Breum: Coronakrisen viser, hvorfor Grønland aldrig vil slå sig sammen med USA

ANALYSE: USA’s hjælpepakke vil næppe rokke ved Grønlands dybe tro på velfærdssamfundet. Ikke én er død af covid-19 i Grønland. Sundhedsalliancen med Danmark fungerer.

Den amerikanske hjælpepakke til Grønland på 83 millioner kroner, der blev meddelt i går, har allerede før detaljerne blev kendt genopfrisket diskussionen om USA's intentioner i Grønland. En række politikere på Christiansborg frygter, at hjælpepakken skal ses i forlængelse af Donald Trumps tanker fra 2019 om at købe Grønland.

Rasmus Jarlov, den konservative grønlandsordfører, mener at USA ligefrem er i færd med at undergrave rigsfællesskabet; Carsten Hønge fra SF og Søren Espersen fra DF er også bekymrede.

Vi ved nu, at hjælpepakken bl.a. skal gå til at hente amerikanske konsulenter til Grønland for at rådgive om udviklingen af turismen og minesektoren og til undervisningsformål. Hjælpen er ikke forbundet med corona-krisen, men et resultat af en længere forhandlingsproces, der har involveret den danske regering såvel som Nalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, men har altså sat sindende i kog på Christiansborg.

Kilder i det danske regeringsapparat bekræftede i aftes, at regeringen har været velinformeret om pakken i længere tid, og udenrigsminister Jeppe Kofod og landsstyret i Nuuk byder den velkommen.

Tætvævet samarbejde
Midt i den debat, Carla Sands hjælpsomhed afstedkommer, er det værd at studere, hvordan coronakrisen gribes an i Grønland. Krisens håndtering i Grønland illustrerer, hvorfor det må betragtes som noget nær totalt udelukket, at Grønland i nogen overskuelig fremtid skulle ønske sig at skifte den nære relation til Danmark ud med en alliance med USA - eller med Kina, Canada eller nogen anden enkelt nation.

Det kan ikke udelukkes, at Grønland en dag formelt bliver en selvstændig stat, men håndteringen af Covid-19 i Grønland viser os, at selvstændigheden sandsynligvis kun vil være attraktiv, hvis den kan kombineres med et fortsat stærkt og tætvævet samarbejde med Danmark.

Det er ikke coronakrisen, der har skabt denne sammenhæng, men krisen gør den mere synlig. Den kontante håndtering af Covid-19 i Grønland, der bl.a. betyder, at ikke én person i Grønland er død af virussen, viser, at grønlænderne præcis som danskerne i dag sætter lighedstegn mellem nationen og velfærdssamfundet. Og den viser, at det grønlandske sundhedsvæsen, der er velfærdssamfundets nervecenter, er lige så tæt sammenvævet med det danske, som det hvide er med det røde i begge nationers flag.

Fælles forestilling
På et pressemøde i sidste uge forklarede Kåre Mølbak, faglig chef for Statens Serum Institut, den danske coronastrategi:

“Målet er, at velfærdssamfundet ikke knækker. Det er det, det handler om. Det handler om fortællingen om velfærdssamfundet,” sagde han ifølge Føljeton, og hverken Mette Frederiksen eller andre modsiger ham.

Ingen i Grønland har endnu sagt det så præcist, men i Nuuk er tanken efter alt at dømme den samme. De strategier til coronabekæmpelse, der udrulles i Grønland, skal præcis som de danske beskytte en fælles forestilling om, at velfærdssamfundets grundelementer består, at forsvaret for de svageste og den gældende ansvarsfordeling i samfundet har forrang, og at de centrale myndigheder mobiliserer alt, hvad de kan, for at forsvare denne grundsats. Uanset omkostningerne.

Som landslægen i Nuuk, Henrik L. Hansen, Grønlands svar på Søren Brostrøm, forklarede mig, da jeg talte med ham for Weekendavisen:

“Strategien i Grønland er indtil videre at foretage en fuldstændig inddæmning af virussen for at vinde tid. Fordi situationen uden for Grønland stadig er uoverskuelig, og fordi der ikke med sikkerhed vil være bistand at hente udenfor, peger alle faktorer på, at det er mest fornuftigt at vinde tid. Det er muligvis ikke langtidsholdbart. Vi kan næppe for altid holde sygdommen ude af Grønland, men det er strategien for nu.” 

