Dybvads debat om 89'erne er pseudo – lad os nu tale rigtig politik

Jeg må da vist være en af de 89’ere, som Kaare Dybvad gik i rette med i sommer.

Født som jeg er i slutningen af tresserne, har jeg selv oplevet murens fald som ung og det store håb om en ny international retsorden, baseret på fælles demokratiske idealer. Jeg drømte også om en fælles reguleret frihandel og en fælles international indsats mod de store udfordringer, som de enkelte nationer og markedet ikke kunne klare alene: Klimaet, flygtninge, terror. Herhjemme hyldede jeg en ny dansk model, baseret på frihed, lighed og tillid. Og så er jeg ovenikøbet radikal og har faktisk stadig de samme politiske drømme, selvom det bestemt ikke på alle punkter er gået i den rigtige retning i verden siden.

89'erne er simpelthen en karikatur af et begreb, der ikke giver nogen mening i den virkelige verden. 

Martin Lidegaard

Hvorfor er det så, at jeg slet ikke kan genkende mig selv i Dybvads beskrivelse af 89'erne? Hvorfor har jeg aldrig opfattet mig selv som ”grænseløs” eller ment, at ”normer og fælles værdier skulle fylde mindre”?

Fordi 89'erne simpelthen er en karikatur af et begreb, der ikke giver nogen mening i den virkelige verden. Ifølge Dybvad er det opfundet af Cepos, og det skal nok være rigtigt, men dansk politik – eller Danmark som sådan – består altså ikke af to lejre, hvor den ene lejr ønsker fuldkommen grænseløs frihed på bekostning af værdier og fællesskab, mens den anden lejr kun er optaget af tryghed.

Tværtimod oplever jeg en sjælden opbakning fra alle sider til den danske model, ligesom alle ønsker at mindske uligheden og fremme integrationen af nye og gamle danskere, land og by, rige og fattige. Faktisk synes forskellen på det traditionelle højre og det traditionelle venstre aldrig at have været mindre, i hvert fald ikke hvis man tager udgangspunkt i Socialdemokratiet og Venstre som eksponent herfor.

Tag skattepolitikken, hvor hverken Socialdemokraterne eller Venstre vil tage fat på den mest ulighedsskabende og økonomisk skævvridende faktor mellem land og by, rig og fattig, i dansk politik, nemlig boligbeskatningen med alle dens forvridende effekter, socialt og geografisk. Eller tag diskussionen om velfærdens størrelse, hvor forskellen vist nok p.t. kan reduceres til, om den offentlige vækst skal være 0,2 procent eller 0,5 procent. Eller udlændingepolitikken eller klimapolitikken, hvor man skal være mere end almindelig politisk skarpsynet for at se nogen som helst forskel.

Til gengæld er det en tiltagende udfordring, at hverken højre eller venstre, hverken de liberale, de konservative eller socialdemokraterne i dag for alvor præsenterer større politisk nytænkning inden for de gamle ideologier, der for alvor kan adressere den stigende splittelse i Danmark og de alvorlige trusler mod den danske velfærdsmodel.

For Kaare Dybvad har jo ret i, at der er noget rivende galt i Danmark. Han ser med rette alvorligt på den stigende ghettoisering, forskellen på land og by, den stigende ulighed og splittelse. Men alle regeringens løsninger er dybest set plastre på et åbenlyst benbrud. Danmark er i forvejen verdensmestre i at forsøge at bygge bro over de sociale kløfter ved at give pæne overførselsindkomster, når skaden er sket. Men vi er IKKE verdensmestre i at forebygge, at kløfterne kommer, faktisk er vi ikke bedre end USA til at forebygge negativ social arv, som et studie fra Rockwoolfonden påviste før sommer.

Og ja, det kan give mening at arbejde med at mikse børn og unge på tværs af landet, skoler, gymnasier og boligområdet mere. Men når det skal ske hurtigt og så det kommunikerer, er der akut risiko for symptombehandling og pseudopolitik. Det sker for eksempel, når man forestiller sig, at man kan tvinge flere unge til ikke at læse i de mindre byer ved at nedlægge uddannelsespladser i de større byer – og som mangler både analyse og i særdeles  evidens.

For der står jo allerede hundredvis af ubesatte studiepladser i de mindre byer, og ifølge alle de involverede uddannelsesinstitutioner er der en overhængende risiko for, at det samlede resultat bliver færre uddannede velfærdsmedarbejderne, faglærte og akademikere i det hele taget - hvilket med statsgaranti vil ramme lige præcis landdistrikterne hårdest.

Derfor ville det godt nok være spændende og inspirerende, hvis regeringens ministre ville bruge mere tid på at udtænke grundlæggende svar på tidens store politiske spørgsmål, fremfor at fylde spalterne med opfundne og falske modsætninger.

Det vil i hvert fald være mit og de radikales fortsæt for det nye folketingsår. Vi vil fremlægge dybe reformer, der for alvor kan adressere de sprækker, vi ser i den danske model. Vi lægger for med folkeskolen i disse dage og et forslag om et historisk partnerskab mellem folketing, kommuner, skoler og daginstitutioner for at sikre større trivsel og bedre faglighed hos alle børn.

Vores forslag er præsenteret med ydmyghed, da der er tale om en stor og kompleks opgave og i håb om, at vi kan gøre det sammen med alle de mennesker, der kender til praksis og har erfaringer med virkeligheden – og med alle vores gode kollegaer fra de andre partier, også Venstre og Socialdemokratiet, som vi er overbeviste om, i bund og grund ønsker at søge de fælles danske værdier, som os selv: Frihed, lighed og tillid. Hvordan finder vi i fællesskab svar på tidens store spørgsmål: Klimaet, den stigende ulighed og den stigende splittelse?

Gid, det kunne blive sensommerens debat i Altinget. Jeg tror i hvert fald, det er den, der optager borgerne og vælgerne til både kommunalvalg og folketingsvalg.