David Trads' førstehåndsberetning: Der er kun godt at sige om magiske 1989

Torsdag 9. november 1989 var jeg i Glasgow til et kursus om "international forståelse" – og det blev en af de magiske aftener, hvor de abstrakte, intellektuelle samtaler mellem godt 50 vesteuropæere på et splitsekund blev ufatteligt konkret. Her er, hvad der skete.

Ulrich, en vesttysk dommer, som er formand for den forening, der holder kurset, er lige kommet ned fra sit værelse på hotellet, og han kalder de andre tyskere hen til sig.

Han er gravalvorlig, men da han begynder at tale, kan jeg se hans smil trænge igennem: "Vielleicht passiert es gerade jetzt. Dass die verdammte Mauer fällt!".

De syv vesttyskere sætter sig ned. Cornelius, min ven, når dog kun lige at sætte sig, før han rejser sig i triumf. Armene helt i vejret. Helt stille, men med tårerne trillende ned ad kinderne.

Ulrich, som altid taler engelsk, så alle er med, fortsætter denne gang på tysk. Der er ingen, jeg kender, som taler så formfuldendt som ham, men lige nu har han svært ved at samle sig. Han virker rystet.

"Jeg har lige talt med en ven i Vestberlin og han sagde... han sagde... han sagde...".

Han giver op. Tårerne overmander ham. Johanna, en ung kvinde, omfavner ham. Han prøver at samle sig igen: "Min ven sagde, at han lige havde hørt, at DDR vil lade østtyskerne rejse frit... at de vil lukke op... at de vil lade Muren falde...".

"Hvornår," bryder Johanna ind.

"Som min ven forstod det – han havde hørt det i radioen – så er det vist med det samme".

Cornelius har fået et fjernsyn kørt ind. Vi kan kun se BBC, men der er heldigvis en stor nyhedsudsendelse i gang:

"Vi er vidner til en verdensbegivenhed, som folder sig ud lige foran os, mens vi sender. Vi skifter nu til en direkte nyhedsudsendelse fra ZDF, vesttysk fjernsyn," siger BBC-værten, som nu skiftes ud med en tysk journalist.

"For ganske få øjeblikke siden meddelte Günter Schabowski, en talsmand for Den Tyske Demokratiske Republik, at østtyske borgere fremover frit vil kunne krydse grænsen og rejse ind i Den Tyske Forbundsrepublik. Lad os vise det historiske øjeblik her".

Vi ser talsmanden sidde oppe på et podie sammen med tre andre partifolk. Grå jakkesæt. Triste miner. Ingen glæde. Schabowski læser op af et dokument, som redegør for den nye politik, som om han er en revisor, der læser op af telefonbogen.

Så er der en, der spørger ham om, hvornår den nye politik træder i kraft. Talsmanden tøver, men siger så: "Das tritt nach meiner Kenntnis... ist das sofort... unverzüglich".

Tolken på BBC oversætter stilfærdigt: "Det træder, så vidt jeg ved, i kraft med det samme, ingen udsættelse".

Vi er vidner til en verdensbegivenhed, som folder sig ud lige foran os, mens vi sender

BBC-vært
9. november 1989

Tyskerne omkring mig reagerer forskelligt. Johanna omfavner Cornelius, som om de var nyforelskede. Elmar og Claudio jubler, som om deres fodboldhold lige har scoret. Markus og Lilian sidder som forstenede, som om de ikke tror deres egne øjne.

Ulrich, denne mægtige dommer fra Hamburg, der er indbegrebet af kontrol, smiler, griner, græder, hulker, råber og omfavner folk – og så råber han på tjeneren, så vi kan få nogle kolde øl.

Det er en fantastisk aften. Fjernsynet kører. Vi ser østtyskere hamre hul i Muren. Vi ser vesttyskere stå parat på den anden side. Champagne, der vælter ud over det hele. Smil, lykke, glæde, musik, dans, forløsning, samling.

Ulrich trækker mig til side. Han skænker en dyr cognac op, som han lige har købt en flaske af i baren, for, som han siger, hvis ikke nu, hvornår så?". Han læner sig tilbage i lænestolen, trækker vejret dybt og kigger mig så dybt i øjnene:

"Jeg har aldrig været lykkeligere. Simpelthen".

"Vi er alle sammen lykkelige," siger jeg.

"Det er rigtigt, men, David, jeg ved godt, at det betyder meget for alle, men for os, der er tyske, er det vigtigere end noget andet. Det her kan føre til, at vi tyskere bliver et samlet folk igen. At vi bliver genforenet. Ikke noget Øst og noget Vest. Bare et Tyskland".

Han skåler, skænker op igen.

"De sidste uger har været de mest sindsoprivende i mit liv. Alt det, der var støbt i beton, men som vi alle håbede, vi kunne finde en sprække i, er faldet sammen på ingen tid".

Han genfortæller, hvad der sket, og mens hans taler, kan jeg se det hele for mig igen, for jeg har set det hele i fjernsynet.

Først åbnede Ungarn deres grænse til Østrig. Så lod de østtyske turister i tusindvis krydse grænsen. I Budapest og Prag væltede østtyske turister ind på de vesttyske ambassader, som lod dem blive. I Leipzig, inde i DDR, begyndte demonstranter at gå på gaden – først nogle få, så hundreder, tusinder, titusinder – som råbte "Wir sind das Volk!".

"Og så kom Gorbatjov til Østberlin for en måned siden. Regimet fejrede 40 års jubilæum, men det blev ingen fest. I hvert fald ikke for Erich Honecker. Da jeg så Gorbatjov sige, at "dem, der handler for sent, bliver straffet," tænkte jeg, at han var i gang med at trække tæppet væk under regimet – og da han fortsatte med at belære dem om, at "DDR må lære at arbejde sammen med alle de forskellige grupperinger i samfundet," var det næsten ikke til at tro. Honecker, den gamle stridsmand, må have vidst, at alt gik den forkerte vej, da Gorbatjov gav ham dødskysset".

"Hvorfor egentligt, Ulrich, han fik jo kysset, han fik jo opbakningen?".

"Nej, David, han fik ikke den rigtige kammeratlige hilsen, som kommunistbosserne plejede at give hinanden. Jo, der var omfavnelsen, og jo, der var tre kys på hver kind – men der var netop ikke det dybe kys på munden. Det, som Bresjnev gav Honecker, og det, som Gorbatjov gav Honecker for bare tre år siden. Det var kun på kinden. Derfor var det dødskysset. Få dage efter var Honecker ude. Egon Krenz tog over. Så troede jeg ærligt talt, at det hele holdt op. At opgøret gik i sig selv igen. At folket var tilfredse, når bare den gamle var strittet ud. Tænk, at der ikke engang er gået tre uger".

Jeg får øje på kalenderbladet oppe ved baren: Torsdag 9. november 1989. En dag, tænker jeg, som jeg aldrig vil glemme. Muren er faldet. 

Der er kun godt at sige om magiske 1989.