Debat

Gjerding: Ulven skal mødes med åbne arme, ikke som jaget vildt

DEBAT: Ulven kommer! Og det er en gave til naturen og den danske befolkning, skriver Maria Reumert Gjerding (EL).

Den fredelige ulv skal ikke mødes med jagtgeværer og automatreaktioner, skriver Maria Reumert Gjerding (EL). 
Den fredelige ulv skal ikke mødes med jagtgeværer og automatreaktioner, skriver Maria Reumert Gjerding (EL). Foto: Mark Knudsen
Anders Brønd Christensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Maria Reumert Gjerding (EL)
Ordfører for blandt andet miljø, klima, landbrug og dyrevelfærd

Jeg kan godt sætte mig ind i, at folk i områder, hvor ulven nu dukker op, bliver bekymrede.

Ikke mindst på grund af de mange myter, der omgærder den. Flere politikere har heller ikke været tilbageholdende med at skubbe til frygten – senest Venstres Erling Bonnesen, der i Altinget 22. februar skriver, ”Bare tænk på at komme til at stå over for et ulvekobbel? Så er man ikke i tvivl”

Fakta på banen
Lad os derfor starte med lidt fakta: Det er overordentlig veldokumenteret, at ulve ikke er farlige for mennesker, ganske enkelt fordi den ikke opfatter os som byttedyr.

Ulven er derimod ekstremt sky og gør sig meget umage med at undgå os. Ulvens skyhed gør også, at forskere er enige om, at det er uden risiko at overnatte i naturen – også i åbne shelters – i områder, hvor der er ulve.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Erfaringer fra andre lande viser, at befolkninger lever fint med ulven, og der har ikke været angreb på mennesker i dette århundrede i vores del af verden. Så i forhold til mennesker er der altså ikke grund til at frygte ulven.

Risikoen for ulveangreb på husdyr er reel, men der er rigtig gode muligheder for at forebygge angreb med ulvesikre hegn, eventuelt i kombination med vogterhunde.

Endelig er en af vores hjemmehørende smukke rovdyr genindvandret, og automatreaktionen er, at den skal skydes.

Maria Reumert Gjerding
Miljøordfører, Enhedslisten

Disse to tiltag vil også forebygge angreb på husdyr fra hunde, som er en langt mere hyppig årsag til angreb på får og kalve end ulven.

Konflikter mellem ulv og landmænd kan altså løses, og vi kan som samfund sikre, at landmænd holdes skadesløse via tilskudsordninger til hegning og erstatning, hvis uheldet er ude.

Ulven gør naturen magisk – helt gratis
Lad os derfor i stedet fokusere på den positive fortælling om ulven.

Ulven er hjemmehørende i dansk natur, og den er en såkaldt nøgleart placeret i toppen af økosystemet.

Dens tilstedeværelse har derfor en kæmpe betydning for et sundt økosystem og kan bane vejen for andre truede arter. Ulven vil eksempelvis gå efter syge eller skadede hjorte og kan dermed være med til at øge sundheden hos bestanden af rådyr og kronvildt.

Ulven efterlader ådsler, der vil være vigtig føde for blandt andet grævling og rød glente, og ulvens tilstedeværelse vil betyde, at ulvens byttedyr spredes og presses ud i åbne områder.

Det vil betyde ændrede græsningsmønstre, der kan øge naturens dynamik og være med til at løfte kvaliteten af den trængte danske natur, i øvrigt helt gratis.

Ulven er også et socialt og dybt intelligent dyr med en fascinerende flokadfærd, hvor de store ulveunger opdrages til at agere babysitter for de mindre, og hvor ungerne gradvis oplæres til jagt.

At vide, at vi nu deler land og natur med så fantastisk et rovdyr, kan være med til at gøre vores natur mere magisk og interessant og gøre, at vi får helt nye og mere spændende oplevelser i naturen.

Byd ulven velkommen hjem
Hvis vi anlægger en ædruelig vurdering af ulvens risiko for mennesker og husdyr, er ulven en gave, både for den danske natur og for befolkningen.

Derfor bliver jeg så overordentlig trist, når miljøminister Esben Lunde Larsen (V) arbejder nidkært for, at Danmark må jage de få ulve, der er vendt hjem til vores natur.

Endelig er en af vores hjemmehørende smukke rovdyr genindvandret, og automatreaktionen er, at den skal skydes. Bag det gemmer der sig en umådelig trist tilgang til naturen.

Diskussionen om ulven handler først og fremmest om, at vi skal formå at give plads til naturen og til de fascinerende og imponerende dyr, vi deler denne verden med, og som også har ret til at være her.

Det handler om at give plads til, at naturen kan blive magisk og forunderlig igen – og det bliver den kun, hvis den får lov at være sin egen, uden vores kontrol, pleje og nidkær udryddelse af de hjemmehørende arter, vi ikke bryder os om.

Vi bør byde dette fredelige og fascinerende dyr velkommen hjem. Og i stedet for at fjerne en art fra den danske natur, som hører hjemme her, skal vi i stedet fjerne konflikterne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00