Carolina M. Maier: Centrum-venstre skal turde slippe de systembevarende tøjler

Af Carolina Magdalena Maier
Tidligere folketingsmedlem for Alternativet

Det hele er sådan set startet meget godt for den nye regering og dens støttepartier. Mette Frederiksen betegnes som en statskvinde in spe (også selv om ingen aner, hvad der blev sagt i den telefonsamtale med Trump), og undervisningsministeren har skrevet et fint brev til landets lærere, hvori hun indrømmer, at forløbet omkring L409 i 2013 var uskønt (men hun vægrer sig dog ved at tage det lille ord "undskyld" i sin mund).

Beskæftigelsesministeren varsler opgør med det håbløse optjeningskrav til dagpenge for udlandsdanskere, og udlændingeministeren har erklæret, at Danmark allerede i år vil tage et mindre antal kvoteflygtninge.

Omend denne melding dog blev grundigt devalueret af, at samme minister kort tid efter deklarerede, at han mener, at kvoteflygtninge bør være omfanget af paradigmeskiftet, det vil sige om de skal hjemsendes, når der er fred i deres hjemlande. På trods af FN's Flygtningehøjkommissariats anbefalinger.

Der er ikke et ord om, at velfærdsstaten har en skyggeside, nemlig den, hvor staten er den store, nok velmenende, men også klamme hånd, som ved bedst og styrer mennesket i den retning, som staten mener er bedst.

Carolina Magdalene Maier

Hvorom alt er, er det tydeligt, at regeringen på mange område har lyttet til sine støttepartier. Forståelsespapiret bærer mange spor, som kan trækkes direkte tilbage til EL, SF og R.

En undersøgelse af at hæve beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft for visse grupper. Minimumsnormeringer. Afskaffelse af nationale test i 2. klasse. Afskaffelse af Lindholm. Nyt udrejsecenter for familier som erstatning for Sjælsmark. Og naturligvis en klimalov og 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030.

Ikke nok at skrue på eksisterende knapper
Det er alt sammen gode takter. Men det er også sympatiske hensigter i konkrete bidder, som i sig selv ikke knytter sig an til de langt mere grundlæggende udfordringer, vores samfund står over for. Der er med andre ord rigtig meget, som ikke står i papiret.

Og der er på det seneste kommet udmeldinger fra regeringen, som kan bekymre enhver borger, som mener, at vores samfunds udfordringer ikke kan løses ved mere stat eller ved at skrue lidt på allerede eksisterende knapper.

Lad mig forklare: Vores samfund bløder fra hjertet. Antallet af børn og unge, der oplever angst, får antidepressiv medicin og sovemedicin, er eksploderet på en håndfuld år. Andelen af danskere med højt stressniveau stiger. Antallet af børn, der lider af skolevægring, stiger ligeledes.

Vi har et genneminstrumentaliseret samfund, hvor mennesker behandles efter kasser og forløbspakker, i stedet for som det, de er: forskellige, levende væsener. Vi ser en polarisering af politiske holdninger, i stedet for at landet samles om det, som bærer det: de demokratiske grundprincipper, at alle er lige for loven, frihedsrettighederne.

Enkeltinitiativer ændrer ikke grundvilkår
Denne eksistentielle og demokratiske krise, som jeg mener, vores samfund lider af, adresserer forståelsespapiret måske nok, men løsningerne bliver afkoblede enkeltinitiativer, som næppe kommer til at gøre afgørende forskel.

Tror regeringen og støttepartierne virkelig, at det at afskaffe de nationale test i 2. klasse løser udfordringen med præstationsræset? Det, der skal til, er en grundlæggende ændring af den måde, vi holder skole på, i form af en anerkendelse af, at børn er forskellige og ikke lærer i takt, og at alle menneskets eksistentielle sanser skal stimuleres på lige fod (de skabende, åndelige og sociale såvel som de kognitive).

Tror regeringen og støttepartierne virkelig, at minimumsnormeringer i daginstitutionerne løser udfordringen med børn i mistrivsel? Når det, der virkelig er brug for, er helt grundlæggende forandringer i de rammer og vilkår, vi stiller til rådighed for børnefamilierne, som gør, at det slet ikke er nødvendigt at sende børn i institution 37 timer om ugen. Der er brug for at sætte ord på, at et børne- og familieliv i eksistentiel trivsel er et liv med mere tid og nærvær.

Og tror regeringen og støttepartierne virkelig, at en aftale om differentieret pension rykker kegler, når det, vi grundlæggende har brug for at tale om, er, hvordan vi igennem et livsforløb indretter et arbejdsliv, som er i overensstemmelse med menneskets trivsel?