Kommentar af 
David Trads

Danske provinspolitikere er ligeglade med udenrigspolitik

Der er krig i Europa, men i lilleput-Danmark taler vi i valgkampen kun om det nære. Èn af årsagerne til, at udenrigspolitik stort set er udeladt af valgkampen, skyldes medierne. Men det største problem er politikerne, som ikke insisterer på at tale mere om den krig, vi står midt i.

Krigen raser i Europa, og alligevel fylder udenrigspolitik ingenting i valgkampen, skriver David Trads.
Krigen raser i Europa, og alligevel fylder udenrigspolitik ingenting i valgkampen, skriver David Trads.Foto: Sergei Ilyin/AFP/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nej, hvor vi hygger os her i lilleputlandet – for mens der er krig i Europa; mens Putin truer demokratiet; mens ukrainerne dør i tusindvis; mens bomberne regner ned over Kyiv, ja, så snakker vi bare om noget andet her-til-lands:

Vi snakker normeringer til børnehaver, vi sludrer om bundskatten, vi ævler om utrygge vaskekældre, vi sniksnakker om lærker og frøer, vi skidtsnakker om hinanden.

Jeg ved godt, at man, som Tip O'Neill, den legendariske demokrat fra Reagan-årene, ikoniserede, skal huske, at 'all politics is local politics.' Når alt kommer til alt, så interesserer vælgerne sig mest for det nære: Hvor mange penge er der i min tegnebog?

Men lige nu er der for pokker krig i Europa!

Konsekvenserne af Putins invasion af Ukraine er kolossale:

For første gang siden Anden Verdenskrig er et land blevet invaderet af et andet. For første gang siden Den Kolde Krig muskler et lands leder sig til et forsøg på at bestemme over et andet ellers frit land. For første gang i et halvt århundrede er vi ramt af dræbende inflation og energikrise. For første gang siden Murens fald er der udsigt til stærkt stigende ledighed som konsekvens af krigen.

Og som om alle disse akutte og meget konkrete kriser ikke er nok, så truer tre rædsomme perspektiver sig lige under overfladen:

For det første: Hvad pokker gør vi, hvis Putin gør alvor af sine slet skjulte trusler om at bruge atomvåben? For det andet: Hvad i alverden gør vi, hvis den russiske tsar en dag rykker sine tropper ind i et Nato- og EU-land som Estland eller Polen? For det tredje: Hvor står vi sikkerhedspolitisk, hvis Trump igen er præsident i USA efter næste valg?

Næsten alle folketingsmedlemmer er provinspolitikere, som reelt er ligeglade med udenrigspolitik.

David Trads

De store tv-debatter, jeg har set – mellem statsministerkandidaterne og alle partilederne – handler næsten kun om det nære. Sundhed, landbruget, økonomien, el-regningen. Alt sammen emner, som naturligvis skal håndteres, men…helt ærligt…der er krig i Europa!

Èn af årsagerne til, at udenrigspolitik stort set er udeladt af valgkampen, skyldes medierne, især tv-stationerne. Cheferne vælger andre emner som omdrejningspunkter, stort set alle analytikerne har et meget lokalt dansk udgangspunkt. Verden er en distraktion. De populære kandidatest er næsten renset for udenrigspolitik.

Men…det største problem er politikerne, som ikke insisterer på at tale mere om den krig, vi står midt i. Næsten alle folketingsmedlemmer er provinspolitikere, som reelt er ligeglade med udenrigspolitik. At være udenrigspolitisk ordfører er i dag en karrieremæssig blindgyde – for hvem i alverden gider høre om Iran og FN's Sikkerhedsråd, når vi i stedet kan snakke om en købmand i Sorø og en SU-modtager på Nørrebro?

Lad mig bare give en lille, illustrativ quiz, som du får svaret på sidst i denne klumme: Hvem er udenrigspolitisk ordfører for henholdsvis Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og SF? Og, nej, jeg spørger ikke om, hvem der har posten hos Støjbergs Danmarksdemokraterne og Løkkes Moderaterne…for de to opkomlinge, som lige nu står til opbakning fra tilsammen godt 15 procent, har mig bekendt slet ingen udenrigspolitik.

Hvor ville det være godt, hvis vi her i valgkampens sidste fase ville kunne få udenrigspolitikken i forreste række.

David Trads

Inden Mette Frederiksen blev statsminister, var udenrigspolitik mildest taget ikke hendes topprioritet. Embedet tvinger hende ind på den bane. Jakob Ellemann-Jensen – 'jeg har jo selv været soldat' – er måske den partileder, som mest naturligt har en instinktiv interesse for udenrigsforhold. Søren Pape Poulsen? Ja, hvad skal man efterhånden sige om ham?

I godt 30 år – fra 1982 til 2010 – fik Uffe Ellemann-Jensen, Niels Helveg Petersen og Per Stig Møller hver især godt et årti på posten som udenrigsministre. Alle tre havde et solidt kompas, da de tiltrådte, fordi de altid havde haft udenrigspolitik som topprioritet. Lige siden er Asiatisk Plads blevet en banegård af ind- og udkommende ministre – syv i alt. Det er et billede på, hvor lav prioritet udenrigspolitik har haft længe.

Hvor ville det være godt, hvis vi her i valgkampens sidste fase ville kunne få udenrigspolitikken i forreste række. Her er bare nogle spørgsmål, jeg gerne ville høre vores toppolitikere forholde sig til:

Hvordan skal Danmark finde den rette balance mellem hård magt (militær) og blød magt (udviklingsbistand)? Er det rigtigt at skrue op for militært isenkram og ned på hjælp til klodens fattigste? Skal vi ændre politik i forhold til atomvåben? Hvad nu, hvis Rusland rent faktisk angriber os? Eksempelvis smadrer vores elnet i et cyberangreb? Hvordan opbygger vi et alternativ til Nato, hvis nu Trump kommer tilbage? Skal vi udbygge militæret endnu mere og hurtigere? Hvad er vores Kina-politik egentlig? Er kampen for menneskerettigheder vitterligt en dansk prioritet?

Der er så meget, som er så vigtigt netop nu, men som fylder så lidt.

Og så til sidst – som lovet – svaret på min quiz. Her er svarene på, hvem der er udenrigsordførere:

Annette Lind (S), Michael Aastrup Jensen (V), Marcus Knuth (K), Karsten Hønge (SF).

Gad vide, hvad de mon tænker om den store verden? Svaret, min ven, det blæser i vinden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)

0:000:00