Reform har fanget børn i langtrukne skilsmissesager: "Det har alvorlige konsekvenser"

SKÆV START: Reform skulle have medført enkelt og mindre konfliktfyldt skilsmissesystem. Men nu venter forældre og børn i månedsvis på afklaring. Skandale, siger Børns Vilkår.

Foto: Rune Evensen/Ritzau Scanpix
Søren Elkrog Friis

Den omfattende reform af det familieretlige system, som et bredt flertal i Folketinget aftalte sidste år, er kommet skævt fra start.

Hensigten var at skabe et mindre konfliktfyldt og mere enkelt system med børns trivsel i centrum.

Men et halvt år efter overgangen til det nye system, halser myndighederne nu så langt bagefter med sagsbehandlingen, at det ifølge eksperter og børnefaglige organisationer virker direkte konfliktoptrappende – og kan være ødelæggende for de børn, der er fanget i langtrukne forældreopgør.

Børns Vilkår kalder det en "skandale".

Fakta
Reform af skilsmissesystemet
  • I marts 2018 indgik VLAK-regeringen en bred politisk aftale om reform af det familieretlige system.
  • Formålet var at skabe et mere smidigt, konfliktdæmpende og enkelt system med styrket fokus på barnets tarv.
  • Familieretshuset blev oprettet 1. april i år, og overtager ansvaret fra Statsforvaltningen, som nu er nedlagt.
  • Sagerne screenes i røde, gule og grønne sager alt efter konfliktniveau. De røde sager sendes direkte videre til afgørelse i Familieretten (byretten).
  • I 2018 blev der foretaget knap 15.000 skilsmisser. 

"Man har undervurderet og underfinansieret det her fra starten. Det har alvorlige konsekvenser for børn, at sagerne trækker så meget i langdrag, og det modvirker fuldstændig de gode intentioner, der var med reformen," siger direktør Rasmus Kjeldahl.

Ti dages frist, ti ugers ventetid
Hjørnestenen i det nye familieretlige system er Familieretshuset, som erstatter Statsforvaltningen.

Ifølge Danske Familieadvokater er sagsbehandlingstiden eksploderet, siden den nye myndighed slog dørene op 1. april i år.

"Det er rigtig slemt. Lige nu tager det cirka treenhalv måned, fra du skriver til Familieretshuset i en børnesag, til du har det første møde, som kun er starten på en lang sagsproces. Det betyder desværre, at sagerne bliver mere konfliktfyldte, fordi ventetiden i sig selv er optrappende," siger formand Anne Broksø.

Hos Enhedslisten er der også bekymring: 

"Jeg er virkelig bekymret. Det er simpelt hen så ubeskriveligt frustrerende at lave en stor reform, som har krævet flere års tilløb, og at man så kan ramme så skævt, at det så hurtigt går galt og kuldsejler, så vi nu får nærmest den modsatte effekt," siger socialordfører Pernille Skipper.

I sager om samvær, bopæl og forældremyndighed er der ifølge Familieretshusets hjemmeside i øjeblikket en gennemsnitlig ventetid på en mødeindkaldelse på ti uger, selvom den lovbestemte frist lyder på ti dage.

Derudover går der tre-fire uger, før mødet finder sted: "Det giver ikke mening at tale om frister i øjeblikket, for man er slet ikke i nærheden af at leve op til lovens bogstav," siger Anne Broksø.

Læs også

Minister vil gribe ind
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) anerkender problemet.

"Vi er opmærksomme på, at der er store udfordringer i Familieretshuset. Dem skal vi have løst, så sagerne ikke bliver ved at hobe sig op," skriver hun i en mail til Altinget.

Fredag er forligspartierne kaldt til orientering i ministeriet, hvor de vil blive briefet omkring situationen i Familieretshuset.

Derudover fremgår det af regeringens finanslovsudspil, at regeringen vil afsætte ekstra penge til Familieretshuset for undgå unødigt lange sagsbehandlingstider.

Læs hele artiklen på Altinget: social, hvor du får flere kommentarer og endnu mere baggrund om sagen. 

Dokumentation

Lovbestemte frister

Familieretshuset skal visitere en sag hurtigst muligt og så vidt muligt inden fem hverdage efter modtagelsen af sagen.

I § 6-sager (familiemægling) og § 7-sager (familieretlig udredning) om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær skal Familieretshuset sende en mødeindkaldelse til parterne hurtigst muligt og så vidt muligt inden ti hverdage efter modtagelsen af sagen. Børneenheden skal hurtigst muligt og så vidt muligt inden syv hverdage efter visitationen af sagen udpege eller tilbyde at udpege en kontaktperson for barnet.

I § 7-sager (familieretlig udredning) skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden syv hverdage efter visitationen af sagen sende en plan for behandlingen af sagen til parterne.

Efter modtagelsen af en anmodning om at indbringe en afgørelse for familieretten skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden ti hverdage genoptage behandlingen af sagen eller indbringe afgørelsen for familieretten.

Aktuelle sagsbehandlingstider

I sager om separation og skilsmisse er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er i øjeblikket 13 uger. Sagsbehandlingstiden for den enkelte sag kan variere mellem to og ni måneder, afhængigt af sagens kompleksitet og graden af uenighed mellem ægtefællerne.

I sager inden for forældreansvarsområdet – det vil sige sager om samvær, bopæl og forældremyndighed – kan der i øjeblikket gå op til ti uger, fra en ansøgning modtages i Familieretshuset, til borgeren modtager en mødeindkaldelse. Derefter går der minimum tre-fire uger, før selve mødet finder sted.

Kilde: Familieretshuset 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Broksø

Advokat, Ret&Råd København
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

Anni Matthiesen

MF (V), børne- og undervisningsordfører, handicap- og turismeordfører
HH (Esbjerg Handelsskole 1985), diplomuddannelse (Danmarks Forvaltningshøjskole 2003), Studentereksamen STX (Grindsted Gymnasium 1983)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00