Regeringen vil gå baglæns i forhold til læren fra 1989 og 1945

Som 10-årig spurgte jeg en betroet venstreorienteret voksen om lyksalighederne ved Sovjetunionen. Det var 1980, der var OL i Moskva, USA boykottede legene, og i skolegården var vi delt op i dem, der holdt med USA, og dem der holdt med USSR.

Mit spørgsmål var helt enkelt, for jeg ville gerne forstå: "Hvorfor må sovjetborgerne ikke rejse ud i verden, når de har ferie?" 

Svaret lød: "Det har de jo slet ikke behov for. I Sovjetunionen har de alt. De kan rejse til tropiske egne, hvis de vil og de kan få sne og bjerge, hvis de rejser den anden vej."

Jeg kunne da godt se, at man kunne få sol, hvis man ville. Og rigeligt med sne i Sibirien. Men jeg var stadig forvirret.

"Hvad nu hvis de gerne vil se Paris eller pyramiderne i Egypten?" 

Her kom den voksne til kort, og jeg endte med at få at vide, at jeg nok var påvirket af USA's propaganda om frihed, og trods alt var der den klare forskel mellem Øst og Vest, at man i Sovjetunionen i det mindste ville sine medborgere det bedste. I modsætning til i Vesten, kunne jeg forstå.

Projektet i Sovjetunionen handlede om, at alle skulle have nok at spise og nok tøj på kroppen, og det var langt mere, end man ville i vestlige lande, hvor folk var arbejdsløse, og man lod børn i den tredje verden dø af sult. Det sidste kunne jeg jo selv se.

Ja, målet om at alle skulle have lige meget rigdom var helligt, og på et barn virker det også helt retfærdigt. Sådan var det også i klassen. Hvis nogen havde slik med, så skulle der deles ud til alle.

Med Muren faldt kommunismens juhu-fortællinger og landede med et brag på betongulvet. Nu kunne vi selv se, at nej, det var ikke de gode, sociale viljer, der dominerede på den anden side af jerntæppet, og nej, folket var ikke glad og tilfreds med kun at rejse rundt inden for østlandenes grænser.

Idéen om at dele slik ligeligt ud til alle mislykkedes ikke, fordi østborgerne var dårlige, egoistiske mennesker. Det mislykkedes, fordi ideologien bygger på en grundlæggende forkert idé om, at man kan skabe lighed via systemer frem for via den enkeltes frihed.

Vi 89'ere var ikke hippier som vores 68’er forældre. Men vi lærte, hvad det modsatte af frihed giver os alle, nemlig utryghed, frygt og desperation.  

Paula Larrain
Journalist og kommentarskribent

Det var selve idéen om, at man kan slippe afsted med at behandle mennesker kollektivt, der blev afsløret som forkert. Fordi vi mennesker er forskellige, både fra fødslen og op gennem livet, og vi kan kun udvikle os til vores fulde potentiale, hvis vi får friheden hertil. Ligestilling skabes ved at behandle hvert enkelt menneske ud fra dets egne forudsætninger.

Sagt på en anden måde: Behandler man det ulige lige, ender man i uretfærdighed. Det er årsagen til, at kollektivisme er dømt til at mislykkes, fordi man ikke tager højde for, at 'one size' ikke dur til alle.

Undertrykker man den minoritet, der ikke passer ind, vil denne en dag gøre oprør, og systemet knæsættes. Frigørelse og frihed ligger i menneskets natur, ikke på grund af egoisme, men på grund af vores nysgerrighed og trang til at udvikle os for at gøre livet lettere, så vi kan leve bedre og længere.

Jeg får det til at lyde helt forsimplet her, men det er ikke mine idéer, men idéer, der har været diskuteret gennem hele menneskets bevidste historie. Som voksen begyndte jeg at læse anden litteratur end den, jeg var tvunget til i skolen og i gymnasiet, og som ærlig talt derfor havde givet mig en større interesse for fysik og astronomi end for menneskers eksistensvilkår.

Min åndelige verden åbnede sig, da jeg blev student. Jeg blev journalist og noget af det første, jeg fik ansvaret for, var menneskerettigheder og demokrati. Jeg rejste i de baltiske lande og skammede mig over, at jeg i skolen aldrig havde lært, at disse lande var selvstændige nationer med hvert deres sprog og kultur, men nu kæmpede med det åg, deres besættelsesmagt havde efterladt dem.