Astronomisk beløb
Alle andre hensyn må vige, når den dræbende virus skal stampes ned. Også i Grønland er de parlamentariske spilleregler sat på standby til fordel for hastelovgivning og stram styring. Forårssamlingen i Inatsisartut, det grønlandske parlament, er udsat på ubestemt tid, mens en krisestab af fire departementschefer, landslægen og politiet har fået en nøglerolle.

Grønlændernes forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed er delvist inddraget, erhvervslivet bløder, og pengene fosser ud af landskassen i svimlende tempo. I skrivende stund har Naalakkersuisut vedtaget hjælpepakker på en kvart milliard plus det løse – et astronomisk beløb i den grønlandske kontekst, og præcis som i Danmark lyder der ingen seriøse protester.

Mange epidemier
Grønlands historie, også den nyere, er spækket med epidemier, som har slået et voldsomt antal af grønlænderne ihjel. Kopper kostede 80 procent af befolkningen i Sisimiut livet i 1801; senere slog brystsyge, influenza og andet til; den spanske syge ramte i 1918; polio og tuberkulose hærgede. I 1950’erne døde mange under en mæslingeepidemi, og så sent som i 1970’erne slog en alvorlig hepatitis A-epidemi til.

Flere kilder i Grønland bekræfter, at erindringerne om disse rædsler endnu sidder i kroppen på en god del af de ældre; en levende frygt, der givetvis er med til at galvanisere myndighedernes intense fokus på bekrigelsen af covid-19.

Kim Kielsen, formanden for Naalakkersuisut, det grønlandske landsstyre, toner frem på skærmen som personificeringen af velfærdssamfundet: Tidligere politimand, af natur disciplineret, regelbunden, pligtopfyldende og som Mette Frederiksen optaget af børnene, de gamle, de syge og svageste. Den hårde grønlandske coronakurs blev meldt ud få timer efter en opfordring fra Mette Frederiksen til Færøerne og Grønland, og det forlyder fra Nuuk, at hun og Kim Kielsen har talt sammen flere gange under krisen. 

Tættere dialog med USA
Covid-19 slår et centralt, politisk dogme i Grønland fast: Der er ingen seriøse kræfter i Grønland, der drømmer om at bremse velfærdssamfundets stadige udbygning.

Meningsmålingerne viser, at to tredjedele af vælgerne deler visionen om en uafhængig stat, og der er intet i rigsfællesskabets juridiske konstruktion, der forhindrer dette flertal i at løsrive sig fra Danmark. I andre tidligere kolonier har befolkningerne som bekendt forfulgt drømmene om frihed i blodigt tempo, men en hasteløsrivelse ville skabe risici for alvorlige skader på velfærdssamfundet, og dem har ingen politiker i nyere tid for alvor foreslået, at grønlænderne skulle bide skeer med.

Grønland er knyttet til Danmark også af historiske og familiemæssige bånd, men i de seneste årtier har “fortællingen om velfærdsstaten” fået en hovedrolle. Efter Donald Trumps tanker om at købe Grønland i 2019 legede enkelte politikere i Nuuk med tanken om en tættere dialog om fremtiden med USA, men det blev ved snakken.

Det grønlandske velfærdssamfund er en klon af det danske, og ingen har endnu fundet et vedholdende forsvar for den type samfund i en alliance med USA. Her vil Carla Sands hjælpepakke næppe gøre nogen synderlig forskel, selvom den naturligvis vil forstærke Grønlands bånd til USA.

Sundheds-symbiose
Læg dertil det grønlandske sundhedsvæsens symbiose med det danske, der har både materielle og politiske træk. Grønlands coronastrategi fastholder nøjagtig samme benhårde fokus på sikkerhed, tryghed og afværgelse af død som den danske – og med bemærkelsesværdige resultater: Ikke én er død af covid-19 i Grønland, ikke én har været indlagt på hospital, og i skrivende stund er ikke én person i Grønland smittet med covid-19. I alt har 11 har været smittet; alle i Nuuk, og alle har de været i streng karantæne og er nu raske. På intet tidspunkt er nogen uden for Nuuk testet positiv.

