Embedsmand: Afhøringer i Støjberg-sag gør mig harm

Embedsmænd som lus mellem to negle 
Når jeg som embedsmand kan følge med i, hvordan de involverede embedsmænd, der er indkaldt som vidner i Instrukskommissionens, bliver udstillet med deres ansvar, bliver jeg harm.

Hvis det viser sig, at Inger Støjberg i denne sag kan gå fri for kritik, mens topembedsmænd bliver dadlet, straffet eller irettesat, så viser det hvordan samspillet mellem ministre og embedsmænd kan falde uheldigt ud for embedsmændene.

For hvis en minister kan være ophav til ulovligheder i administrationen, men ikke blive ansvarlig derfor, så befinder embedsmændene sig som en lus mellem to negle. Gør de højlydt oprør mod ordren, risikerer de, at det får ansættelsesmæssige konsekvenser for dem.

Gør de ikke oprør, risikerer de at blive ansvarliggjort for ulovlighederne. I et sådant scenarie bliver embedsmændene sat i en catch 22-situation, hvor alle valg er dårlige. Ministeren har sat embedsmændene skakmat.

Den eneste flugtmulighed for direktøren i Udlændingeministeriet var at videredelegere problemet nedad i hierarkiet.

Bønder i politikeres skakspil
Samtidig med alt dette kunne man for nylig læse i Altinget, at Pia Kjærsgaard, Folketingets tidligere formand, væmmes ved tanken om embedsmændenes vidtrækkende magt.

Vi har altså at gøre med en situation, hvor politikere påstår, at embedsmændene lige kan vove på at yppe kiv, når eller efter de får sat struben for halsen.

Det hænger ikke sammen. Hvis embedsmændene kommer til at stå til ansvar, når det brænder på, så er det naturligt at selvsamme embedsmænd også bærer magten med sig i administrationens gerning.

Medmindre systemet da vil gøre især topembedsmændene til ofringsparate bønder i ministerens politiske skakspil.

Embedsmændenes magt determineres af politikernes ageren. Omvendt må vi selvfølgelig ikke være blinde for, at der kan være situationer, hvor det er embedsværket, der har den fornødne viden og som presser på for at få at sætte ministerens kurs, og
hvor det så i sidste ende går ud over ministeren.

Ministrene er meget afhængige af deres embedsmænd som rådgivere. Det er ministrenes akilleshæl.

Farligt med bløde landinger
Hvis resultatet af Instrukskommissionen bliver, at den tidligere minister holdes skadesløs, mens embedsmændene må
bøje hovedet i skam, så skal embedsmændene vogte sig gevaldigt fremover i magtens spil, som foregår mellem ministrene og embedsmændene.

Toppen af forvaltningen er nu et arbejdsområde, hvor der stilles betydelige krav til embedsmændenes politiske smidighed, populært kaldet deres agilitet.

Så er det da klart, at embedsmændene bliver så magtfulde og dygtige, når der stilles så store krav til deres færdigheder og evne til at balancere mellem politik og lovgivning.

Det er muligt at politikerne kan slippe for ansvaret, men som menig embedsmand kan man tydeligt se, at beslutningerne tages af embedsmændene.

Dermed er det også der, magten forvaltes, og ministrene er således selv med til at fremprovokere reaktionen på undertrykkelsen af embedsmændenes tarv i takt med, at antallet af undersøgelseskommissioner, hvor ministeren 'lander blødt' stiger.