25 borgmestre blev vraget ved valget: Det laver de to år efter
Hver fjerde borgmester måtte forlade posten efter kommunalvalget i 2021. Mange er fortsat i politik på fuld tid, andre er pensioneret og så er flere vendt tilbage til deres tidligere erhverv som eksempelvis revisor og landmand.
Kim Rosenkilde
RedaktørSebastian Vidkjær Stone
ResearcherDer er også et liv efter en borgmesterpost. Det har en stor del af borgmestrene i den forrige valgperiode mere eller mindre frivilligt fået anledning til at opleve, siden kommunalvalget for to år siden.
En skæringesdag der blev rundet torsdag denne uge.
Nogen har fundet tilbage til deres tidligere arbejde. Det gælder blandt andre Helle Barth fra Dragør, der fortsætter i rollen som bibliotekar ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og John Brædder fra Guldborgsund der nu har fået mere tid til sit landbrug.
Andre har som Uffe Jensen fra Odder og Nils Borring fra Favrskov fortsat politik som sin hovedbeskæftigelse. Mens endnu andre har fundet på helt nye ting, eller er gået på pension.
Langt de fleste af borgmestrene måtte forlade posten ufrivilligt. Men en række havde allerede på forhånd meddelt, at de ikke genopstillede ved valget i 2021.
Disse borgmestre mistede ufrivilligt borgmesterkæden
- Anders Gerner Frost (Lokalliste) - Gribskov Kommune
Har efter kommunalvalget været tilbage forbi rollen som ejendomsmægler, hvor han har deltaget i en ny sæson af TV2-serien 'To ens - med Ingemann'. Er desuden blevet ansat som seniorkonsulent i organisationen 'Haver til maver'. Politisk varetager han rollen som 2. viceborgmester og formand for kommunens udvalg for erhverv og oplevelsesøkonomi. - Anette Mortensen (V) - Stevns Kommune
Fortsatte efter valget i kommunalbestyrelsen som 1. viceborgmester og formand for udvalget for børn, unge og læring. Arbejder herudover i sin mands entreprenørvirksomhed. - Arne Boelt (S) - Hjørring Kommune
Er formand for Brancheforeningen Cirkulær (tidligere Dansk Affald red.) samt medlem af bestyrelsen for I/S Reno Nord. Stadig medlem af kommunalbestyrelsen. - Carsten Rasmussen (S) - Lejre Kommune
Er gået ind i konsulentbranchen som seniorrådgiver for Lindskov Communication. Men er også stadig med i lokalpolitik som medlem af kommunalbestyrelsen. - Helle Adelborg (S) - Hvidovre Kommune
I dag arbejder Helle Adelborg som daglig leder ved Skelgårdskirken på Amager. Hun er fortsat medlem af kommunalbestyrelsen. - Helle Barth (V) - Dragør Kommune
Da Eik Dahl Bidstrup (V) forlod borgmesterposten i utide for at blive formand for den faglige organisation Krifa, var det Helle Barth, der tog over. Det lykkedes hende imidlertid ikke at genvinde borgmesterposten, og i dag er hun bibliotekar og videnskoordinator ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Emdrup. Samme sted arbejde hun, inden hun blev borgmester. Helle Barth er desuden 2. viceborgmester og formand for kommunens Klima-, By- og Erhvervsudvalg. - Henrik Frandsen (Lokalliste) - Tønder Kommune
Den tidligere venstremand Henrik Frandsen blev først vraget som partiets spidskandidat til kommunalvalget for siden at få taget borgmesterkæden fra sige ved valget i 2021, hvor han stillede op for den nystiftede Tønderliste. Knap et år senere blev han valgt til Folketinget for Moderaterne, hvor han i dag er gruppeformand for folketingsgruppen. - Jan Petersen (S) - Norddjurs Kommune
Bestyrelsesformand for Udviklingsselskabet Sydhavnen A/S, der hører under Grenaa Havn. Fortsat medlem af kommunalbestyrelsen. - Jens Ive (V) - Rudersdal Kommune
Har siddet i KL's bestyrelse frem til marts 2023. Er stadig medlem af kommunalbestyrelsen. - John Brædder (lokalliste) -Guldborgsund Kommune
Bruger nu mere tid på sit 950 hektar store landbrug, hvor der dyrkes planteavl. Er desuden blevet bestyrelseformand for ligeholdet i Nykøbing-Falster Håndboldklub. Sidder fortsat i kommunalbestyrelsen. - John Dyrby Paulsen (S) - Slagelse Kommune
Efter fire år som borgmester i en periode med indimellem høj bølgegang i det politiske liv, så er tidligere folketingspolitiker John Dyrby Paulsen i dag blevet en del af brancheorganisationen Green Power Denmark, hvor han er direktør for Dansk e-Mobilitet. Udover fortsat at være medlem af kommunalbestyrelsen er han også formand for Korsør Havn. - John Schmidt Andersen (V) - Frederikssund Kommune
Medlem af kommunalbestyrelsen. - Karsten Søndergaard (V) - Egedal Kommune
Godt et halvt år efter kommunalvalget skiftede Karsten Søndergaard til et professionelt liv i en anden kommune. Nemlig Halsnæs Kommune, hvor han arbejder som økonomisk specialkonsulent. Han sidder fortsat i kommunalbestyrelsen. - Kasper Glyngø (S) - Hedensted Kommune
