Birgitte Nyborg lyver for alle – også for sig selv

(SPOILERS: Læs ikke videre, medmindre du har set ugens afsnit)

Andet afsnit af den danske tv-serie om Birgitte Nyborg (spillet af Sidse Babett Knudsen, red.) starter med fabrikationen af en lille løgn. 

En ung mand vakler fortumlet ud af den prunkløse lufthavnsbygning i Ilulissat i Grønland. Manden er Danmarks nykonstituterede arktiske ambassadør, Asger Holm Kirkegaard (spillet af Mikkel Boe Følsgaard, red.), der er blevet beordret af sted på sin første tjenesterejse for at forhandle om, hvad der skal ske med det enorme oliefund, der netop er gjort i grønlandske farvande. 

Men ambassadøren lider voldsomt af flyskræk og er stadig lettere groggy efter den lange rejse, da han bliver modtaget af den grønlandske udenrigs– og råstofminister Hans Eliassen (spillet af Svend Hardenberg, red.). Så han præsenterer sig med et fjoget "Hej, hay, jeg er souschef i u...eller njaj, jeg er Birgitte Nyborgs ny…nykonstituerede arktiske ambassadør". 

Nyborg er skam ikke den eneste, der lyver. Budskabet synes at være, at det gør alle magtmennesker

Anna Libak
Udlandsredaktør, Weekendavisen

Det får momentant den grønlandske minister til at dreje hovedet let og bede det danske tv-hold, som viser sig at være til stede, om at tage seancen om. Det andet er for uværdigt.

Der lægges med andre ord op til, at seerne vil blive bedraget ved aftenstide i tv-avisen, men er det godt eller skidt? 

Er det ikke rimeligt nok, at vores nykonstituerede ambassadør får en chance til, når han ikke anede, at det blev filmet? Og er det i virkeligheden ikke også mest fair over for seerne, når hans akavethed risikerer at forplumre den egentlige historie om et oliefund til en værdi af anslået 2000 milliarder, der vender op og ned på styrkeforholdet mellem Danmark og Grønland?

Og så på den anden side: Det er faktisk TV1's journalisters pligt at skildre virkeligheden, som den er.

Nu kan det lyde, som om jeg gør et stort nummer ud af en petitesse. 

Men åbningsscenen er – om man så må sige – kun begyndelsen. For som handlingen skrider frem, skal det vise sig, at det netop er løgnen – stor eller lille – der har hovedrollen i dette afsnit. Nyborg lyver konstant og på alle planer.

Den største løgn – og den, der lægger op til de næste afsnit – er naturligvis dén, der falder i Udenrigspolitisk Nævn. 

Birgitte Nyborg afviser her ethvert kendskab til, at det er den forbryderiske russiske oligark Mikhail Gamov fra den russiske præsidents inderkreds, som er hovedaktionær i det canadiske selskab, der skal udvinde olien ved Grønland. Det ved hun ellers udmærket er tilfældet, for hun har selv fået sin arktiske ambassadør til at efterforske det.

Men kort før nævnsmødet bliver hun opsøgt af den amerikanske ambassadør, som beder hende holde oplysningen tilbage, fordi CIA skal bruge den til at lægge pres på Rusland i en igangværende operation.

Vi lades i tvivl: Hvorfor lyver hun?

Lyver hun, fordi amerikaneren samtidige stillede hende i udsigt, at USA ville støtte hendes kandidatur, hvis hun stiller som FN's næste generalsekretær? Eller fordi, som hun siger til sin modstræbende departementschef Rasmus (spillet af Magnus Millang, red.), det er vigtigt at hjælpe amerikanerne af hensyn til Danmarks sikkerhed, som USA jo er garant for? Lyver hun med andre ord for sin egen eller for kongerigets skyld?

På samme vis er det heller ikke til at sige, for hvis skyld hun lyver over for sin familie. Som da hun forsøger at bilde sin søn, Magnus (spillet af Lucas Lynggard Tønnesen, red.), ind, at hun selv har købt hans fødselsdagsgave. Eller sin eksmand ind, at hun ligesom ham stortrives efter skilsmissen, fordi hun nu kan arbejde igennem uden dårlig samvittighed.