Naalakkersuisut følger på landslægens og andres opfordring en uhyre restriktiv isolationskurs. Al normal flytrafik til og fra verdens største ø er indstillet, og al normal intern flytrafik i Grønland er aflyst foreløbig indtil 30. april. Naalakkersuisut har udsendt strenge opfordringer til stop for al unødig trafik mellem byer og bygder i hele Grønland, og som i Danmark gør de fleste, hvad der bliver sagt.

Fiskeren Apollo Mathiassen i den lille bygd Saattut, hvor 249 mennesker bor en times hundeslæde-kørsel eller snescootertur fra Uummannaq i nord, fortalte mig før påske, at det sædvanligvis brede og velkørte slæde- og snescooterspor på vinterisen mellem Saattut og Uummannaq næsten var helt forsvundet, så lidt trafik var der.

Nuuk var indtil natten til onsdag afskåret fra resten af Grønland. Al trafik ind og ud af byen, også på snescooter eller i egen båd, var forbudt.

Diabolske dilemmaer
Flokimmunitet indgår ikke i myndighederens strategi.

“Nej, ikke med den viden, vi har i dag,” som Henrik L. Hansen fortæller mig.

Genåbningen af Grønland byder derfor på en række dilemmaer næsten mere diabolske end de danske. Man arbejder ikke med scenarier, hvor dele af befolkningen langsomt opbygger immunitet, men i stedet med scenarier, hvor covid-19 måske forsvinder af sig selv, som det skete med den spanske syge i 1919, eller hvor en vaccine eller bedre behandlingsmetoder udvikles. Den fulde genåbning kan følgelig blive en langstrakt affære. Ove Rosing Olsen, der i dag leder en fiskerivirksomhed, gætter på, at en del af rejserestriktionerne må fastholdes i op til et år.

Det grønlandske hjemmestyre overtog allerede i 1992 det politiske ansvar for Grønlands sundhedsvæsen fra Danmark, men flere centrale kilder i Nuuk bekræfter, at ingen fagfolk i dag drømmer om et grønlandsk sundhedsvæsen uden tæt samarbejde med det danske.

Havde det ikke været for coronakrisen, skulle sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tværtimod i dette forår have været på besøg i Nuuk for at underskrive en samarbejdsaftale med sin grønlandske kollega Martha Abelsen om endnu tættere integration. Midt i coronakrisen er det mest truende problem ifølge landslæge Henrik L. Hansen heller ikke det faktum, at der kun findes fire faste intensivpladser på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Det er de eneste intensivpladser i Grønland, hvor patienter kan komme i behandling med respirator (lidt flere kan oprettes i nødstilfælde), men den største trussel mod sundhedsvæsenets evne til at klare en coronaepidemi, hvis virussen slipper løs, er ifølge Henrik L. Hansen, at et overraskende stort antal danske sygeplejersker og andet sundhedspersonale under krisen har aflyst allerede indgåede aftaler om at komme til Grønland for at arbejde. Særligt på anæstesi- og intensivområdet savnes de danske hænder, der ellers var på vej.

Langtfra optimalt
Sådan er hverdagen stadig næsten 30 år efter hjemtagelsen af sundhedsvæsenet: Det er ofte tilrejsende danske læger og sygeplejersker på kortere ophold, der får maskinen i Grønland til at fungere. Det er dyrt, og det er langtfra optimalt, at mange læger og sygeplejersker på de grønlandske hospitaler ikke taler grønlandsk. De korte ophold er skidt for den institutionelle hukommelse, for patientkontakten og så videre – men det fungerer.

Den lægeuddannede Ove Rosing Olsen blev i 1992 den første politiske leder af det grønlandske sundhedsvæsen. Han mener, at sundhedsvæsenet i dag er både dansk og grønlandsk:

“Vi har ikke et befolkningsunderlag, der er stort nok til, at vi nogensinde kan drive et helt sundhedsvæsen uden folk udefra, og det skal vi heller ikke,” siger han over telefonen fra Sisimiut. En del unge grønlændere er ved at være færdige som speciallæger, men den faglige sparring med danske læger og andet fagfolk udefra vil altid være nødvendig og nyttig, mener han.

Skulle det grønlandske sundhedsvæsen overvældes af en epidemi, kan Grønland overføre patienter til behandling i Danmark. Grønlænderne er danske statsborgere og har ret til behandling som alle andre, omend de ikke har frit sygehusvalg i Danmark.

