Gymnasieelever: Vi skal ikke gentage noget fra nedlukningen

Vi var ikke mange uger inde i første nedlukning, før alle havde en mening om, hvad vi skulle lære af coronakrisen. Mange brugte samfundets nedlukning og efterfølgende genåbning som en anledning til at lufte gamle kæpheste – også i Uddannelsesdanmark.

Her er digital undervisning og mindre fysisk fremmøde blevet lovprist som fremtidens uddannelse. Men spørger man gymnasieeleverne om, hvad de synes, vores uddannelser skal tage med og bruge efter coronakrisen, kommer svaret prompte: Vi skal ikke gentage noget fra nedlukningen.

Vi har selvfølgelig tænkt os at bruge de erfaringer, som vi har gjort os de sidste mange måneder, til at gøre vores uddannelser bedre. Det er ikke fremmed for os - hverken i vores egen klasse, lokalt på skolen eller på tværs af gymnasier - at bruge vores oplevelser i hverdagen til at gøre den bedre for os selv og fremtidige gymnasieelever.

Vi mener grundlæggende ikke, at nedlukninger, restriktioner og virtuel undervisning skal danne baggrund for større formelle ændringer, fordi det grundlæggende ikke har vist os noget nyt om vores uddannelsessystem. 

Ingrid Kjærgaard
Formand, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Corona har ikke vist os noget nyt

Corona har bestemt tydeliggjort nogle ting: At undervisningen skal være varieret, at alt for mange unge mistrives, og at de økonomisk, socialt og fagligt udsatte unge rammes hårdest i krisetider. De her ting var bare også sande før corona, og så kan man ikke lade være med at undres og ærgre sig over, at det krævede 14 måneders restriktioner at få os til at tale om det.

Det er nemt at forlange, at disse relativt banale opdagelser skal oversættes til paragraffer og kontrolleres fra centraladministrationen. Men vi mener grundlæggende ikke, at nedlukninger, restriktioner og virtuel undervisning skal danne baggrund for større formelle ændringer, fordi det grundlæggende ikke har vist os noget nyt om vores uddannelsessystem. 

Man kan gøre meget gennem lovgivning. Det er altafgørende, at vi har kvalitetsuddannelser i hele landet, og derfor skal der selvfølgelig være timekrav, tilsyn og fælles faglige mål. Corona har til gengæld vist os, at det, der betyder allermest for vores faglige og sociale trivsel, er vores lærere og vores klassekammerater.

Corona har mindet os om, at uddannelse ikke er one size fits all, men at pædagogik og didaktik er komplekst og afhænger af kontekst og relationer. Og corona har mindet os om, at vi ikke kun uddanner til arbejdsmarkedet; uddannelser er også socialiserende, og vi lærer og dannes også til samfundslivet.

Derfor er det ikke nok bare at sætte os til at se Youtube-videoer og besvare arbejdsark.

Forblændet af den næste bekendtgørelse

Jeg frygter, at vi kommer til at bruge det næste år på at diskutere, om der skal være mulighed for 30 procent virtuel undervisning i gymnasiet i stedet for de nuværende 20 procent. Og jeg frygter, at vi bruger al vores energi på at indføre digitale programmer i gymnasiet for digitaliseringens egen skyld.

For et breakout-room fandtes altså også før vi overgik til Zoom – i gamle dage kaldte vi det bare gruppearbejde.

Vi skal selvfølgelig justere, hvor vi det giver mening og gøre vores bedste for at lappe de åbenlyse huller, der er nu. Men vi må aldrig blive forblændet af den næste bekendtgørelse og tro, at den redder fremtidige generationer – heller ikke selvom det er på baggrund af en samfundskrise.

Vi skal holde fokus på at skabe de bedste rammer for det, der faktisk gør en forskel: de engagerede lærere og ledere, som hver eneste dag løfter eleverne. Og de trygge fællesskaber, hvor man som ung kan udfolde og udvikle sig. 

Corona skal bruges til at minde hinanden om, hvad der betyder noget for vores uddannelser: relationen til ens klassekammerater og lærere, vigtigheden af undervisning, der udvider vores horisont, og hvor vi tilegner os både viden, færdigheder og normer.