Adrenalinsuset fra Christiansborg: Har vi den bedste version af politisk journalistik, vi kan få?

Han var stjernereporter på TV 2 i en årrække. 24 timer i døgnet indfanget af det helt særlige og vanedannende adrenalin-kick, som den politiske journalistik er fuld af.

Jeg har været der selv for en del år siden i den fascinerende verden, hvor kladden til Danmarkshistorien skrives og udsendes. Så jeg taler af erfaring og kender fornemmelsen af, hvordan det går én i blodet. Jeg stortrivedes med det adrenalin-kick på Christiansborg i mere end 10 år og har aldrig tabt engagementet, om end min karriere førte mig andre steder hen.

Vi sagde dengang til hinanden blandt de politiske journalister, at enten stopper du med at være på Borgen senest efter to år, eller også bliver du der, til du skal bæres ud.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget

Selv om mediebilledet er totalt anderledes, konkurrencen om nyhederne er endnu hårdere, og deadlines nu er hele tiden 24 timer i døgnet, så ændrer det ikke på, at politisk journalistik er og bliver en speciel disciplin. Konstant tæt på kilderne og konkurrenterne. Med dramaer, nederlag og sejre, vindere og tabere i et kompliceret magtspil som omdrejningspunkt. Med beslutninger af betydning for alle mennesker som brændstof. Med millioner og milliarder på spil. Og konstant tæt på magten og landets toppolitikere.

Vi sagde dengang til hinanden blandt de politiske journalister, at enten stopper du med at være på Borgen senest efter to år, eller også bliver du der, til du skal bæres ud. Sådan er det heldigvis ikke mere. Der er større udskiftning, hvad der desværre ind i mellem også betyder tab af viden.

Tilbage til stjernereporteren. Jeg taler om TV 2’s tidligere politiske redaktør, Anders Langballe, der pludselig en dag – 19. november 2018 – blev slået omkuld af en blodprop og senere af endnu en, der satte en stopper for hans flotte karriere. Hans netop udkomne bog – Forfra – har fået fremragende anmeldelser blandt andet her i Altinget.

Det er slet ikke anmelderne, jeg vil gå i bedene. Anmeldelserne fokuserer på en mand, der ikke havde en stopknap selv, men som næsten arbejdede sig ihjel. Og en arbejdsgiver (TV 2) som ikke forstod, at han havde brug for, at nogen andre trykkede på stopknappen for ham og fortalte ham, at han ikke hele tiden behøvede at bevise sit eget værd ved at være på skærmen eller i konstant mobilforbindelse med kilderne. Anders Langballe levede og åndede for at være på og have de bedste historier.

Langballe bør faktisk også krediteres for at holde et spejl op – både for sig selv som journalist og for Christiansborg-miljøet.

Lisbeth Knudsen
Strategidirektør, Altinget

Et såret dyr på savannen
Når alt det er skrevet og sagt med al den sympati og bekymring, man kan have for en dygtig kollega, som har måttet starte helt forfra på livet efter to blodpropper, så vil jeg gerne tage Anders Langballe på ordet i forhold til nogle af de faglige problemstillinger, han modigt rejser i bogen, omkring forholdet mellem politikere og medier.

Han giver faktisk et sjældent indblik i en Christiansborg-kultur, der ikke ser særlig sund ud, og som burde danne basis for mange flere refleksioner, end bogen hidtil har givet anledning til. Her har fokus meget været på Langballes konflikt med TV 2, som ikke har villet erkende skyld og medansvar for, at han kørte sig selv ud over kanten, og på hans personlige tragedie med blodpropperne. Men Langballe bør faktisk også krediteres for at holde et spejl op – både for sig selv som journalist og for Christiansborg-miljøet.

Anders Langballe beskriver hudløst ærligt i bogen, hvordan han i starten ikke indså sin egen magt og den betydning, som hans analyser på skærmen kunne have for de politikere, det gik ud over. Han inddrager også det populære TV 2-program Besserwisserne, som han selv deltog meget aktivt i, hvor fire politiske kommentatorer og analytikere nogle gang temmelig håndfast udlægger alt og alting i det politiske maskinrum, selv om det er pakket ind i en hyggelig ramme.

Han beskriver, hvordan han professionelt godt vidste, hvad der skulle til for at provokere en politiker, så vedkommende blev rigtig vred, og der dermed kom godt og intenst fjernsyn ud af det. Eksemplet er ikke overraskende Lars Løkke Rasmussen. Det højner ikke kvaliteten af den politiske samtale, som både medier og politikere har en pligt til at bidrage konstruktivt til, skriver han. Jeg kunne ikke være mere enig.

Han taler om et kollektivt dræberinstinkt blandt journalisterne, og om at er der først et ”såret dyr på savannen”, så går alle efter det. Jeg er sikker på, at Venstres nuværende formand og Dansk Folkepartis formand lige nu kan genkende billedet. Uanset hvad de taler om og blander sig i, så bliver de rammesat i forhold til deres partiers aktuelle vælgerkriser.

Den politiske byttebørs
”Livet som politisk journalist er en byttebørs, hvor man skal navigere i en strøm af rygter, sladder, erfaring, fakta og konkret viden og evne til at samle stumperne til en fortælling om virkeligheden”, siger Langballe. Og videre: ”Politikere er en særlig type kilde, der taler på en bestemt måde. Der er næsten altid noget underforstået i deres ord, noget, som er nødvendigt at fortolke, hvis man gerne vil have et retvisende og bedre indtryk af en given sag.”

Langballes beskrivelse er meget rammende. Rygter og sladder løber hurtigt på Christiansborg. Til den positive side tæller så også, at der faktisk på tværs af partierne og stærke holdninger kan findes venskaber og fællesskaber, når en fra holdet rammes af urimeligheder på de sociale medier eller af svære personlige livsbegivenheder.

Konflikthistorierne har også en interessant plads i Langballes bog. Han skriver faktisk meget direkte, at der er kolleger, der bygger konflikthistorier op ved bevidst at misforstå et udsagn fra en politiker for så senere konfrontere politikeren med kritik fra andre af udtalelsen.

Med i bogen er en fortælling om det enorme pres, som både journalister og medieledelser kan opleve fra partiernes ledelser, spindoktorer og kommunikationsfolk, når historierne ikke lige går deres vej, eller vinklerne tager en uønsket drejning f.eks. set fra en regerings synspunkt. Det hører også med til kulturen på Christiansborg. Og her er heller ikke noget forandret med årene – desværre. Her er et område, som klart trænger til en større belysning.

Anders Langballe har givet sin version af virkeligheden som politisk journalist. Andre kan have deres, som måske er mindre rå og mere formildende. Men der er under alle omstændigheder grund til, at vi diskuterer kvalitet og vilkår for udøvelsen af den politiske journalistik med Langballes ærlige erkendelser in mente.