Professor: Vi skal finde balancen mellem det ønskelige og det mulige i bistanden

Anne Mette Kjær
Professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Coronakrisen skal bruges til at gentænke vores udviklingssamarbejde.

Det er udgangspunktet for Altingets debat om det fremtidige udviklingssamarbejde.

Bidragsyderne har alle på forskellige måder adresseret, hvordan vi i en fremtidig udviklingsstrategi bedst kan tackle de langsigtede konsekvenser; både af corona- og klimakrisen.

De har for eksempel fokuseret på mere bistand og "additionelle" klimamidler (Anne Sophie Callesen); på en gentænkning af vækstparadigmet (Lars Engberg-Pedersen) og på vigtigheden af at bygge lokale velfærdssamfund (Kristian Weise).

Idealistiske, men realistiske 
Det er kun godt med visioner og idéer, når vi skal formulere vores ny udviklingsstrategi.

Vi kan og skal ikke eksportere vores systemer. Den primære drivkraft skal komme inde fra landene selv.  

Anne Mette Kjær
Professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Men selvfølgelig må vi også tage i betragtning, hvad der kan lade sig gøre. Coronakrisen har vist, skriver Kristian Weise, at fattige afrikanske lande mangler velfærdsinstitutioner: "som vi ved fra vores eget samfund, findes der ingen velfærdsstat uden en retfærdig og effektiv skatteopkrævning, velfungerende offentlig administration, borgerrettigheder og offentlige investeringer i fri og lige adgang til uddannelse".

Vi må derfor accelerere støtten til at opbygge sådanne samfundsinstitutioner.

Få vil nok være uenige i, at velfærdsinstitutioner er ønskelige, også for de fattige lande, men vi bliver nødt til at stille de svære spørgsmål om, hvad der er muligt, og hvor vi bedst kan gøre en forskel med bistanden.

Velfærdsinstitutioner udviklede sig langsomt
Danmarks velfærdsstat voksede som bekendt langsomt frem over en periode på 80 til 100 år efter vores første aldersrente i 1891, 1930'ernes kriseforlig og efterkrigstidens år med økonomisk vækst og velfærdsreformer.

Men inden havde vi været igennem ligeså mange år, hvor økonomien havde gennemgået en tranformation.

Landbruget var blevet mere produktivt, og den overskydende arbejdskraft havde fundet beskæftigelse i den voksende industri og i servicesektoren.

Det var teknologisk fremgang, i første omgang i landbrugsproduktionen, dernæst i industrien, der skabte forudsætningen for det klassesamfund, og de klasse-alliancer, der udgjorde fundamentet for vores velfærdsstat.

De fattigste lande har ikke betingelserne for et velfærdssamfund
Denne strukturelle transformation er ved at finde sted i mange af verdens fattigste lande.

Men den sker langsomt, ofte med tilbageskridt. Den sker også under helt andre globale økonomiske forudsætninger, end da den danske økonomi udviklede sig.

Kina og Sydasiens produktion af forarbejdede varer kan være svær at konkurrere med.

Multinationale selskabers investeringer i de fattigste lande er velkomne, men investeringerne er mest rettet mod olie og mineraler, som er sektorer, der ikke har brug for at ansætte særlig mange.

Som eksempel vurderes Ugandas kommende olieproduktion højst at kunne ansætte cirka 10.000 Ugandere. Men det batter ikke meget i et land, hvor 75 procent af befolkningen på cirka 43 millioner er under 30 år, og ungdomsarbejdsløsheden er tårnhøj.

De fleste afrikanske lande har fortsat store uformelle sektorer, typisk 80 procent af økonomien, og langt over halvdelen af befolkningerne arbejder fortsat i lavteknologisk landbrugsproduktion.

Produktiviteten i landbruget er mange steder ikke steget væsentligt. Det betyder, at beskatningsgrundlaget er meget lavt.

I vores rige samfund beskatter man en overskudsproduktion, en merværdi. I de fattigste lande beskatter man ofte bare produktionen. Det betyder, at der er mere tvang involveret. Og at det offentlige budget er meget lille.

Der er simpelthen ikke meget at tage af i forhold til at finansiere de sundheds- og uddannelsesmæssige ydelser, der er så efterspurgte.

Den primære opgave er politisk stabilitet
Der er heller ikke de klassekampe om omfordeling, der karakteriserede vores egen vej til velfærdsstaten.

Der er nemlig ikke klassesamfund i samme forstand med interesseorganisationer, der har strukturelle og funktionelle rødder i produktionen.

Snarere er der tale om samfund med mangeartede og krydsende skillelinjer baseret på både klasser, men også andre sociale, kulturelle, etniske og religiøse tilhørsforhold.

Lægger man dertil kolonitidens grænsedannelse, der brød nogle grupper op og tvang andre grupper sammen, er det nemt at forestille sig, hvor svær statsopbygning har været. Og hvor vanskelige betingelser, der endnu er for udbygningen af velfærdssamfund.

Den primære opgave for mange statsledere er fortsat at opbygge nogenlunde politisk stabile systemer.

Det gør de ved at opbygge koalitioner, der tilgodeser magtfulde grupper og individer, som får privilegeret adgang til stillinger, licenser, jord, skatteundtagelser, eller lignende.

Det betyder, at reformer, der udfordrer disse privilegier, som for eksempel velfærdsreformer, eller god regeringsførelse, risikerer at destabilisere systemet politisk.

Velfærdsreformer er altså dobbeltsvære: budgetterne er i forvejen er meget små, og reformerne kan risikere at destabilisere et skrøbeligt regime.

Det ville selvfølgelig være optimalt at give velfærd til alle.