Carolina M. Maier: Centrum-venstre skal turde slippe de systembevarende tøjler

DEBAT: Det nye flertal i Folketinget har lanceret en række sympatiske enkeltinitiativer, men der er ingen vilje til at tage fat på de grundlæggende udfordringer, samfundet står over for. Forståelsespapiret er systembevarende uden progressive tanker, skriver Carolina Magdalena Maier.

Af Carolina Magdalena Maier
Tidligere folketingsmedlem for Alternativet

Det hele er sådan set startet meget godt for den nye regering og dens støttepartier. Mette Frederiksen betegnes som en statskvinde in spe (også selv om ingen aner, hvad der blev sagt i den telefonsamtale med Trump), og undervisningsministeren har skrevet et fint brev til landets lærere, hvori hun indrømmer, at forløbet omkring L409 i 2013 var uskønt (men hun vægrer sig dog ved at tage det lille ord "undskyld" i sin mund).

Beskæftigelsesministeren varsler opgør med det håbløse optjeningskrav til dagpenge for udlandsdanskere, og udlændingeministeren har erklæret, at Danmark allerede i år vil tage et mindre antal kvoteflygtninge.

Omend denne melding dog blev grundigt devalueret af, at samme minister kort tid efter deklarerede, at han mener, at kvoteflygtninge bør være omfanget af paradigmeskiftet, det vil sige om de skal hjemsendes, når der er fred i deres hjemlande. På trods af FN's Flygtningehøjkommissariats anbefalinger.

Hvorom alt er, er det tydeligt, at regeringen på mange område har lyttet til sine støttepartier. Forståelsespapiret bærer mange spor, som kan trækkes direkte tilbage til EL, SF og R.

En undersøgelse af at hæve beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft for visse grupper. Minimumsnormeringer. Afskaffelse af nationale test i 2. klasse. Afskaffelse af Lindholm. Nyt udrejsecenter for familier som erstatning for Sjælsmark. Og naturligvis en klimalov og 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030.

Ikke nok at skrue på eksisterende knapper
Det er alt sammen gode takter. Men det er også sympatiske hensigter i konkrete bidder, som i sig selv ikke knytter sig an til de langt mere grundlæggende udfordringer, vores samfund står over for. Der er med andre ord rigtig meget, som ikke står i papiret.

Og der er på det seneste kommet udmeldinger fra regeringen, som kan bekymre enhver borger, som mener, at vores samfunds udfordringer ikke kan løses ved mere stat eller ved at skrue lidt på allerede eksisterende knapper.

Lad mig forklare: Vores samfund bløder fra hjertet. Antallet af børn og unge, der oplever angst, får antidepressiv medicin og sovemedicin, er eksploderet på en håndfuld år. Andelen af danskere med højt stressniveau stiger. Antallet af børn, der lider af skolevægring, stiger ligeledes.

Vi har et genneminstrumentaliseret samfund, hvor mennesker behandles efter kasser og forløbspakker, i stedet for som det, de er: forskellige, levende væsener. Vi ser en polarisering af politiske holdninger, i stedet for at landet samles om det, som bærer det: de demokratiske grundprincipper, at alle er lige for loven, frihedsrettighederne.

Enkeltinitiativer ændrer ikke grundvilkår
Denne eksistentielle og demokratiske krise, som jeg mener, vores samfund lider af, adresserer forståelsespapiret måske nok, men løsningerne bliver afkoblede enkeltinitiativer, som næppe kommer til at gøre afgørende forskel.

Tror regeringen og støttepartierne virkelig, at det at afskaffe de nationale test i 2. klasse løser udfordringen med præstationsræset? Det, der skal til, er en grundlæggende ændring af den måde, vi holder skole på, i form af en anerkendelse af, at børn er forskellige og ikke lærer i takt, og at alle menneskets eksistentielle sanser skal stimuleres på lige fod (de skabende, åndelige og sociale såvel som de kognitive).

Tror regeringen og støttepartierne virkelig, at minimumsnormeringer i daginstitutionerne løser udfordringen med børn i mistrivsel? Når det, der virkelig er brug for, er helt grundlæggende forandringer i de rammer og vilkår, vi stiller til rådighed for børnefamilierne, som gør, at det slet ikke er nødvendigt at sende børn i institution 37 timer om ugen. Der er brug for at sætte ord på, at et børne- og familieliv i eksistentiel trivsel er et liv med mere tid og nærvær.