Det grønlandske Patienthjem i Omøgade i København fungerer som ramme for mange sygdomsramte grønlandske familier – systematiseret via den såkaldte Grønlandskoordination på Rigshospitalet. Retspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital løser på samme måde opgaver, som sundhedsvæsenet i Grønland ikke selv har kapacitet til.

Dyr kvalitet
Sundhedsvæsenet i Grønland sluger som i Danmark mere end de fleste andre sektorer (behandlinger i Danmark betales af den grønlandske landskasse). I seneste årsrapport fra Grønlands økonomiske råd, der har tidligere overvismand Torben M. Andersen i spidsen, kan man læse, at udgifterne rundede 1,5 milliarder kroner i 2017. Det er 14 procent af de samlede offentlige udgifter. Politisk ledes det hele af Martha Abelsen og hendes department på 12, herunder to jurister og departementschefen Tine Pars, tidligere rektor for Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet.

Sundhedsudgifterne i Grønland har ligget stabilt på 6-7 procent af BNP siden midten af 1990'erne; det er under OECD-gennemsnittet, selv efter dybe reformer, vækst i antallet af operationer og udrulning af telemedicin, så selv den mindste bygd i Grønland kan få forbindelse til speciallægerne i Nuuk om nødvendigt.

Grønlands lille og ekstremt spredte befolkning giver “smådriftsulemper”, siger økonomerne. Op mod 10 procent af omkostningerne går eksempelvis til transport af patienter. Men dybest set har Grønland på trods af de kolossale afstande og den komplicerede infrastruktur et sundhedsvæsen, der har udviklet sine egne styrker, som blandt andet kan trække på sundhedsvidenskabelig forskning fra universitetet i Nuuk, og som trods skavanker og evig personalemangel på mange områder tåler forsigtig sammenligning med det danske – også fordi det er så sammenvævet med det danske.

Nabolandet Island har længe budt sig til med hospitaler og andre services, men det store skifte fra Danmark til Island er aldrig sket – selvom Island, der har egen erfaring med løsrivelse fra Danmark, står de grønlandske politikeres hjerter nær.

Kim Kielsen styrket
På den korte bane synes coronakrisen at styrke Kim Kielsen, der er formand for partiet Siumut, Socialdemokratiets søsterparti. Han skal genvælges som formand for sit parti i juni, og der er ikke mange, der længere synes at levne modkandidaterne mange chancer. Som Mette Frederiksen høster også Kim Kielsen point på den handlekraft, coronakrisen fordrer. Det varsler fred i rigsfællesskabet. Kim Kielsen har for længst erklæret sig som tilhænger af det tætte samarbejde; han opfatter det som et nyttigt ballast på rejsen mod selvstændigheden.

Kritikken af Kim Kielsens ledelse er langtfra forstummet: En række bratte udskiftninger i bestyrelserne for Selvstyrets virksomheder har genåbnet diskussionen om nepotisme og politisk overstyring. Og som samfundsforsker Birger Poppel ved Ilisimatusarfik, der har forsket i arktiske samfundsforhold i årtier, skriver til mig, har coronakrisen også afdækket, at fiskeriet på trods af mange års politisk fokus på minedrift og turisme stadig er den eneste solide grundsøjle i Grønlands egen produktion, og at det derfor kan blive fatalt, at Kim Kielsen og hans fæller stadig tillader fiskeri langt ud over de kvoter, videnskaben opfatter som bæredygtige.

I disse timer overdøves kritikken dog af covid-19. Grønlænderne venter midt i frygten ligesom danskerne hver dag på nyt: Hvornår kan vi leve normalt igen?

-----

Martin Breum er journalist og forfatter med fokus på Arktis. Han skriver blandt andet for Weekendavisen, Arctictoday.com, Sermitsiaq og EUobserver.com.

 

 

Forrige artikel Folketinget på vej mod genåbning Folketinget på vej mod genåbning Næste artikel Ny måling: Socialdemokratiet står til bedste valgresultat siden 1990’erne Ny måling: Socialdemokratiet står til bedste valgresultat siden 1990’erne
Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

Magnus Heunicke trækker omstridt lovforslag efter kritik

PERSONLIGE DATA: Sundhedsministeren har fået kritik for at "snige" et forslag om at give myndighederne adgang til hemmelige telefonnumre på coronasmittede og deres kontakter ind i behandlingen af et andet lovforslag. Nu trækker han det tilbage.