Kommentar af 
Christian Egander Skov

Derfor omfavner amerikanske konservative Meloni og Orban

Siden Trumps tid som præsident har amerikanske konservative omklamret den populistiske strømning. Derfor hylder de også de nationalistiske og højrepopulistiske bevægelser, der vinder vej i Italien og Ungarn, som et udtryk for, at konservatismen i de to kontinenter nærmer sig hinanden, skriver Christian Egander Skov. 

Italienske Giorgia Meloni og ungarnske Viktor Orban har længe haft et godt samarbejde, som her i 2020. Deres politiske popularitet er noget, som de amerikanske konservative hylder. 
Italienske Giorgia Meloni og ungarnske Viktor Orban har længe haft et godt samarbejde, som her i 2020. Deres politiske popularitet er noget, som de amerikanske konservative hylder. Foto: Twitter/ GiorgiaMeloni
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der sker ting og sager ude i den store verden. Også selvom, der er valgkamp i Danmark. Ja, vi står midt i en generel krise for liberalismen i bred forstand.

Da den italienske højrefløjspolitiker Giorgia Meloni vandt det italienske parlamentsvalg i september 2022, førte det til hændervriden, hovedrysten og sikkert også tænders gnidsel rundt omkring i de europæiske hovedstæder. Var det fascismens genkomst?

Anderledes var reaktionerne på den anden side af Atlanten.

Her hilste Kevin Roberts, præsident for den indflydelsesrige amerikanske tænketank Heritage Foundation, sejren velkommen på sociale medier. For nyligt fulgte han op med en analyse, der satte lighedstegn mellem Heritages mission, Trump, Meloni og Orban: 

"Amerikanske konservative hylder ikke fænomener som Brexit, Viktor Orbans vedvarende popularitet eller Melonis sejr i Italien, fordi vi er ved at blive som europæiske konservative, men fordi den europæiske højrefløj er ved at blive ligesom os."

Med udviklingen i Italien og Ungarn havde europæiske konservative nærmet sig den amerikanske, fordi man var blevet mindre ”aristokratiske”, mindre elitære og tværtimod var gået til kamp mod de globalistiske eliter.

I den nye konservatisme, eller hvad vi nu skal kalde denne højrepopulisme, lægges alt til rette efter den radikale afstand mellem folket og eliten

Christian Egander Skov

Udover analysens substans kan man notere sig, hvor uproblematisk begrebet ”konservativ” hæftes på positioner, som amerikanske konservative indtil for nyligt holdt mindst et par armslængdes afstand til.

Samtidig lagde Roberts endda afstand til tænketankens egne rødder i Reagan-tidens liberale konservatisme:

"Reganistisk fusionisme var bestemt behjælpelig i at vinde den Kolde Krig i 1980'erne, og Heritage Foundation er stolte over den rolle, vi spillede i at udvikle og støtte den. Men her, 30 år senere, så er det ikke grasrødspolitikerne eller de populistiske talk-show værter, som har miskrediteret establisamentets konsensus af global kapitalisme herhjemme (USA) og overvågende intervensionisme i udlandet. Establisamentet har opnået dette ved deres egne fejl."

I den nye konservatisme, eller hvad vi nu skal kalde denne højrepopulisme, lægges alt til rette efter den radikale afstand mellem folket og eliten.

Heritage Foundation er ikke en hvilken som helst tænketank. Den er den ene af de to mest toneangivende konservative tænketanke i USA. Den anden er American Enterprise Institute (AEI). Heritage blev grundlagt i 1970’erne.

Den var et udslag af den højrebølge, der i dette årti samlede styrke for at udøse sin vælde over landet efter Reagans valgsejr i 1980.

På mange måder var den, som historikeren Matthew Continetti har beskrevet det, en institutionalisering af den tids populistiske modreaktion mod velfærdsstaten og den venstreorienterede kulturelle dominans efter 1968.