Og tror regeringen og støttepartierne virkelig, at en aftale om differentieret pension rykker kegler, når det, vi grundlæggende har brug for at tale om, er, hvordan vi igennem et livsforløb indretter et arbejdsliv, som er i overensstemmelse med menneskets trivsel?

Forståelsespapiret er systembevarende
Det helt grundlæggende problem med forståelsespapiret er, at det er systembevarende. Ud over et fint afsnit om behovet for en tillidsreform i i den offentlige sektor, så er der ingen reelle progressive, altså nytænkende, takter.

Der tages ikke livtag med den måde at holde samfund på, som vi har praktiseret over de seneste årtier, og som er i grundlæggende strid med menneskets natur. Der er intet opgør med ideen om vækst som forudsætning for trivsel. Der er ingen adressering af, at politik ikke kun handler om, hvad vi kan, men også om, hvad vi bør.

Der er ingen benævnelse af, at det, der rent faktisk gør mange mennesker syge, angste og deprimerede, er lige præcis den måde, vi har indrettet samfundet på. Der er ikke et ord om, at velfærdsstaten har en skyggeside, nemlig den, hvor staten er den store, nok velmenende, men også klamme hånd, som ved bedst og styrer mennesket i den retning, som staten mener, er bedst.

I forhold til det sidste kan man med rette bekymre sig om nogle af de seneste meldinger fra regeringen. Dels at undervisningsministeren med stor overbevisning forsvarer de lange skoledage ud fra en præmis om, at det er bedre at være i statens institutioner end at slippes fri om eftermiddagen. Dels rygterne om, at omprioriteringsbidraget på kulturområdet fastholdes. Man får lyst til at rive sig i håret oven på sådan en melding, for i hvilket samfund kan mennesket for alvor trives, når kulturen gøres betydningsløs?

Og dels at regeringen trods EU's anbefalinger mener, at det at give far ret til to måneders øremærket barsel ikke er den rette vej at gå. På trods af både Sveriges og særligt Islands glimrende erfaringer med øremærket barsel.

Hvor er de progressive tanker?
Så kære regering og støttepartier, hvor er de progressive tanker om det samfund, vi alle længes efter? Det samfund, hvor vi i langt højere grad lever i overensstemmelse med vores eksistentielle natur?

Hvor er de modige tanker om de radikale ændringer, der er brug for, for at vi som mennesker og fællesskaber finder hinanden igen? Hvor vi tør tale om mere samfund og mindre stat? Hvor vi forstår, at staten ikke altid ved bedst, og at frihed og fællesskab er hinandens forudsætning – ikke modsætning?

De spørgsmål bliver centrum-venstre nødt til at levere nogle svar på, hvis de for alvor skal bestå lakmustesten og give Danmark det alternativ til den instrumentelle konkurrencestatspolitik, som vi har set igennem de sidste årtier – uagtet regeringens farve.

Det kræver mod og visioner. Det kræver, at regeringen og støttepartierne tør bevæge sig ud på de halvfjerdstusinde favne vand. Jeg tror ikke, Socialdemokratiet har hverken historien, evnerne eller viljen til det. Så det afhænger af, om støttepartierne kan og vil skubbe Socialdemokratiet derud, hvor de tør slippe de systembevarende tøjler. Kan det lykkes? Det må tiden vise.

Forrige artikel FOA: Wammen skal have fem milliarder mere med til forhandlingsbordet FOA: Wammen skal have fem milliarder mere med til forhandlingsbordet Næste artikel DTU: Giv ikke ansvaret for vores drikkevand til lægfolk DTU: Giv ikke ansvaret for vores drikkevand til lægfolk
Podcast: Sådan endte 2.000 kvinders data ulovligt i USA

Podcast: Sådan endte 2.000 kvinders data ulovligt i USA

AJOUR: Data fra 2.000 kvinder fra et dansk forskningsprojekt hos Statens Seruminstitut er ulovligt sendt videre til USA. Altingets digital- og forskningsredaktør, Chris Lehmann, giver et overblik over sagen, og hvordan det kunne lade sig gøre.