at komme fra a til b, men også for at motionere – og måske blive den nye Jonas Vingegaard?
Der er ikke noget galt i at tage bilen på arbejde. Det må man selv om.
Nick Zimmermann (DF)
Transportordfører
Netop kombinationen af fysisk udfoldelse og praktik gør, at det giver rigtig god mening at tage cyklen på arbejde.
Når det er sagt, vil jeg også gerne slå fast, at valg af transportform er den enkeltes helt eget valg.
For mange mennesker er bilen en nødvendighed. Enten, fordi man bor i et udkantsområde, hvor der er langt til arbejde, eller man skal måske sætte børn af i daginstitutionen og børnehaveklassen.
Der er ikke noget galt i at tage bilen på arbejde. Det må man selv om, og man skal ikke til at beskatte danskerne for at tage bilen. Danskerne betaler i forvejen nogle af de højeste skatter for at købe og bruge deres bil.
En af de ting, vi endnu kan gøre bedre politisk i forhold til at gøre det nemmere at cykle, er at sørge for, at det bliver nemmere at kombinere forskellige transportformer. Så man eksempelvis nemmere kan tage sin cykel med i toget og cykle resten af vejen til arbejde, hvis man arbejder langt hjemmefra.
Men det bliver ikke Dansk Folkeparti, der kommer til at hænge bilister eller brugere af den kollektive transport ud og sige til dem, at de i stedet skal hoppe op på jernhesten. Til syvende og sidst er det danskernes eget valg. Vi skal bare sørge for, at det er en reel mulighed at vælge cyklen til. Dér er vi heldigvis godt på vej.