Cepos: Finansministeriets lommeregner er ikke blå – den er korrekt

Af Martin Ågerup
Direktør, Cepos

Ifølge rød blok fordrejer embedsmændene i Finansministeriet de økonomiske modeller. Det er en grov beskyldning, og de argumenter, der fremføres for at underbygge den, er ikke korrekte.

Vi har brug for embedsværket til at levere uvildige vurderinger. Det gælder ikke kun den økonomiske politik. Politisering af embedsværket ville underminere demokratiets legitimitet. Hvorfor skulle nogen tro en regering, rød eller blå, hvis embedsmændene ikke kan agere fagligt uafhængigt?

Den grundlæggende klage fra rød blok er, at de økonomiske modeller behandler skat og udgifter forskelligt. Mens der medregnes dynamiske effekter af lavere skat, medregnes ingen dynamiske effekter af højere udgifter.

Det udspringer imidlertid ikke af en forskelsbehandling, men af saglige grunde. Faktisk medregnes allerede adfærdseffekter på udgiftssiden, når effekterne er velkendte, for eksempel for infrastruktur.

Højere skoleudgifter hjælper (næsten) ikke
For det offentlige forbrug er der derimod ganske lidt viden – ikke alene om størrelsen af effekterne, men også om deres fortegn.

Sandheden er, at vi i modsætning til med skatter har ringe viden om de dynamiske effekterne af offentligt forbrug. Vi kender end ikke fortegnet.

Martin Ågerup
Direktør, Cepos

Rød blok ynder at fremhæve de mulige positive effekter på arbejdsudbuddet af offentlig børnepasning. Men selv på dette mest oplagte område finder vismændene foreløbig kun en meget beskeden effekt.

Der kan være markante effekter af at hæve skoleudgifterne fra et lavt niveau, når man for eksempel går fra 50 elever per klasse til 25. Men disse effekter aftager, efterhånden som udgifterne stiger.

Fænomenet er velkendt: aftagende skalaafkast. Spænder man en hest for en tung vogn, kan den kun trække vognen langsomt og kort. Endnu en hest giver en stor forbedring, og det gør den tredje også. Men på et tidspunkt aftager afkastet af ekstra heste.

Vi har i Danmark en klassekvotient på i gennemsnit 22 elever. Den danske forskning i effekten af højere skoleudgifter på marginen er ret klar: Effekterne er nul eller tæt på nul.

Højere udgifter, lavere arbejdsudbud
På andre områder er det sandsynligt, at adfærdseffekten på de offentlige finanser er negativ, som påpeget af vismændene i deres forårsrapport 2017. Udgifterne til kultur- og fritidsområdet reducerer sandsynligvis arbejdsudbuddet. Hertil kommer, at de offentlige udgifter har en indkomsteffekt, som trækker i retning af lavere arbejdsudbud.

Når staten betaler uddannelse og sundhed, behøver man ikke at arbejde nær så meget, som hvis man selv skulle finansiere det. Også fordelingsprofilen af det offentlige forbrug fra højere til lavere indkomst trækker arbejdsudbuddet ned. Samlet kan adfærdseffekterne på udgiftssiden meget vel forstærke de negative effekter fra skatterne.

Ingen økonom ville påstå, at en sænkelse af en hvilken som helst skat giver positive dynamiske effekter. Højere bundfradrag reducerer for eksempel arbejdsudbuddet. Men det er veldokumenteret, at der er betydelige dynamiske effekter af at sænke nogle skatter (og nyere undersøgelser (LINK) tyder endda på stærkere effekter end dem, ministerierne regner med).

Manglende viden
På samme måde med det offentlige forbrug. Nogle typer af offentligt forbrug kan have positive dynamiske effekter, mens andre kan have negative dynamiske effekter. Men i modsætning til på skatteområder har vi ikke studier, der kortlægger dem.

Skattelettelser går direkte til borgerne, og man kan ud fra tidligere studier estimere adfærdseffekterne. Men øger man udgifterne til for eksempel skolen, er det uklart, hvordan pengene bliver brugt, før der foreligger et konkret forslag.

Og selv med et konkret forslag er der ingen garanti for, at det bliver implementeret ens i de 98 forskellige kommuner og på de mere end 1000 forskellige folkeskoler. Det er derfor sjældent muligt at vurdere effekten af øgede udgifter.

Sandheden er altså, at vi i modsætning til med skatter har ringe viden om de dynamiske effekterne af offentligt forbrug. Vi kender end ikke fortegnet. Derfor kan ministerierne ikke have en generel regnemaskine for effekterne. Det er ikke politisk skævt, men tværtimod fagligt korrekt.