Debat

Dansk Flygtningehjælp: Der er på ingen måde "fred og ro" i Syrien

DEBAT: Der har været en række misforståelser om sikkerhedssituationen i Syrien efter offentliggørelsen af en ny landerapport. Det er dog langtfra sikkert for syriske flygtninge at vende tilbage, skriver asylchef i Dansk Flygtningehjælp Eva Singer.

Færre kamphandlinger er ikke ensbetydende med, at det er sikkert for syriske flygtninge at vende hjem, mener asylchef i Dansk Flygtningehjælp Eva Singer. 
Færre kamphandlinger er ikke ensbetydende med, at det er sikkert for syriske flygtninge at vende hjem, mener asylchef i Dansk Flygtningehjælp Eva Singer. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Eva Singer
Asylchef, Dansk Flygtningehjælp

Efter offentliggørelsen af en ny landerapport om Syrien har der floreret en del misforståelser. Det er flere steder blevet beskrevet, at der nu var "fred og ro" i Syrien, hvorfor Danmark kunne sende de syriske flygtninge tilbage.

"Fred og ro" er dog på nuværende tidspunkt på ingen måde en retvisende betegnelse for den generelle situation i Syrien. Derudover kan man heller ikke lave en direkte kobling mellem "fred og ro", og hvorvidt syrere i så fald fortsat har brug for beskyttelse.

Ingen garanti for hjemvendtes sikkerhed
For det første er det stadig usikkert, hvordan den syriske regering vil behandle syrere, der flygtede fra landet, og det kan stadig ikke udelukkes, at de vil blive straffet, fordi de har været udrejst.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Trods forhandlinger mellem Syriens regering og FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har disse endnu ikke ført til garantier for hjemvendte syreres sikkerhed. En persons status som flygtning handler ikke kun om det generelle konfliktniveau. Der skal også være en konkret, individuel vurdering af, hvorvidt personen har brug for beskyttelse.

Fortsat bombardementer i kontrollerede områder
Desuden er der en række forhold ved rapporten, som bliver overset. Rapporten koncentrerer sig om Damaskus-området og behandler kun overfladisk den generelle situation i Syrien, hvor der stadig er kampe flere steder og ikke mindst stort behov for hjælp blandt civilbefolkningen.

Trods forhandlinger mellem Syriens regering og FN’s Flygtningehøjkommissariat har disse endnu ikke ført til garantier for hjemvendte syreres sikkerhed.

Eva Singer
Asylchef, Dansk Flygtningehjælp

Selvom kamphandlingerne nogle steder er færre, er der mange steder i Syrien, hvor de generelle risici for at blive fanget i kamphandlinger, eller for at konflikten kan blusse op igen, er store. Af landerapporten fremgår det også, at der selv i de områder, som myndighederne kontrollerer, fortsat forekommer bombardementer, kampe og kidnapninger. Og i de områder, som myndighederne har overtaget for nylig, har de så svært ved at kontrollere situationen, at de har uddelegeret flere opgaver til militsgrupper.

Færre krigshandlinger, men stadig brud på menneskerettigheder
FN's undersøgelseskommission for Syrien skriver direkte: “På trods af at krigshandlingerne i Syrien generelt er blevet færre, tegner omfattende menneskerettighedsbrud og lovløshed billedet af en barsk virkelighed for de civile.”

På side tre i Syrienrapporten står der – og det gælder i øvrigt altid ved sådanne "fact finding"-rapporter – at den ikke drager nogen konklusioner i forhold til muligheden for at give eller inddrage asylstatus. Rapporten kan indgå i den samlede asylvurdering hos såvel Udlændingestyrelsen (første instans) som Flygtningenævnet (anden instans) – og skal naturligvis sammenholdes med andre baggrundsoplysninger.

UNHCR fraråder hjemsendelse af syriske flygtninge
I Dansk Flygtningehjælp læner vi os op ad FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, der fraråder, at man sender flygtninge tilbage til Syrien. De er på nuværende tidspunkt stadig ikke i stand til at kunne bekræfte, at det er sikkert for flygtninge at vende hjem – på grund af sikkerhedssituationen og betydelige begrænsninger i den humanitære adgang i nogle dele af landet.

Læs også

Derudover er der en lang række af andre risici, som har stor betydning for den enkeltes sikkerhed. Der er risiko for tvangshvervning til militæret, risiko for at blive opfattet som værende modstander af den siddende regering på grund af egne eller familiemedlemmers handlinger, risiko for at blive anklaget af andre for aktiviteter imod regeringen, og så er der især risiko for aktivister eller personer, der har påtaget sig humanitære opgaver i områder, der er eller har været præget af kamphandlinger under krigen – og listen varer ved.

Så for at opsummere: Færre kamphandlinger betyder ikke, at syrere, der af forskellige årsager er flygtet på grund af frygt for deres liv, kan vende tilbage, og så er "fred og ro" på ingen måde en retvisende betegnelse for situationen i Syrien.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Singer

Asylchef, Dansk Flygtningehjælp
cand.jur (Københavns Uni. 1988)

0:000:00