Debat

EL-rådgiver: Populisme-forfatter har hverken styr på venstrefløjens eller DF’s vælgere

REPLIK: Kristian Thorup har begået en bog, der går i rette med multikulturelle stemmer i udlændingedebatten. Men han kommer på tynd is, når han bevæger sig ind på den parlamentariske scene, mener Simon Nyborg, der er politisk rådgiver for Enhedslisten.

Påstanden om, at venstrefløjspartierne er blevet overtaget af akademikere og middelklassen, gælder ikke for Enhedslisten, skriver Simon Nyborg.
Påstanden om, at venstrefløjspartierne er blevet overtaget af akademikere og middelklassen, gælder ikke for Enhedslisten, skriver Simon Nyborg.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Simon Nyborg
Politisk rådgiver for Enhedslisten

Kristian Thorup er en mand med en mission. Han vil have venstrefløjen til at forstå, at der er en kerne af helt legitime bekymringer, når arbejdervælgere flokkes om Dansk Folkeparti i disse år.

Og at venstrefløjen fejler, når den affejer disse bekymringer med moral i stedet for at komme med gode venstreorienterede svar på problemerne.

Jeg er meget enig med Thorup i, at det er en dårlig strategi. Det er også derfor, at Enhedslistens svar, da der gik flygtninge på motorvejen, ikke var moralsk fordømmelse, men at kommunerne skal kompenseres for deres udgifter til flygtninge, så pengene ikke skal tages fra velfærd.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

At vi skal bygge flere billige boliger frem for at rive dem ned, så danskere med boligbehov ikke ryger om bag i køen, når der kommer flygtninge.

At integrationsopgaven ikke kun skal løftes i de almene boligområder, men at vi også skal have anvisningsret til private udlejere. Og at vi skal gøre noget ved social dumping og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft frem for bare at sige, at samfundet gennemsnitligt er blevet rigere med globaliseringen.

Problemet er, at Thorup mudrer alt fra Enhedslisten til Socialdemokratiet sammen i en stor grød sammen med Carsten Jensen og alle mulige venstreradikale debattører og kalder det for 'venstrefløjen'.

Simon Nyborg
Politisk rådgiver for Enhedslisten

Jeg nægter på ingen måde, at man kan finde den moralske fordømmelse i Information og Politikens debatspalter.

Og jeg ved, at De Radikale brillerer i den og har gjort det moralske opgør med Dansk Folkeparti til en fast tradition ved deres årlige nytårsstævne. Men når det kommer til venstrefløjen i Folketinget, er det bare en åben dør, Thorup løber ind i.

For sent på den
Problemet er, at Thorup mudrer alt fra Enhedslisten til Socialdemokratiet sammen i en stor grød sammen med Carsten Jensen og alle mulige venstreradikale debattører og kalder det for 'venstrefløjen'.

Om dette sammensurium siger han så: "Venstrefløjspartierne er blevet overtaget af akademikere og middelklassen, som ikke ved specielt meget om, hvad der egentlig rører sig i arbejderklassen."

Her må jeg indvende, at når det kommer til Enhedslisten, så har den stik modsatte udvikling været tilfældet. De seneste ti år er Enhedslisten vokset fra at få to procent af stemmerne til otte procent, det er blevet et landsdækkende parti, og frem for alt har det bevæget sig ned ad klassestigen – både målt på økonomisk og kulturel kapital.

Halvdelen af Enhedslistens vælgere bor i lejebolig, mens det kun gælder for en tredjedel af befolkningen. Der er en overrepræsentation ufaglærte og folk med lave indkomster. Og en femtedel af Enhedslistens 275.000 vælgere ved seneste valg tilhører det utrygge segment, der er bekymrede over, at job, der passer til dem, bliver taget af østeuropæere.

Det er ikke traditionel arbejderklasse – faglært uddannelse, parcelhus og bil i carporten – men det er i høj grad netop den kortuddannede og lavtlønnede del af Danmark, der er ramt af både globalisering, velfærdsforringelser og reformer. Og de er netop begyndt at stemme på Enhedslisten det seneste årti, fordi vi tager deres reelle problemer dødsens alvorligt og kæmper loyalt for deres interesser.

Fejllæser også DF
Når nu Enhedslisten kæmper mod globaliseringens skyggesider, hvorfor strømmer det så ikke ind med DF-vælgere? Ja, det er såmænd fordi, at DF's vælgere rent faktisk er højreorienterede på de fleste områder og ikke kun på udlændinge.

DF's vælgerkorps er skabt af tre bølger – de oprindelige fra Fremskridtspartiet, frafaldne Socialdemokrater i 00'erne og frafaldne Venstrefolk i 2015. Og derfor er de fleste DF-vælgere også imod skat, bureaukrati, fagforeninger og overførselsindkomster og går ind for strengere straffe.

På enkelte områder er der fælles fodslaw mellem DF og de tre "røde" partiers vælgere, vi er for eksempel enige om at være imod sænkelse af topskatten, ønske en bedre ældrepleje og ønske en lavere tilbagetrækningsalder.

Men de fleste af DF's vælgere en blåsort flok, som ikke bare kan vindes over.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Nyborg

Pressechef, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune
journalist (Roskilde Uni. 2007)









0:000:00