Gymnasierektor: Sådan giver vi epx'en lige så meget status og kvalitet som stx'en

Rammen for epx-uddannelsen er på trapperne, og der diskuteres heftigt, om adgangskravet til stx skal lande på 5 eller 6. Desværre handler debatten om adskillelsen af epx og stx og i forlængelse heraf, hvad det "rigtige" gymnasium er.
I stedet burde vi diskutere, hvordan vi får epx'en til at virke – og hvordan vi giver uddannelsen så meget status og kvalitet, at også bogligt stærke elever vil vælge den.
På Viborg Gymnasium har vi masser af erfaring med mange skoleformer under samme tag – vi har stx, eux, hf og visuel hf (et talenttilbud). Mange af vores elever på eux og visuel hf kommer til os med høje karakterer fra grundskolen, og for os er der derfor ikke en sondring mellem de praktiske uddannelser og de kvikke elever. Tværtimod.
Derfor er vi også bekymrede for, at Tesfaye (S) med det nuværende epx-udspil kommer til at skabe det, han ønsker at undgå; nemlig en uddannelse, som de stærke elever vil flygte fra.
Et klart formål
Epx'en er en god idé. Den vil bare mange forskellige ting i samme bevægelse – og når nu rammeaftalen skal fastlægges i løbet af vinteren, er det vigtigt, at man kan svare på ét meget grundlæggende spørgsmål: Hvad er den vigtigste opgave, epx-uddannelsen skal løse?
Skal den som sin vigtigste opgave skabe et toårigt forløb for de elever, der ikke finder sig til rette på erhvervsskolerne? I så fald nedprioriteres de nuværende hf-elever og stx-elever, som kunne have glæde af en mere praksisrettet ungdomsuddannelse.
Lad os tage tyrene ved hornene og strømline stx og epx med et parallelt grundforløb på en til tre måneder.
Lene Gade
Rektor, Viborg Gymnasium
Eller skal epx'en være en solid, professionsrettet uddannelse for elever med forskellige karakterbaggrunde, som ikke motiveres af udelukkende boglige fag? I så fald får den fagligt svageste gruppe svært ved at følge med. Ikke alle kan bestå et c-niveau.
Man vil gerne begge dele inden for samme form. Og derfor lægges der lige nu op til en uklar blandingsmodel, hvor elever fra 02 til 6 – og i princippet også gerne elever med karakterer i den høje ende – skal samles på et afklarende grundforløbsår.
Man forestiller sig måske et år á la det kommunale 10. klassestilbud – måske noget andet.
Afklaringsforløbet bliver så vidt vides konstrueret som ét langt grundforløb, og det kan blive lidt af en frikadellefars. Fra hf ved vi, at de kvikke elever keder sig det første år, inden de kan komme i gang med deres professionsrettede forløb. Fra stx ved vi, at et tremåneders grundforløb er rigeligt.
Fokus på niveauet
Dette skitserede afklaringsår er et overset problem i en tiltrængt reform. Det faglige spænd er da også det eneste sted, hvor undervisningsminister Mattias Tesfaye tøver og lidt vævende nævner noget om nogle talentforløb til de bogligt stærke elever.
Men lige præcis her bør man være meget mere skarp. Undervisningsministeriets egne undersøgelser viser nemlig, at et forkert fagligt niveau er den største grund til frafald.
I en undersøgelse fra 2018, som ganske vist tager udgangspunkt i videregående uddannelser, angiver hele 45 procent af de frafaldne studerende, at uddannelsens faglige niveau ikke passede til forventningerne og var medvirkende til frafaldet.
For studerende, der faldt fra på professionshøjskoler og erhvervsakademier, svarede henholdsvis 55 procent og 51 procent, at niveauet var for højt, mens 45 procent og 49 procent svarede, at niveauet var for lavt.
I verdens mindste brugerundersøgelse (stikprøver blandt Viborg Gymnasiums egne elever) fortæller en stor del af eux'erne, at de ville vælge stx, hvis det faglige niveau på en epx ikke kunne følge med. Det ville reelt flytte elever væk fra erhvervsuddannelserne og få de bogligt stærke til at fravælge uddannelsen og stå i kø ved stx-lugen.
Niels Hausgaards gamle joke om at være praktisk begavet ville blive bekræftet af systemet egen vanetænkning.
Strømlinet grundforløb
Derfor har vi på Viborg Gymnasium et forslag: Lad os tage tyrene ved hornene og strømline stx og epx med et parallelt grundforløb på en til tre måneder. For epx-elevernes vedkommende kan man herefter vælge sig ind på et af følgende spor:
Med et parallelt grundforløb kan elever med mere end 5 eller 6 i snit i teorien også kunne skifte mellem epx og stx.
Lene Gade
Rektor, Viborg Gymnasium
En epx-2 (to-årigt), der arbejder med afklaring hen mod de erhvervsrettede fag og har boglige niveauer op til og med c-niveau. Herefter kan man læse en overbygning, hvis man senere vil på en professionsuddannelse.
Elle en epx-3 (tre-årigt), der er et forløb med fokus på professionsuddannelser og lignende og med forskellige linjer. Herfra kan man læse en overbygning, hvis man ønsker at komme videre på universitetet.
Der behøver ikke være forskellige adgangskrav for de to spor, men derimod en god vejledningsindsats.
Med et parallelt grundforløb kan elever med mere end 5 eller 6 i snit i teorien også kunne skifte mellem epx og stx. Det vil helt sikkert kunne lokke mange flere til uddannelsen, for så tager man ingen chancer i forhold til at lukke døre, og er der noget, unge ikke kan lide, er det at lukke døre.
Point til Tesfaye for tage hul på at konstruere en uddannelse med appel til mange unge. 40 procent af en ungdomsuddannelse skal helst vælge uddannelsen – men 40 procent af alle unge kan ikke passe ind i samme form. Hvis epx skal kunne optage så mange elever, skal formen være fleksibel.
På Viborg Gymnasium giver vi gerne kaffe til undervisningsministeren eller andre interesserede. Så kan vi sammen med eleverne snakke videre.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer



























