Afghanistan har intet med 89’ernes naive liberalisme at gøre

Når man taler om solen, så skinner det. Det er der nogen, der påstår. Jeg ved ikke, om det præcist er rigtigt, men jeg tror til gengæld, at det kan være meget rigtigt, at når man taler om regnen, så regner det.

Sådan har det også været denne sommer. Jeg tænker ikke på oversvømmelserne i Tyskland, men på Berlingskes ideologiske sommerdebat om 89’erne. Altså indenrigsminister Kaare Dybvads opgør med den liberale ideologi, som han mente havde behersket sindene siden Den Kolde Krigs afslutning.

Ja, for debatten var jo stadig i gang, da vi hørte historiens tandhjul knirke og gøre støj for atter at dreje. Det var da USA forlod Afghanistan i alt andet end god ro og orden. Her var sammenbruddet for den amerikanske udenrigspolitik siden 2001. Eller, undskyld, her er det, for det hele udspiller sig jo endnu for øjnene af os: Ydmygelsen af en supermagt, en doktrin i tilsyneladende vanære.

Og konsekvenserne på længere sigt?

Invasionen i Afghanistan og den senere invasion i Irak var ikke resultater af en naiv sejrsrus efter Murens fald.

Christian Egander Skov

Det er svært nok at glemme ord, billeder er næsten helt umulige at slette fra den indre nethinde. Bare tænk på Vietnam. Klippet fra Saigons fald, hvor en person bliver skudt på åben gade. Det andet klip fra et amerikansk napalmbombardement, hvor en lille pige løber frem mod kameraet med huden i laser efter svære forbrændinger.

Og nu i Kabul folk, der falder fra fly i deres sidste desperate forsøg på at redde sig selv i frihed; spædbørn, der kastes over pigtråd for at redde dem fra Taleban; det uværdige kaos i lufthavnen; langskæggede mørkemænd i præsidentpaladset, der runger som et uhyggeligt ekko af den skæggede shamans indtog på Capitol i januar.

Her er Marx’ bonmot blevet vendt på hovedet. Nu er det: Historien gentager sig. Første gang som en farce. Anden gang som en tragedie.

Det er svært at se på alle disse begivenheder uden at mærke et forstemmende sus. Ting, der falder sammen og forvitrer i al hast for vores øjne. Pax Americana. Og det hele bliver så meget desto mere forstemmende, fordi sammenbruddet falder sammen med den almindelige udvikling, hvor Vesten betyder stadig mindre og Resten betyder stadig mere.

Formanden for det britiske underhus’ udenrigspolitiske komité Tom Tugendhat har udtrykt det sådan, at Afghanistan kan være USA's Suez-øjeblik. Her refererer han til Storbritannien og Frankrigs angreb på Egypten i 1956 som følge af nationaliseringen af Suezkanalen. Militært gik det OK. Men politisk blev krigen en opvisning af, at Frankrig og Storbritannien ikke længere var verdensmagter. De nye spillere, USA og Sovjetunionen, tvang dem til at stikke piben ind.

“Kunne dette være Amerikas Suez – dér hvor landet viser verden, at det ikke længere har viljen, eller måske evnen til at spille den rolle, det har gjort de sidste 80 år?”, spurgte Tugendhat. Svaret kender vi endnu ikke. Men vi kan notere os, at vi herhjemme ser danske politikere som Jakob Ellemann betone nødvendigheden af at styrke EU som sikkerhedspolitisk spiller i lyset af USA’s retræte.

Vi er endt i et nederlag, og vi aner ikke, hvad der nu kommer.

Debatten om 89’erne filtrer sig ind i disse vældige begivenheder. For den debat handler grundlæggende, om, at vi står i et post-liberalt tidehverv eller i det mindste et post-liberalt moment, hvor de ting, vi troede gjaldt, viser sig ikke længere at have gyldighed.

Vi har tilsyneladende glemt det, men Amerika var efter Den Kolde Krigs afslutning ramt af interventionstræthed.

Christian Egander Skov

Vi er det mindste i en krisetid.

I én udlægning af Afghanistan er nederlaget en dom over 89’ernes naive liberalisme og tro på universelle værdier. Afghanistan har vist – for 117. gang – at Fukuyama ikke havde ret, da han hævdede, at vi stod ved Historiens afslutning. Det er imidlertid en forkert udlægning, og analysen er resultat af en fejllæsning af historiens mønstre, som også afspejler sig i fortællingen om 89’erne i det hele taget.

For invasionen i Afghanistan og den senere invasion i Irak var ikke resultater af en naiv sejrsrus efter Murens fald. Vi har tilsyneladende glemt det, men Amerika var efter Den Kolde Krigs afslutning ramt af interventionstræthed. Ligesom man er i dag. Man følte, at man havde gjort sit.

Nu ville man gerne holde ferie fra historien. Også Fukuyamas analyse var præget af denne tænkning, for Fukuyama lagde ikke op til interventioner, men forlod sig på en indbygget dialektik i historien. Det hele skulle nok gå. Det var budskabet. Det var 89’ernes tro. Det var 90’erne.

Invasionerne i Irak og Afghanistan var barn af 2001, af historiens genkomst og en begivenhed, der knuste troen på historiens iboende fremskridt. Ferien var slut. Ideologisk knyttede invasionerne sig til den amerikanske neokonservatisme, der blomstrede op i disse år. Den var godt nok i en vis forstand et barn af sejren i Den Kolde Krig, men den var også et opgør.

Den gjorde præcis op med troen på, at alting ville gå af sig selv. Den var et opgør med naiviteten. Den ville udfordre med efterkoldkrigens hovmodige globale optimisme og i stedet revitalisere en sans for den verdensomspændende ideologiske kamp, som var gået tabt med Den Kolde Krig. Neo-reaganisme kaldte de det endda. Nu var verden alvor igen.

Det er i allerhøjeste grad denne erkendelse, der nu er gået fløjten igen. Mærkværdigt nok er vi endt i 89’ernes naive tro. Denne gang blot på, at det hele nok – eller i det mindste forhåbentlig – skal gå, hvis vi bare slår vindebroen op.

Sådan virker verden imidlertid ikke. Nederlaget ophæver ikke kampens nødvendighed, men skærper den. I hvert fald hvis dette netop ikke skal være Amerikas – og dermed Vestens – Suez-øjeblik.