Om  
Pernille Vermund
Lars Boje Mathiesen

Efter en måneds fravær: Pernille Vermund klar til at være formand for Nye Borgerlige igen

Pernille Vermund er igen "klar til kamp for Nye Borgerlige og Danmark" som formand for Nye Borgerlige. Det skriver hun i en mail til partiets medlemmer, hvor hun stiller sig til rådighed. Det sker efter, at Lars Boje Mathiesen torsdag aften er blevet ekskluderet fra partiet.

Pernille Vermund var formand for Nye Borgerlige fra partiets begyndelse i 2015 og frem til februar 2023.
Pernille Vermund var formand for Nye Borgerlige fra partiets begyndelse i 2015 og frem til februar 2023.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Jonas Wiinblad Overgaard

Stifter og tidligere formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, er klar til at tage en tur mere som leder af partiet. 

Det skriver hun i en mail til partiets medlemmer, som Altinget er i besiddelse af. 

"Jeg vil gerne lede folketingsgruppen samt stille op som formand for vores parti. Så hvis I medlemmer vil have mig, er jeg klar til kamp for Nye Borgerlige og Danmark," skriver Pernille Vermund.

Den tidligere formand skriver også, at hun har opbakning fra partiets to andre tilbageværende folketingsmedlemmer, Peter Seier Christensen og Kim Edberg Andersen. 

Læs også

Lars Boje ekskluderet

Mailen fra Vermund kommer, efter at Nye Borgerliges hovedbestyrelse sent torsdag aften har ekskluderet hendes afløser, Lars Boje Mathiesen.

Det sker som konsekvens af, at han ifølge hovedbestyrelsen har bedt om at få 350.000 kroner overført fra partiet til sin egen konto og truet med at forlade sin formandspost, hvis pengene ikke kom inden fredag morgen.

"Der er ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen mere eller mindre har valgt at sætte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg," skriver hovedbestyrelsen til partiets medlemmer.

Lars Boje Mathiesen afviser partiets udlægning af sagen og kalder det for et "karaktermord".

"Det, som de (Nye Borgerliges hovedbestyrelse red.) forsøger at hænge mig ud på, er direkte pinligt og usandt og viser blot, hvor desperate de er for, at vælgerne og medlemmerne ikke får sandheden," skriver han i et facebookopslag.

Vermund retter skarp kritik af Lars Boje

Det er kun lidt over en måned siden, at Pernille Vermund sendte formandsstafetten videre til Lars Boje Mathiesen. 

"Så længe du passer på Danmark og lover, at du holder den borgerlige fane højt, så lover jeg, at din kamp ikke bliver ensom," sagde Pernille Vermund på Nye Borgerliges ekstraordinære årsmøde.

Men nu er Pernille Vermunds tone ændret. I mailen til medlemmerne langer hun efter sin afløser:

"Det er helt utilstedeligt som formand at kræve 350.000 kroner overført fra partiet til ens egen private konto," og fortsætter:

"Og det er i min verden uacceptabelt at kræve en 4-årig uopsigelig kontrakt til en værdi af over 2,6 millioner kroner betalt af medlemmerne i formandshonorar – foruden ens høje folketingsvederlag for at varetage den post, som man allerede havde påtaget sig. Det bliver slet ikke bedre af, at formandshonoraret skulle udbetales til en virksomhedskonto for at spare penge i skat."

Læs også

Nye Borgerlige er i opbrud 

Ved folketingsvalget 2022 fik Nye Borgelige valgt seks mandater. Men fire måneder senere er folketingsgruppen blevet halveret.

Allerede en uge efter valget forlod Mette Thiesen partiet efter interne uenigheder, som relaterede sig til en sag mellem hendes kæreste og en ansat i partiet.

I slutningen af januar forlod det nyvalgte folketingsmedlem Mikkel Bjørn også Nye Borgerlige, da han ikke kunne se sig under Lars Boje Mathiesens formandskab. Begge har valgt at tilslutte sig Dansk Folkeparti.

Nu er Lars Boje Mathiesen også fortid i folketingsgruppen, og han fortsætter i stedet som løsgænger i Folketinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Vermund

MF (LA), fhv. formand og stifter, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

Lars Boje Mathiesen

MF (løsgænger), Folketinget, fhv. partiformand og MF, Nye Borgerlige
Lærer

0:000:00