Carolina M. Maier: Socialdemokratiet indfører regulering og kalder det frihed

KOMMENTAR: Socialdemokratiet vil skabe et mere frit samfund ved at indføre mere statslig regulering. Regulering er i sig selv et legitimt politisk projekt, men lad være at gøre det i frihedens navn, skriver Carolina Magdalene Maier.

I et interview i Weekendavisen siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at Danmark er blevet et mindre liberalt land på grund af indvandringen.

Det er på flere planer et yderst interessant interview – blandt andet fordi Tesfaye mere eller mindre får lov til at bringe sine budskaber og påstande uden større kritisk journalistisk interferens fra intervieweren. Når nu Weekendavisens interviewer ikke vil stille de kritiske spørgsmål, så lad mig.

Jeg undrer mig dels over, at Tesfayes påstand om, at indvandringen har gjort vores land mindre liberalt, får lov til at stå uimodsagt. Tesfaye peger på, at der de seneste årtier er sket en række statslige reguleringer. Han nævner selv dels friskoleområdet som et felt, der er blevet underlagt strammere politisk styring, samt gymnasieområdet, som snart kan se frem til det i form af tvungen elevfordeling.

Det er naturligvis indiskutabelt, at vores land har gennemgået en række indskrænkninger i de liberale frihedsrettigheder. Det har jeg selv begrædt igen og igen. Det, der undrer mig, er, at påstanden om, at indskrænkningerne skyldes indvandringen, får lov at stå tilbage som en uimodsagt fortælling.

Det er vel ikke indvandringen i sig selv, der har gjort vores land mindre liberalt? Det er politikernes reaktion på indvandringen – og nok mest af alt på frygten for den. For alt imens den ene symbolpolitiske lov efter den anden, som indskrænker borgernes frihed, er blevet gennemført, er det gået fremad med integrationen – flere indvandrere og efterkommere kommer i arbejde, og flere får en uddannelse.

Det, der i virkeligheden er sket, er ikke, at indvandringen har gjort vores land mindre liberalt. Det er, at indvandringen igen og igen er blevet brugt som ammunition for de seneste regeringer  – uagtet om de har været røde eller blå – til med Dansk Folkepartis dunkle ånde i nakken og med bukser rystende af frygt for at miste stemmer og dermed taburetter at gøre vores land mindre liberalt.

Det er ikke indvandringen, kære integrationsminister. Det er jer, der skruer på knapperne.

Det næste, der undrer mig, er Tesfayes påstand om, hvad frihed er. I interviewet i Weekendavisen begræder Tesfaye, at der er en skæv fordeling af etnisk danske og ikke-etnisk danske elever på gymnasierne. Det er ikke frihed, siger han.

I et frit land er vi alle blandet sammen, skal vi forstå. Derfor advokerer han for politisk regulering, for som han siger: "Man skal forstå, at for en socialdemokrat er velfærdsstaten ikke noget, der indskrænker vores frihed. Den realiserer friheden for de fleste, og derfor ryster vi ikke på hånden."

Undskyld, Tesfaye, men avispapiret ryster altså ganske meget i min hånd, når jeg læser præcis de ord. For hvorfor har I socialdemokrater patent på, hvad frihed er?

Hvilke bøger er det, I har læst, som påstår, at et frit samfund er et samfund, hvor staten regulerer med henblik på, at vi alle skal ligne hinanden, og at alle er blandet sammen som et kilo bland-selv-slik fra weekendturen til Sverige?

For hvad forstår vi egentlig ved frihed? For mig er frihed ikke det, staten giver mig. Tværtimod. Det, som staten giver, er tryghed, og det er fint – og trygt og rammesat og sikkert.

Frihed er noget helt andet. Frihed kan staten kun give os ved ikke at ville bestemme over, hvordan vi lever vores liv. Frihed er lige dér, hvor staten giver slip. Frihed er det rum, hvor vi vover pelsen – hvor vi ikke ved, hvor vores beslutninger fører os hen.

For mig er frihed for eksempel ikke, at staten har besluttet, at mine børn kan vælge mellem de samme 18 studieretninger, ligegyldigt hvilket gymnasium de søger ind på i hele landet. For mig er frihed, at det enkelte gymnasium selv må udbyde de retninger, de måtte ville.

Jeg troede egentlig, at jeg delte denne forståelse af frihed med de klassiske liberale partier. Men Venstre – efter eget udsagn Danmarks liberale parti – står bag ghettoplan, smykkelov og burkalov og synes, at ansigtsgenkendelse er i orden.

