6 A'er: Med sin kritik af det nye børnesyn viser hippie-læreren vejen til at redde folkeskolen

Men hvad gør det ved læringsmiljøet i klassen? Vil de øvrige elever have tillid til, at den lærer har autoriteten til at stoppe lignende bølleagtig adfærd, når de som elever udsættes for den?

Bogen tager fat om nældens rod, da den retter en helt legitim kritik af tidens fremherskende børnesyn og den progressive pædagogik, som jo netop ikke formår at svare på spørgsmål som disse.

Ikke desto mindre er det spørgsmål, vi bliver nødt til at finde svarene på, hvis vi skal vende folkeskolens triste udvikling, hvor kaos, støj og utryghed mange steder præger hverdagen. Måske vi faktisk kunne gøre folkeskolen langt mere rummelig, hvis vi turde.

En strengere og samtidig empatisk klasseledelse

Bogen forholder sig både kritisk og kærligt til den progressive pædagogiks forkærlighed til gruppearbejde og elevstyret undervisning. Man trækker på smilebåndet, når eleverne sendes ud i grupper for at lave et brætspil om menneskerettighederne.

Mit møde med bogen gjorde mig glad og håbefuld, både på folkeskolens og lærerprofessionens vegne. Mest af alt blev jeg glad, fordi bogen taler til mit lærerhjerte. Den taler et sprog, jeg kender.

Bogen tager fat om nældens rod, da den retter en helt legitim kritik af tidens fremherskende børnesyn og den progressive pædagogik.

Rikke Johansen
Skolelærer på Blågård Skole

Den handler om skolepædagogik, didaktik og klasserumsledelse. Den taler om det legende og historiefortællende som vigtige aspekter i undervisningen – noget, vi næsten har glemt i en tid, hvor computere og smartboard har indtaget klasseværelserne.

Bogen forholder sig kritisk til mange af de tilgange til børn og skolegang, som vi er begyndt at tage som selvfølgeligheder. Når vi eksempelvis praktiserer en klasseledelse, hvor vi ud fra de bedste intentioner om elevindflydelse spørger, hvad eleverne har lyst til at beskæftige sig med og beder dem mærke efter, hvad der er rigtigt for dem.

Eller når vi beder eleverne reflektere over, hvad de synes er spændende, uden at give dem de nødvendige forudsætninger for at svare på spørgsmålet.

Bogen giver et indblik i en praksis, hvor en strengere og struktureret klasseledelse godt kan være varm og empatisk. Hvor eleverne faktisk oplever det som trygt, at lærerne tager ansvaret på sig. Som da en elev i sin evaluering fortæller Mathias, at det var rart, at undervisningen fik eleven til at lave det, han skulle, fremfor det, han havde lyst til.

Omvendt stiller bogen også skarpt på den kendsgerning, at den laissez faire-klasseledelse, vi bekender os til i Danmark, for rigtig mange elever kan virke utryg og kold, da den overlader al for meget af ansvaret for læring til dem selv – ansvar for egen læring.

Ingen nemme løsninger

I bogen følger vi Mathias Granum på hans egen rejse fra at være – med hans egne ord – "hippielærer," der troede, at den progressive pædagogik havde alle de rigtige svar, til han efter sit møde med Michaela School i London tager et opgør med sin egen praksis og lader sig inspirere af "Project Follow Through" og metoden "Direct Instructions."

Det er en metode, der arbejder ud fra elevernes forforståelse og viden og arbejder med gentagelser, elevinddragelse og hurtige temposkift.

Elevernes følelse af succes og mestring er hele tiden undervisningens omdrejningspunkt. En metode, hvor det er en forudsætning, at man lærer basale akademiske færdigheder, før man kan lære komplekse færdigheder.

En metode, der også tvinger læseren til at reflektere over vores forståelse af viden som noget, man bare kan søge efter på en computer. Som noget, vi derfor mener, at det er unødvendigt at lære.

Bogen er en kærlighedserklæring til klasseundervisningen og skolens forpligtende fællesskab, hvilket gør, at mit lærerhjerte næsten springer flere slag over af begejstring.

Rikke Johansen
Skolelærer på Blågård Skole

Hvor paratviden, øvelse og gentagelser nærmest forbindes med noget kedeligt, der virker demotiverende på eleverne. Den forståelse tager metoden et opgør med. Hvorfor du ikke har hørt om projektet og metoden før, kan du også læse i bogen.

Bogen giver ingen nemme løsninger. Løsningerne findes i lærernes praksis og stiller store krav til organisering, forberedelse og didaktik.

Sidst i bogen er der dog ti principper for god klasseledelse, som sammen med "få alle med-tjeklisten" hurtigt kan omsættes i praksis.

En inspirerende og tankevækkende anvisning

I en folkeskoledebat, der er præget af yderpoler, hvor kontrol og styring står i modsætning til frihed og samarbejde, tager Mathias Granum os på en rejse ind i klasselokalet, hvor idealerne møder virkeligheden.

Det er en bevægelse væk fra det psykologiserende børnesyn uden at genoplive fortidens autoritære skole. Det er en bevægelse mod en skole, hvor man godt kan tale om struktur og stram klasserumsledelse og frihed på samme tid – ja, faktisk er det bogens pointe, at de er hinandens forudsætninger.

Bogen er en kærlighedserklæring til klasseundervisningen og skolens forpligtende fællesskab, hvilket gør, at mit lærerhjerte næsten springer flere slag over af begejstring.

I en tid, hvor indflydelsesrige stemmer taler om nødvendigheden af at starte skolen helt forfra, er bogen en kærkommen reminder om, at svarene findes i den eksisterende skolekultur.

Det er i skolens forpligtende fællesskab, at dannelsen finder sted. Det er her, vi i med- og modspil skal lære at omgås respektfuldt.

Tusind tak for bogen, Mathias Granum. Din guide til, hvordan vi redder skolen, er inspirerende, tankevækkende og handlingsanvisende.

Bogen henvender sig til alle med interesse i skoleverden. Den får mine varmeste anbefalinger. Jeg giver den 6 A’er.