Sammenlignet med AEI var Heritage en ny, mere moderne form for tænketank.

Læs også

Hvis AEI var (og er) mere teoretisk anlagt og kan minde om en forskningsafdeling på et universitet, så var Heritage handlingsorienteret. De brede idéer skulle udmøntes i konkret politik. Konservative politikere skulle nemt kunne knytte an til analyser, der ville underbygge et mere konservativt Amerika.

Det ville dengang sige et land, hvor staten fyldte mindre og markedet mere – og hvor såkaldt kristne familieværdier atter var i højsædet. Reelt set var den økonomiske dagsorden måske den vigtigste i hvert fald for Heritage.

Tænketanken fik enorm gennemslagskraft, ikke mindst i kraft af programmet "Mandate for leadership", som er en rapport med 2000 konkrete forslag, der i vid udstrækning blev grundlaget for Reagans reformpolitik.

Det var dengang.

Udmeldingen fra tænketankens nuværende præsident er en lille brik i en større historie, som handler om de dybe forandringer, der går gennem højrefløjen i disse år.

Vi gennemlever, hvad jeg har kaldt en post-liberal vending. Liberalismen var blevet det selvfølgelige fundament, også for nominelt konservative partier og bevægelser. Hos Heritage bestod det konservative snarest i et postulat om den sømløse sammenhæng mellem moral(isme) og marked.

Denne status har liberalismen ikke længere. Deri består det, jeg i bogen Borgerlig krise har kaldt den post-liberale vending. På dele af højrefløjen hænger denne analyse tæt sammen med opfattelsen, at det er nødvendigt aktivt at gøre op med liberalismen.

For få år siden mente amerikanske konservative, at Europas konservative mainstreampartier – fra De Konservative i Storbritannien til CDU i Tyskland – principielt var for konservative

Christian Egander Skov

Heritage har siden Trumps tid som Amerikas præsident omfavnet den populistiske strømning. Derfor omfavner tænketanken nu også åbent Europas nationalistiske og højrepopulistiske bevægelser.

Indtil for få år siden mente amerikanske konservative, at Europas konservative mainstreampartier – fra De Konservative i Storbritannien til CDU i Tyskland – principielt var for konservative. For i modsætning til amerikansk konservatisme var de jo ikke dybt forpligtet på en klassisk liberal orden som den, der er udtryk i den amerikanske forfatning.

Og formelt set er det jo rigtig nok. Mange europæiske konservative forsvarer jo ikke-liberale institutioner såsom monarkiet.

I dag er opfattelsen tilsyneladende en anden. Nu finder toneangivende amerikanske konservative deres europæiske åndsfæller blandt højrepopulister eller i de autoritære strømninger i eksempelvis Ungarn, hvortil flere amerikanske konservative de senere år er valfartet. En udvikling journalisten Lasse Skytt har skildret i sin glimrende bog Orbanland.

Tidligere i år blev amerikansk konservatismes ”topmøde” CPAC endda afholdt i landet, og Victor Orban er en ombejlet skikkelse på de såkaldte NatCon-konferencer, en sammentrækning af national og conservative, der i de senere år er blevet afholdt i bl.a. Rom og Bruxelles.

Uanset om Kevin Roberts har ret i, at den amerikanske veneration for de europæiske højrepopulister og antiliberale nationalkonservative faktisk afspejler, at europæerne er rykket tættere på amerikanerne, så er det tydeligt, at en væsentlig del af højrefløjen er i gang med at etablere en ny og slagkraftig position.

Noget, der ikke blot er populisme, som vi kender den – men populisme i forstærket, eller, om man vil, forædlet form, hvor den folkelige utilfredshed kanaliseres ind i en radikal kritik af den bestående orden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Giorgia Meloni

Formand, Fratelli d'Italia (Italiens Brødre)

Viktor Orbán

Premierminister, Ungarn
jurist (Eötvös Loránd University 1987)

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00