Alternativet: Hvor går grænsen for digital valgkamp?

Af Carolina Magdalene Maier (ALT)
Politisk ordfører

De sociale medier opstod nærmest fra den ene dag til den anden, og det er, som om vi ikke helt har formået at begribe, hvordan det påvirker den offentlige debat. Det er vi nødt til at have en principiel debat om.

Når jeg som politiker deler et opslag på Facebook, bliver jeg spurgt, om jeg vil booste mit opslag. Det vil sige, at jeg definerer nogle kriterier for, hvem opslaget i særlig grad skal ramme. Jo flere penge jeg skyder i målretningen, desto flere mennesker når det. På en måde kan man sammenligne det med valgplakater i det offentlige rum. Facebook er en digital markedsplads, hvor du både kan købe varer og sælge budskaber.

Der er helt oplagte demokratiske problemer ved denne mulighed for, at politikere på ren kommerciel vis kan målrette deres politiske budskaber til specifikke grupper af borgere.

Man lukker muligheden for den brede demokratiske samtale ned, når man målretter sin politik til særlige modtagere.

Carolina Magdalene Maier (ALT)
Politisk ordfører

Kort sagt: Har du penge, kan du få; har du ingen, må du gå. Så allerede her har vi en potentiel skævvridning i forhold til de enkelte politikeres mulighed for at nå ud til landets borgere.

Kapitalistisk populisme
For det andet udgør muligheden for meget detaljeret målretning et principielt demokratisk problem. Hvorfor? Fordi man lukker muligheden for den brede demokratiske samtale ned, når man målretter sin politik til særlige modtagere. Man kan sige, at man på forhånd sorterer kritikerne fra og skaber et ekkokammer for sine egne holdninger.

Vi risikerer at ende i en kapitalistisk populisme, som ikke er demokratiet værdig.        

Carolina Magdalene Maier (ALT)
Politisk ordfører

Det er et demokratisk problem, hvis vi som politikere ikke tager debatten med vores kritikere. De målrettede budskaber kan også sammenlignes med reklamebranchen, hvor man for x antal millioner kan få sit budskab ud til store målgrupper.

De politiske partier bør ikke på samme måde kunne købe sig til at kaste budskaber efter danskerne. Vi bør blive vurderet og vejet på vores samlede politik og grundlæggende visioner for, hvilket Danmark vi ønsker. Ellers risikerer vi at ende i en kapitalistisk populisme, som ikke er demokratiet værdig.          

Marketing eller politik?
Lad os tage et eksempel: I Alternativet går vi for eksempel ind for klimaafgift på oksekød. En sådan afgift er en regulering. Det er en regulering, vi er villige til at indføre, fordi det gavner vores klode, men vi kommer ikke udenom, at det er en regulering.

Vi går også ind for at fjerne en masse af det bureaukrati, som i dag ligger mange små og mellemstore virksomheder til last, og for at indføre et fradrag for at investere i iværksættervirksomheder.

Det er meget forskellige politiske budskaber; det ene er en regulering, det andet en liberalisering.

Ville jeg promovere budskabet om en klimaafgift på oksekød på Facebook, kunne jeg gå ind og vælge vegetarer som min målgruppe. Ville jeg promovere de andre forslag, kunne jeg vælger iværksættere eller virksomhedsledere som min målgruppe.

Men Alternativets politiske projekt for Danmark er én samlet pakke, som både indeholder reguleringer og liberaliseringer. Derfor er den eneste etiske og demokratiske måde at kommunikere om vores politiske projekt at fortælle hele Danmark om hele vores politiske projekt. Når man målretter politiske budskaber til særlige grupper, baseret på eksempelvis livsstil, så ligner det nemlig mere marketing end politik. Det skal vi passe meget på med.

Principiel debat
Det er dog ikke helt sort-hvidt. For eksempel kan der være god fornuft i at kunne målrette geografisk. Jeg er selv kandidat i Københavns Storkreds og vil derfor have stor fordel af at kunne målrette mine opslag på Facebook mod københavnerne, fordi det kun er dem, der kan stemme på mig. Det ser jeg som sådan ikke et demokratisk problem i.

Men jeg ser et demokratisk problem i, at vi målretter mod snævre variable, som er defineret af for eksempel livsstil, politisk overbevisning eller indkomstgrundlag.

Spørgsmålet er, hvor grænsen går? Er det okay, at vi kan målrette vores politiske budskaber i forhold til nogle variable – for eksempel geografi og uddannelse – og ikke andre?

Jeg har ikke svaret på det. Men jeg mener, det er på høje tid, at vi i Danmark tager en principiel debat om, hvor grænserne går. I første omgang vil jeg tage den med min egen folketingsgruppe, og jeg vil opfordre mine politiske kollegaer til at gøre det samme.