Bliv abonnent
Annonce
Debat

GL: Praksisfaglighed skal ikke være et pusterum, men et supplement til det teoretiske

I Danmark har vi en stærk pædagogisk tradition og en gymnasielæreruddannelse (pædagogikum), der netop bygger på integration mellem teori og praksis, skriver Anders Kristian Bærholm Frikke.
I Danmark har vi en stærk pædagogisk tradition og en gymnasielæreruddannelse (pædagogikum), der netop bygger på integration mellem teori og praksis, skriver Anders Kristian Bærholm Frikke.Foto: Arthur J . Cammelbeeck
5. juni 2025 kl. 15.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er godt, at praksisfaglighed fylder mere i debatten – også på stx.

Rektor Malene Grandjean har ret, når hun skriver, at vi skal give eleverne mulighed for at lære gennem praksis. Men lad os være præcise om, hvad det egentlig betyder. Praksisfaglighed handler ikke om at spejle et æg eller tage på virksomhedsbesøg for at få en sodavand.

Det handler om at styrke fagligheden. Og det gør vi allerede.

Gymnasielærere er i dag dygtige til at forbinde teori og virkelighed i meningsfulde forløb.

Elever på htx designer og 3D-printer forsøgsudstyr i fysik. Hf-lærere samarbejder med professionshøjskoler om at løse autentiske problemstillinger. På stx bygger eleverne broer i matematik, laver klimamodeller i geografi og spiller økonomirollespil i samfundsfag, hvor demokratiundervisningen også tager udgangspunkt i den aktuelle politiske udvikling i USA.

Det er praksisfaglighed med et formål – og med faglighed som sigte.

Læs også

Praksisfaglighed er ikke en pause – det er pædagogik

Ifølge Lise Tingleff Nielsen fra EVA er praksisfaglighed en dimension i undervisningen, hvor eleverne løser konkrete problemer og deltager i aktiviteter, der understøtter både færdigheder og forståelse.

Det kan handle om at arbejde kropsligt, produktorienteret, anvendelsesorienteret eller sammen med aktører uden for skolen.

Men det kræver, at læreren sætter tydelige mål og samler op bagefter, for ellers bliver det bare løs aktivitet. 

Vi behøver ikke at opfinde en ny didaktik. Det, vi har brug for, er tid, rum og støtte til at bruge den.

Anders Kristian Bærholm Frikke

Praksisfaglighed skal ikke være et pusterum.

Praksisfaglighed er ikke en kop kakao i en kantine eller et hyggeligt besøg uden tydeligt læringsformål.

Når vi taler om praksis i gymnasiet, taler vi ikke om at erstatte det teoretiske, men om at supplere det. Og vi skal turde stå ved, at meget af gymnasiets værdi netop ligger i den teoretiske faglighed. Det er jeg glad for at konstatere, at Malene Grandjean er enig med mig i.

Vi skal ikke forfladige eksempelvis fysik for at gøre den praktisk – vi kan jo ikke lave atomprøvesprængninger i undervisningen.

Men vi kan give eleverne modeller, eksperimenter og dilemmaer, som kobler fagligheden til verden uden at gå på kompromis med kompleksiteten i fagene.

Det er dén form for praksisfaglighed, vi skal tale op.

Læs også

Epx skal ikke have monopol på praksis

I Danmark har vi en stærk pædagogisk tradition og en gymnasielæreruddannelse (pædagogikum), der netop bygger på integration mellem teori og praksis.

Vi behøver ikke at opfinde en ny didaktik. Det, vi har brug for, er tid, rum og støtte til at bruge den – og til at videreudvikle den sammen med elever og fagmiljøer.

Vi ønsker epx velkommen som en ny og spændende ungdomsuddannelse. Men praksisfaglighed må ikke isoleres til én ny uddannelsestype, for det er netop i det brede spektrum af ungdomsuddannelser, at praksisfaglighed viser sin styrke – som bindeled mellem faglig forståelse og virkelighedsnær anvendelse.

Det skal gælde i stx, hhx, htx og hf – og ikke mindst på den nye epx.

Vi skal bygge videre på det, vi allerede ved virker.

Det kræver ikke nye buzzwords, men en tillid til lærerne og en investering i de rammer, der gør dem i stand til at løfte opgaven.

Den tillid vil vi kæmpe for.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026