Grøn Ungdomsbevægelse fra COP15: Miljøtopmødets bud på en Paris-aftale er på ingen måde tilstrækkeligt

Vi er ekstremt bekymrede over dette års biodiversitetsforhandlinger ved "COP15 - Convention on Biological Diversity", der netop er startet.

Målet alle taler om - at 30 procent af planetens land og hav skal være bevaret i 2030 (30i30-målet) - er både uambitiøst og faretruende vagt formuleret. Dels kan det lede til krænkelser af menneskerettigheder, hvis oprindelige folk og traditionelle lokalsamfunds territorier ikke respekteres, og dels er 30procent ikke nok til at bremse tabet af biodiversitet og vende udviklingen. 

Dertil adresserer det ikke de centrale årsager til biodiversitetskrisen, der bunder i det dominerende økonomiske samfunds kynisme.

Inden forhandlingerne slutter den 20 december, skal verdens lande blive enige om en ny global aftale for biodiversiteten frem mod 2030.

Det er nødvendigt, at den nye aftale bliver lige så afgørende for biodiversiteten, som Paris-aftalen har været for den globale klimakamp. Flere sammenligner 30i30-målet med Parisaftalens 1,5 graders mål.

Det er der dog god grund til at være kritisk overfor.

Problemerne står i kø

Det første problem med målet er, at 30 procent beskyttelse på ingen måde er tilstrækkelig for at bremse udryddelse af arter. Forskning peger på, at 50 procent eller mere af klodens areal bør beskyttes, for at vende tabet af biodiversitet.

Hvis aftalen fra COP15 ikke bliver mere ambitiøs end et lavt og uforpligtende mål om at beskytte 30 % af planetens overflade, vil de over 18.000 mennesker, der er fløjet til Nordamerika, være kommet for ingen verdens nytte

Clara Berg-Jensen, Sofie Banke og Esther Michelsen Kjeldahl
Den Grønne Ungdomsbevægelse

Med 30 procent beskyttelse giver vi op på de resterende 70 procent af planeten. I praksis kan vi ende med små beskyttede øer på en ellers ødelagt planet. Det er især et problem, da det er store sammenhængende, uforstyrrede arealer, der er den vigtigste komponent for, at sikre sunde, velfungerende økosystemer og trivslen af de tilhørende arter.

Hvis aftalen fra COP15 ikke bliver mere ambitiøs end et lavt og uforpligtende mål om at beskytte 30 procent af planetens overflade, vil de over 18.000 mennesker, der er fløjet til Nordamerika, være kommet for ingen verdens nytte.

Det andet problem med 30 procent målet er, at det ikke siger noget om, hvilke områder, der skal bevares.

Historisk har områder, der udvælges til naturbeskyttelse, været områder, der ikke er attraktive for landbrug eller anden industri. Det er også sket mange gange, at natur der er blevet bevaret på områder, der har vist sig at være rige på mineraler, olie eller andre økonomiske fristelser, hvilket har resulteret i, at områderne enten er blevet nedgraderet, forringet eller har mistet sin bevarelsesstatus.

De områder, der opnår reel og langvarig “bevarelse” er således sjældent dem, der er mest udsatte for ødelæggelse. Det er konsekvensen, når økonomiske interesser konstant vægtes over dyr, planter og økosystemernes velbefindende.

Oprindelige folk tager teten

Det tredje problem er, at der er talrige historiske eksempler på, at lande har fordrevet oprindelige folk fra deres land, for at “beskytte” naturen, da disse områder indeholder den
højeste artsrigdom. De mennesker, der bliver fordrevet, betaler prisen for en kynisk ide om, at mennesker grundlæggende er ude af stand til at leve i balance med naturen.

Men den høje artsrigdom på oprindelige folks land skyldes netop, at oprindelige folk er de bedste beskyttere af landet. De har i tusindvis af år beskyttet og levet i harmoni med naturen. I dag beskytter de over 80 procent af verdens biodiversitet, selvom de kun udgør 5 procent af verdens befolkning.

Skal naturbeskyttelse have nogen nævneværdig effekt, er det altså det strukturelle, profitdrevne masseødelæggelsesystem, som skal adresseres på COP15. Det gælder ikke bare 30i30-målet, men vedtagelsen af samtlige mål og guidelines i det globale biodiversitetsaftale

Clara Berg-Jensen, Sofie Banke og Esther Michelsen Kjeldahl
Den Grønne Ungdomsbevægelse

Men fordi oprindelige folks status som de facto ledere af den globale biodiversitetsindsats ikke anerkendes, er resultatet af naturbeskyttelsesindsatser, at oprindelige folk får krænket deres rettigheder - ofte med brug af vold og tvungen fordrivelse.

Derfor kræver International Indigenous Forum on Biodiversity (IIFB) på COP15, at ethvert naturbeskyttelsestiltag skal ske med frit, forudgående, informeret samtykke fra oprindelige
folk gennem en rettighedsbaseret tilgang, hvilket skal gælde alle mål i den kommende globale aftale. Ellers vil historien med fordrivelse af oprindelige folk gentage sig, og måske ligefrem intensiveres.

Et voldeligt økonomisk system

Det fjerde, og sidste, store problem med 30i30 er, at det ikke formår at adressere de reelle årsager til biodiversitets-, forurenings- og klimakrisen, nemlig det nuværende økonomiske system, der er baseret på voldelig udnyttelse af “naturressourcer” og mennesker.

Industrialiserede monokulturelle storskala-landbrug, der især producerer afgrøder til animalsk føde og biobrændsel, er den største trussel for biodiversiteten. Denne type landbrug forurener vandet med pesticider og gødning, driver afskovningen og danner ørkener for biodiversitet.

Hvis naturbeskyttelse skal have nogen nævneværdig effekt, er det altså dette strukturelle, profitdrevne masseødelæggelsesystem, som skal adresseres på COP15. Det gælder ikke bare 30i30-målet, men vedtagelsen af samtlige mål og guidelines i den globale biodiversitetsaftale.

30i30-målet er lige nu det helt store buzzword på COP15. Det fremstilles som den progressive, ambitiøse tilgang til en ny fælles global aftale. Men det er langt fra progressivt eller ambitiøst.

Det er snarere en falliterklæring, når verdens lande mere eller mindre fjerner fokus fra at beskytte de resterende 70 procent af klodens areal.

Når det gælder hele grundlaget for vores eksistens, er vi nødt til at sætte barren meget højere.