DF: Sundhed er ikke lig med at leve længst – men at leve godt

Af Liselott Blixt (DF)
MF og formand for Folketingets Sundhedsudvalg

At der ikke står meget om ulighed i vores sundhedsprogram, er ikke ensbetydende med, at vi ikke vil gøre noget for at bekæmpe ulighed i sundhed, som det antydes af Signild Vallgårda i et indlæg i Altinget.

Bekæmpelse af ulighed sætter vi højt på den politiske dagsorden – både når det gælder geografisk ulighed og ulighed på grund af ens status i samfundet.

Men jeg er godt klar over, at det ikke tæller med, hvis ikke man gør det, som de sundhedsfaglige organisationer mener, at man skal gøre.

Vi har stirret os blinde på alder
I Dansk Folkeparti tror vi ikke på afgifter og forbud, men prøver at arbejde med en meget bredere vinkel.

Det er bare en anden kultur, man har levet med i arbejderfamilierne gennem generationer, ligesom livet på Strandvejen er fjernt fra arbejderklassen – men også dér halter det med sundhed. DR har netop kørt en serie om alkohol- og stofmisbrug i ”whiskybæltet”.

Hvad er der ved et langt liv, hvis man ender som dement eller sidder ensom og isoleret på et plejehjem, fordi vennerne er døde, og familien ikke har tid og overskud til at aflægge besøg?

Liselott Blixt (DF)
MF og formand for Folketingets Sundhedsudvalg

For Dansk Folkeparti er sundhed ikke lig med at leve længst tid, men at leve et godt liv med masser af livskvalitet.

For sundhed er ikke blot alder eller fravær af sygdomme. Vi har som samfund stirret os blinde på, at vi alle skal blive 100 år og helst klare en ”ironman”, når vi er 75.

Men hvad er der ved et langt liv, hvis man ender som dement eller sidder ensom og isoleret på et plejehjem, fordi vennerne er døde, og familien ikke har tid og overskud til at aflægge besøg?

Det er derimod sundhed at leve et liv fyldt med glæde og psykisk velvære, og den velvære kan andre ikke definere – hverken sundhedsministeren eller Kræftens Bekæmpelse.

Skolegang, uddannelse og arbejde
Hvis vi skal løfte den sociale ulighed i sundhed, så starter det med at sikre skolegang, uddannelse og arbejde de steder, hvor det i dag er svært at få arbejde, og det starter med, at vi også giver plads til dem, der ikke har samme forudsætninger for at tage en uddannelse eller bestride et arbejde.

Vi har i alt for mange år set passive til, mens landsbyer og småøer er lukket ned, og en tilstrømning til storbyerne har været en realitet.

For hvad sker der, når der kun er ældre og syge samt folk på overførsel tilbage i landsbyen? Hvem er det, børnene skal spejle sig i?

Hvad er der her, som vil tiltrække en læge, hvis ægtefælle ikke kan få arbejde, og hvor der ikke er det sociale netværk, som man har brug for?

Begyndelsen på noget bedre
Dette er faktisk en lang sej kamp for at prøve at vende denne udvikling, og en af dem er at flytte statslige arbejdspladser, men det er ikke gjort med det alene.

Vi må også sikre skoler og uddannelser til dem, som ikke ”bare” kan tage en akademisk uddannelse – og sikre tilgængeligheden i hele landet.

Men det handler også om tolerance over for hinanden og over for den kendsgerning, at vi er forskellige og har forskellige prioriteter i livet.

Heldigvis ser man nu i stigende grad, at mange familier vender sig fra nullernes materialisme og begynder at prioritere ferier og fritid højere.

Det er måske en ny begyndelse på noget bedre.