Siden sommeren 2023 har Kasper Glyngø gjort sig som ejendomsmægler og daglig leder og partner ved Nybolig i Juelsminde. Han er desuden formand for Udvalget for Fællesskab i kommunalbestyrelsen. - Leon Sebbelin (R) - Rebild Kommune
Radikales eneste borgmester gjorde et ihærdigt forsøg på at få flertallets bag sig på valgnatten for to år siden. Men det lykkedes ikke, og i dag er han tilbage i sin tidligere rolle som revisor i revisionsselskabet Attiri, som han også er medejer af. Han forlod kommunalbestyrelsen i sommeren 2023 af personlige årsager. - Niels Hörup (V) - Solrød Kommune
Efter at have været borgmester siden 2006 måtte Niels Hörup give stafetten videre til Emil Blücher fra Liberal Alliance. I 2022 stiftede han rådgivningsvirksomheden Niels Hörup Ledelsesrådgivning. I indeværende år er han desuden bestyrelsesformand for forsyningsselskabet Argo. Politisk har han fået rollen som viceborgmester og formand for Børne- og Ungeudvalget. Niels Hörup er desuden formand for Solrød Biogas A/S. - Nils Borring (S) - Favrskov Kommune
Nils Borring blev borgmester efter valget i 2009 og besad posten frem til udgangen af 2021. I dag er medlem af kommunalbestyrelsen og formand for kommunens landdistrikts- og planudvalg. - Ole Bjørstorp (Lokalliste) - Ishøj Kommune
Efter at først at være blevet vraget som borgmesterkandidat forlod den mangeårige socialdemokratiske borgmester i starten af 2021 sit parti og stiftede i stedet Ishøjlisten. Det lykkedes ham dog ikke at vinde borgmestermagten efter kommunalvalget. Han valgte efterfølgende at trække sig fra byrådet for at gå på pension. - Simon Aggesen (K) - Frederiksberg Kommune
Den unge Simon Aggesen kom på en svær opgave, da han skulle føre det udfordrede konservative styre på Frederiksberg videre ved kommunalvalget. I bagagen havde han fået en uheldig sag med en bolighandel, der vakte megen opsigt, og på valgnatten blev det socialdemokraten Michael Vindfeldt, der sikrede sig borgmesterkæden.
I marts 2022 trak Simon Aggesen sig helt fra lokalpolitik efter at have stiftet rådgivningsvirksomheden 'Mellem', der beskæftiger sig med byudvikling. Siden er Simon Aggesen også blevet medstifter af virksomheden Energigårde, der arbejder med etablering af vedvarende energi. - Steen Vindum (V) - Silkeborg Kommune
Selv om han ikke genvandt borgmesterposten er Steen Vindum i den grad fortsat aktiv i lokalpolitik. Udover at være viceborgmester er han også formand for kommunens sundheds- og nærhedsudvalg, og er desuden som bestyrelsesformand for Midttrafik også blevet formand for Trafikselskaberne i Danmark. - Thomas Adelskov (S) - Odsherred Kommune
Efter at have tabt borgmesterkampen måtte Thomas Adelskov sætte sit politiske arbejde helt på pause, allerede inden den nye byrådsperiode var kommet i gang. Det skyldtes alvorlig sygdom i hans nærmeste familie.
Over et år senere kom han tilbage i kommunalbestyrelsen, og er i dag også formand for Arbejdsmarkedets Ferie Fond. - Thomas Andresen (V) - Aabenraa Kommune
Knap et år efter kommunalvalget startede Thomas Andresen i nyt job inden for den byggebranche, hvor han også tidligere har gjort sig gældende. Nemlig med et job som projektudvikler hos entreprenørvirksomheden Ommen. Han er dog fortsat aktiv i lokalpolitik i rollen som 2. viceborgmester. - Uffe Jensen (V) - Odder Kommune
Efter to perioder som borgmester er Uffe Jensen i dag 2. viceborgmester i Odder Kommune og formand for Pædagogernes Pensionsselskab (PBU). - Thomas Thors (S) - Bornholms Kommune
Det var den gamle lokale kending og tidligere borgmester Thomas Thors, der tog over da den populære S-borgmester Winni Grosbøll i 2020 stoppede som borgmester i 2020 for at blive direktør for Friluftsrådet. Det lykkedes ikke Thomas Thors at genvinde borgmesterposten, og han trak sig umiddelbart efter kommunalvalget. I dag er han pensioneret. - Ulla Vestergaard (S) - Thisted Kommune
Fire år som borgmester blev det til for Ulla Vestergaard, der i dag er kommet tilbage til sin gamle rolle som undervisningskonsulent hos FOA. Hun er fortsat medlem af kommunalbestyrelsen og håber at genvinde borgmesterposten ved valget i 2025.
Borgmestre der ikke genopstillede
- Egon Fræhr (V) - Vejen Kommune
(Pension) - Erik Buhl Nielsen (V) - Varde Kommune
(Bestyrelsesformand for Provarde og for Vardemuseerne) - Hans Peter Geil (V) - Haderslev Kommune
- Ib Kristensen (V) - Billund Kommune
- Jørn Pedersen (V) - Kolding Kommune
(Direktør for Slotssøbadet i Kolding) - John Engelhardt (V) - Glostrup Kommune
- Karsten Nielsen (V) - Læsø Kommune
(Pension) - Niels Viggo Lyngshøj (S) - Struer Kommune
- Ole Bollesen (S) - Syddjurs Kommune
(Pension) - Ole Wej Petersen (S) - Ærø Kommune
(Pension) - Sofie Valbjørn (Alt.) - Fanø Kommune
(Projektchef Bydelsprojektet 3iEn i Esbjerg)