Eks-ambassadør i Frankrig: De borgerliges præsidentkandidat kan blive knust fra begge sider

Med kansler Merkel har en stærk kvinde netop forladt europæisk politik. Det franske højreparti Republikanerne, der kan spore anerne tilbage til General de Gaulle, har kvitteret ved at vælge en anden, den 54-årige Valérie Pécresse, som partiets præsidentkandidat. I weekenden betegnede Pécresse sig selv som to tredjedele Merkel – og en tredjedel Margaret Thatcher.

Pécresse har bagagen til at være præsidentiel: bedste uddannelser fra de bedste uddannelsesinstitutioner, ministererfaring og nu i to omgange magtfuld formand for Frankrigs største region, Paris-området Île de France. Hun er skarp, direkte, måske stadig lidt for meget skolelærerinde, siger nogle af de franske kommentatorer, men meget effektiv i en kampagne.

Hendes store udfordring bliver at samle stemmerne mod højre. Pécresse har længe været set som en typisk repræsentant for “det bløde højre”, den del af højrefløjen, der i stort tal valgte Republikanerne fra og Macron til i 2017, markedsliberal, erhvervsvenlig.

Men hun har også set, hvilken vej vinden blæser i Frankrig lige nu, nemlig i den grad mod det ydre højre. Tonen i spørgsmål som sikkerhed, immigration, terrorisme er derfor blevet endda meget hård, næsten så hård som hos hendes nærmeste konkurrent ved partivalget, den ukendte Eric Ciotti, der ligger på partiets yderste højrefløj.

Hun kan blive knust fra begge sider

Det stod meget hurtigt klart, hvad Pécresse er oppe imod, da Ciotti lige efter kåringen lod alle medierne forstå, at undsigelsen fra Pécresse af hans krav om et Guantanamo à la française ikke var hans ide om en samling af højre. Og at de to da burde føre kampagne sammen.

Verdens ledere ville ud over et knivskarpt intellekt også få en kollega, der taler spansk, tysk, engelsk, russisk og japansk. Og endnu en, der er rigtig glad for buksesæt.

Kirsten Biering
Seniorrådgiver, Tænketanken Europa, fhv. ambassadør, Paris

Der er dem, som ser Pécresse-kandidaturet som en fare for Macron. Hun er kvinde, moderne, et frisk pust, hun kan appellere til de mange fra højre, der gik til Macron for fem år siden. Med sin faste tone i spørgsmål om indvandring og immigration kan hun måske også trække stemmer fra dem, der forlod Republikanerne for at stemme Le Pen, og som nu kan være fristet af den nye skikkelse mod det yderste højre, Éric Zemmour.

Problemet er, at hun lige så godt kan blive knust fra begge sider, medmindre hun finder en effektiv platform, der kan forene de forskellige fløje hos Republikanerne i en salgbar vision. Det er, som reaktionen fra Ciotti viser, ikke helt let.

Ingen af de fem præsidentkandidater hos Republikanerne har heller kunnet samle mere end en ti procent sandsynlige stemmer ved en første runde af præsidentvalget i april 2022. Der er et godt stykke vej for Pécresse op til de 20 procent, som Marine Le Pen kan forvente, for ikke at tale om Macrons godt 24. Og medmindre det gab hurtigt lukkes, er muligheden for at gå til anden runde temmelig tynd.

Vil ikke rykke Frankrig i en afgørende anden retning

Hvad ville man så få med Pécresse? Marine Le Pen har ikke været sen til at pege på de mange lighedspunkter med Macrons politiske program. Det er ikke helt forkert, særlig i forhold til økonomi og reformer. Pécresse har heller ikke det store forsvar mod det mærkat ud over at kalde Macron en svag zigzag-politiker, der ikke kan udrette noget, mens hun selv handler.

Men der er åbenbare forskelle i forhold til spørgsmålene om immigration, hvor Pécresse i modsætning til Macron ikke vil kunne gøre sig forhåbning om stemmer fra det venstre, der stadig er svagt, men hvor Macron nok igen vil kunne hente nogen støtte. Der er også sandsynlige forskelle, når det kommer til for eksempel EU.

Pécresse taler nok om strategisk autonomi, ikke ulig Macron, og ser mange muligheder for samarbejde med den nye tyske regering. Men som andre af Republikanernes præsidentkandidater, såsom den tidligere Brexit-forhandler Michel Barnier, har hun også talt imod EU-rettens forrang nationalt og erklæret sig “chokeret” over EU-domstolens kendelse i forhold til udviklingen i det polske retssystem.

Bliver Pécresse præsident, kunne det - set fra Bruxelles og Berlin - være gået værre. Det vil næppe heller være noget, der afgørende vil rykke Frankrig i anden retning. Denne verdens ledere ville ud over et knivskarpt intellekt også få en kollega, der taler spansk, tysk, engelsk, russisk og japansk. Og endnu en, der er rigtig glad for buksesæt.