Syndefaldet smadrede både Nyborg og Fønsmark – men løftede den fjerde sæson af Borgen

I sæson fire er det, som om både skuespiller og karakter kaster hæmningerne og går fuldt ind i det persondrama, der bærer sæsonen. Det er et shakespearsk drama om at turde bruge magten – og om ikke at turde slippe den i tide, hvis der slet ikke er noget andet at falde tilbage på. Det kan lyde banalt, men det er også, når de personlige valg skæres helt ind til benet, at der opstår stor kunst.

Tilsvarende træder Birgitte Hjort Sørensen også op ad stigen i rollen som Katrine Fønsmark. Det er genialt set at forvandle hendes livsglade, flirtende og evigt heldige karakter til en famlende og selvhøjtidelig chef. Det gør næsten ondt at se hende begå den ene fejl efter den anden i behandlingen af de primadonna-journalister, som hun før var en del af.

Magten har altid været besværlig i Borgen. I denne sæson gør den ondt.

Et andet stort løft er, at embedsmændene trådte ind på scenen i denne sæson. Og igen må man fremhæve de fremragende skuespilpræstationer fra Mikkel Boe Følsgaard som ung karrierediplomat, Simon Bennebjerg som ministersekretæren Oliver Hjort og Magnus Millang som Brøndby-elskende departementschef i Udenrigsministeriet.

Det var en stor svaghed ved de første tre sæsoner, at embedsmænd blev portrætteret som næsten latterlige statister i en verden styret af politikere og især spindoktorer.

Selv om der stadig er skåret mange hjørner i dramatikkens navn, gav embedsmændene serien en ny autencitet.

Er der så ingen nedture i den nye sæson?

Jo. Nogle af referencerne til aktuel politik blev for tydelige og kom til at virke gumpetunge. Det gjaldt især den sekvens i første afsnit, hvor statsministeren forsøgte at ansætte en rådgiver som stabschef i Statsministeriet.

Den vil nok fungere udmærket i udlandet, hvor de ikke aner, at det er en direkte reference til Mette Frederiksens ansættelse af rådgiveren Martin Rossen i netop den rolle. Men her kom det til at virke søgt og som en uelegant måde at iscenesætte Borgens statsministerfigur som en kloning af Mette Frederiksen. En tendens, der blev bakket op med referencer til Mette Frederiksens opslag på Instagram og hendes jyske snuslogik.

Det blev ikke bedre af, at positionen som stabschef i Borgen så skulle udfyldes af Michael Laugesen – der dermed efterhånden ville have indtaget alle positioner i serien. Han begyndte første sæson som politiker og statsministerkandidat, siden blev han chefredaktør for tabloidavisen Ekspressen, og nu skulle han altså være embedsmand.

LÆS OGSÅ: Politik med Price: “Jeg er blevet politisk junkie af at skrive Borgen”

De grønlandske figurer forblev endimensionelle og kom aldrig ind under huden på os

Jakob Nielsen
Chefredaktør, Altinget

Det kunne sikkert også ske i virkeligheden, men for serien var det et stort tab at undvære Michael Laugesens befriende kyniske redaktørfigur. I stedet blev han reduceret til en hviskende SoMe-rådgiver for Birgitte Nyborg.

Forfatterne vil sikkert indvende, at sociale medier i dag har overtaget rollen som dem, der sætter dagsorden, fra formiddagsaviserne. Sandt nok. Men som dramatik fungerede det dårligt – måske fordi sociale medier er hævet over de etiske overvejelser og moralske dilemmaer, som selv de mest slibrige aviser må forholde sig til.

Det overordnede plot i sæson fire handlede om Arktis og råstoffer. Godt tænkt – ja, næsten profetisk med tanke på, hvordan netop energi- og stormagtspolitik har erobret dagsordenen, mens serien er blevet vist. Alligevel er det, som om den nordatlantiske historie aldrig rigtig kom op at flyve.

De grønlandske figurer – måske med undtagelse af Svend Hardenberg som grønlandsk udenrigsminister – forblev endimensionelle og kom aldrig ind under huden på os. Flere af de spor, der blev lagt ud i Grønland, endte blindt. Det gælder for eksempel sagen om den unge mand Malik, der blev lokket til at hjælpe PET og kort efter døde. Mord eller selvmord? Det fik ikke rigtig nogen betydning.

Men måske er det meget realistisk skildret, at de danske politikere (og medier) i sidste ende var mere optaget af magtspillet på Borgen end af slutspillet om råstoffer, våben og geopolitik i Arktis.

Serien endte med et ekstraordinært landsmøde i partiet Nye Demokrater, hvor Birgitte Nyborg kun undgik at blive væltet ved selv at gå af.

Var det så, fordi hun i sidste øjeblik indså, at hendes magtbegær var ved at ødelægge hende som menneske? Næ. Tværtimod. Det var, fordi hun lagde en snedig plan om at skifte magten i Danmark ud med en ny position i EU. Idealismen fik ikke et ben til jorden i Borgen anno 2022.

Vi ved ikke, om der kommer en sæson fem, men det ville være både fornyende og forfriskende, hvis Borgen tager fat, hvor den slap og bringer os med til den del af magtspillet, der foregår i unionens mødelokaler.

Måske vil Birgitte Nyborg så sande, hvad hendes spindoktor koldt konstaterede i sæson to: "I Bruxelles kan ingen høre dig skrige".