Det er paradoksalt nok sådan, at de eneste partier, der synes at kæmpe for den forståelse af frihed, som er den frihed, som staten ikke er involveret i, er Enhedslisten, Alternativet og Radikale. Måske også det nye Fremad, hvis man spår efter de hidtidige takter.

Det er paradoksalt, fordi det er partier med meget forskellige ideologiske udgangspunkter. Alligevel burde disse partier overveje at etablere et mere reelt samarbejde i kampen for borgernes frihedsrettigheder. Jeg kan ikke være den eneste, der er bekymret.

En sidste ting, der undrer mig ved interviewet i Weekendavisen: Nu er jeg ikke antropolog, men jeg vil alligevel vove den påstand, at det er et grundlæggende socialpsykologisk træk ved os mennesker, at vi søger dem, vi ligner. Længere væk fra dyrene er vi vel ikke som art.

Vi kan se det i New York i kvarterer som Chinatown eller Harlem, hvor spansk oftere høres på gaden end engelsk. Udvandringen fra vores eget lille land viser det samme: Solvang i Californien, Mijas i Spanien eller den såkaldte danskertrekant i Argentina, hvor man stadig kan gå til gudstjeneste i en dansk kirke.

Så når vi i Danmark forventer af indvandrere, at de bosætter sig blandt danskere og ikke tæt på hinanden, så er det vel imod menneskets natur? Og når vi reagerer ved i frihedens navn at sprede nye danskere gennem tvang, så slår paradokset altså ekstra hårdt: Vi definerer, hvad frihed er (en blandet befolkning), og hvis I nye danskere ikke forstår det, så segregerer vi med tvang.

Forstå mig ret: Jeg er ikke imod blandede skoler, gymnasier, boligområder og så videre. Også jeg synes, at det ikke bare er sympatisk, men også godt for vores samfunds sammenhængskraft, når vi alle støder på hinanden i vores respektive hverdage.

Jeg spørger bare mig selv, hvor realistisk det er i et liberalt samfund? Hvis vi ser os omkring i verden, hvor mange liberale samfund gør så brug af tvungen fordeling af borgerne? Og så endda i frihedens navn?

Det næste spørgsmål bliver også kontroversielt: For er det så frygteligt, at vi har et samfund, hvor befolkningsgrupper søger sammen efter kulturer, traditioner, segmenter? Altså, man har jo gjort det i Nordsjælland i generationer.

Jeg er helt med på, at vi i nogle segmenter har problemer med social kontrol og kriminalitet. Både der, hvor kvinder tvinges i burka af deres ægtefæller, og der, hvor unge piger tvinges til at udføre seksuelle tjenester med deling af deres private fotos på internettet som afpresningsmiddel.

Det er simpelthen en catch-22 at ville det perfekte sammenblandede samfund, samtidig med at man giver borgerne de ultimative frihedsrettigheder. Den måde, man forsøger at løse det på i dansk politik i dag, er at indføre regulering og kalde det frihed.

Statslig regulering er for så vidt et legitimt politisk projekt. Men lad være med at gøre det i frihedens navn. Når et politisk parti hævder at realisere frihed gennem regulering, så er det et knæfald for den stat, for hvilken kontrol prioriteres over frihed.

Mange er nok uenige med mig, og fred være med det. Men jeg vil altså hellere et samfund, hvor vi ikke alle ligner hinanden eller er blandet sammen som bolsjer i et kræmmerhus, end jeg vil et samfund, hvor staten bestemmer, hvor jeg skal bo eller mine børn skal gå i skole.

Og jeg vil hellere et samfund, hvor lovgivningen gør det muligt at gå målrettet efter at løse samfundets problemer, hvor de dukker op, frem for at skyde med spredehagl og indskrænke vores alles frihed.

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Fjendtlig arkitektur i København er topmålet af smålighed Johanne Dalgaard: Fjendtlig arkitektur i København er topmålet af smålighed Næste artikel Steen Gade: Kan fremtidens fødevarer produceres uden landbrug? Steen Gade: Kan fremtidens fødevarer produceres uden landbrug?
Støjberg efter to dage i retten:

Støjberg efter to dage i retten: "Jeg tror ikke, der er flere spørgsmål i verden"

INSTRUKSKOMMISSIONEN: Der kørte to spor i sagen om adskillelsen af ægtepar med mindreårige asylansøgere: Inger Støjberg spillede hård negl politisk, men administrerede i virkeligheden helt efter loven. Sådan lyder venstrepolitikerens egen forklaring, men den havde udspørgeren i Instrukskommissionen meget svært ved at tro på.