Jeg var i Berlin som ung journaliststuderende i 1990, et halvt år efter Murens fald, og blev direkte fysisk dårlig af at gå rundt i Østberlin. Farveløse, forurenede bygninger, tomme gader og smagløs mad, blev vi budt, og jeg skammede mig over at have troet på, at magthaverne her ville folket det bedste. Mange år senere i det nu glade, farvestrålende Østberlin lærte jeg på museum, hvordan østtyskerne smed tøjet alle steder, de kunne. Som en protest mod systemet. Tænk, det var den sidste frihed, de havde tilbage: Muligheden for at smide eget tøj!

Jeg skælver stadig ved tanken om den skelsættende film 'De andres liv'. Om desperationen hos kunstnerne i Østtyskland og den fuldmægtiges åndløse tro på systemets nødvendighed. Al den lidelse og frygt på baggrund af en idé. En dårlig idé. Verdens dårligste idé!

Det er idéen om, at man kan opnå velstand og retfærdighed for alle, ved at magthavere med kollektivistiske idéer dikterer, hvor folk skal bo, hvorhen man kan rejse, hvad der er passende at have på af tøj, og at det ikke kan betale sig at satse på æstetik, fordi det jo bare er luksus.

Vi lærte som 1989'ere, at det var den forkerte måde at bygge samfund på. Vi lærte, at den personlige frihed er en iboende trang hos os alle sammen, at mennesket er kompetent i sig selv, at alle har et potentiale, som kan udvikles, hvis dette menneske bliver skænket tillid og dermed selvtillid.

Lige nu har vi en regering, der gerne vil gå baglæns i forhold til læren fra 1989 og 1945. Det var nemlig ikke kun kapitalismen, der sejrede ved begge disse skelsættende år. Det var også menneskerettighederne og det liberale demokrati. Det system, der bygger på individets ret og kollektivets bevidsthed. Det vil sige, at alt godt udspringer af den enkeltes frihed til at gøre godt i verden med bevidsthed om, at dette er bedst for os alle. Det oplyste samfund baseret på dydens etik, ikke bare på hensigtsmæssighed og pligt, men på at ville det bedste for sig selv og for hinanden.

Kollektivisme er dømt til at mislykkes, fordi man ikke tager højde for, at 'one size' ikke dur til alle.

Paula Larrain
Journalist og kommentarskribent

Vi kan ikke tvinges til at vælge hinanden, men vi gør det, vælger hinanden, hvis vi vil det samme i det lange løb, nemlig passe på hinanden og give hinanden plads til fri udfoldelse i samme proces. Det er ikke umuligt, vi praktiserer det konstant i vores nærhed - også i multikultur.

Vi 89'ere var ikke hippier som vores 68’er forældre. Men vi lærte, hvad det modsatte af frihed giver os alle, nemlig utryghed, frygt og desperation.

I dag kan vi ikke pege på systemer, der er bedre end det liberale demokrati og den frie markedsøkonomi. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan blive bedre til at administrere både os selv og vores system - det skal vi faktisk, for klimaets og naturens skyld.

Men de reelle forandringer kommer altid nede fra græsrødderne, fra individer selv, fordi det enkelte menneske er kompetent til forandring og forbedring. Hvis det lyses op.

I disse dage markeres 60-året for Muren i Berlin. Den, som skulle forhindre frihedssøgende sjæle i at forlade projektet i Øst, den hvis fald vi fejrede som unge i 1989.

Som Lykke Friis skrev i Jyllands-Posten:

I Vestens optik var Muren en ren tilståelsessag, der viste, at det kommunistiske DDR ikke kunne holde trit i systemkonkurrencen med kapitalismen. Eller som USA's præsident John F. Kennedy udtrykte det: "Et liv i frihed er ikke let, og demokratiet er ikke fuldkomment, men vi har aldrig været tvunget til at holde på vores folk og forhindre dem i at tage et andet sted hen."

Intet system er fuldkomment – heller ikke det danske – men vi lykkes kun, hvis vi er frie til at bruge vores gode viljer. Je suis 89’er.