Kommentar af 
David Trads

David Trads: Selvfølgelig er kongehuset gammeldags. Alligevel holder jeg af det

Selvom jeg gerne vil sige, at kongehuset er en håbløs gammeldags institution, som ingen mening giver, ved jeg, at også jeg vil blive rørt, når dronningen træder tilbage, og kronprinsen hyldes fra balkonen på Christiansborg, skriver David Trads.

I et moderne demokrati som vores, forstår jeg ikke, hvorfor nærmest alle er stærke tilhængere af et monarki, hvor nedarvede privilegier er selve kernen, skriver David Trads.
I et moderne demokrati som vores, forstår jeg ikke, hvorfor nærmest alle er stærke tilhængere af et monarki, hvor nedarvede privilegier er selve kernen, skriver David Trads.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
David Trads
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Her er noget, jeg simpelthen ikke forstår: Voksne mænd og kvinder, som i Aftenshowet og Go' Aften Danmark hengivent fortæller om, hvordan de var "i chok", da dronningen meldte sin afgang i nytårstalen, fordi deres "mor" nu siger farvel, selv om Margrethe tydeligvis ikke er deres mor, men deres regent.

Her er en ting mere, jeg heller ikke forstår: Normalt begavede ministre og politikere, som kryber og kravler som enevældens undersåtter, når de nærmer sig et hofbal i deres prinsessekjoler eller smoking, og, endnu mærkeligere, når røde politikere lefler for kongehuset for at få en medalje at pynte sig med.

Her er faktisk en ting mere, jeg slet ikke forstår: I et moderne demokrati som vores - ovenikøbet et, som gør en særlig dyd ud af lighed for loven - er nærmest alle (godt fire ud af fem i målingerne) stærke tilhængere af et monarki, hvor nedarvede privilegier, som er helt uafhængige af ens egen indsats, er selve kernen.

Her er endda, nu hvor jeg tænker over det, endnu en ting, jeg ikke forstår: Stats-tv, hvad enten det er Danmarks Radio, som er 100 procent ejet og drevet af staten, eller TV 2, der "kun" er ejet 100 procent af staten, svælger i dronningens abdikation og kronprinsens kroning i et så voldsomt omfang, at al journalistisk etik er kastet bort.

Læs også

Men måske er jeg alligevel ikke selv så hellig, som jeg lyder, og som jeg bilder mig selv ind, at jeg er.

For selvom jeg så gerne ville sige, at kongehuset er en håbløs, gammeldags institution, som ingen mening giver; selvom jeg gladeligt og nemt kan argumentere for, at danske virksomheder og deres eksport givet ville klare sig lige så godt uden kongehuset; og selvom jeg med hån morer mig over at se folk, der i ramme alvor er ved at briste af stolthed, fordi de får en (ligegyldig) orden fra kongehuset, ja, så ved jeg, at også jeg – iskolde mig – vil blive rørt på søndag, når dronningen træder tilbage og kronprinsen hyldes fra balkonen på Christiansborg.

Årsagen er selvfølgelig lige så enkel, som den er banal: Kongehuset er naturligvis symbolet på Danmark.

Min hjernes rationalitet kan sagtens forklare mig, at kongehuset naturligvis er ligegyldigt og gammeldags og hører en anden tid til, men mit hjerte bliver bare ikke overbevist.

David Trads

Statsministre og politiske flertal kommer og går; kongehuset består. Dronningen er åbenlyst et sympatisk, dannet og rart menneske, som vitterligt har forenet nationen. Kronprins Frederik besidder samme kvalifikationer.

Jeg bliver - som så mange andre – altid en anelse bevæget, når dronningen eller kronprinsen dukker op til alt fra De Olympiske Lege til jubilæet for Sønderjyllands Genforening.

Jeg kommer også - mod min vilje, men hvad skal jeg dog gøre – til at zappe ind på tv'et for at se prins Christians første tale, dronningens tur i guldkaret og kronprinsens tale til sin mor.

Og jeg kan slet ikke lade være med at blive bevæget, når kongehuset besøger Grønland og Færøerne og mødes af varme og glæde.

Så hvorfor dette paradoks? Hvorfor dette hykleri? Hvorfor kan min fornuft ikke vinde over mine følelser? Mon ikke svarene er enkle og ligefremme: Vi har alle både en hjerne og et hjerte.

Min hjernes rationalitet kan sagtens forklare mig, at kongehuset naturligvis er ligegyldigt og gammeldags og hører en anden tid til, men mit hjerte bliver bare ikke overbevist.

For mens alt det, vi har formået at opbygge af rationalitet siden den lutherske reformation, oplysningstiden, John Locke, Charles Darwin, Thorvald Stauning og hvad ved jeg, tilsiger os, at kongehuset burde på museum, så er jeg alligevel så irrationel, at mine følelser vinder over det, jeg egentlig mener.

Jeg er således ved at overgive mig til en søndag i følelsernes vold. Lige nu er jeg nået så langt ud, at jeg endda overvejer at indfinde mig på Christiansborgs Slotsplads på søndag, så jeg kan se det historiske øjeblik, hvor kronprins Frederik bliver til kong Frederik.

Men det giver jo ingen mening, siger min rationelle hjerne til mig. Den har helt ret, men mit følelsesstærke hjerte kan jeg ikke jo ikke styre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

David Trads

Journalist, forfatter og kommentarskribent
journalist (DJH 1994)









0:000:00