Er dansk politik personaliseret?

Af Helene Helboe Pedersen
Lektor, Institut for statskundskab, Aarhus Universitet.

I de seneste dage har debatten om det danske demokratis udvikling optaget flere medier. Debatten startede med folketingsmedlem Mette Bocks (LA) kronik i Politiken 1. november. Her argumenterede hun for, at vi er på vej mod ’det personaliserede demokrati’, hvor politiske personligheder betyder mere end de politiske partier. Mette Bock ser hovedsageligt positivt på denne udvikling, da et personaliseret demokrati i højere grad afspejler det moderne samfund.

Af den modsatte opfattelse er journalist Lisbeth Knudsen. Hun argumenterer i sin klumme på Altinget.dk 4. november for, at personaliseringen vil føre til et politisk supermarked, hvor forbrugerne vælger den kandidat, der i øjeblikket stemmer bedst overens med deres interesser og holdninger. Dermed bliver politikken enkeltsagsorienteret uden sammenhængende visioner og beslutninger. Mette Bock og Lisbeth Knudsen er altså enige om, at udviklingen går mod, at personer fylder mere på bekostning af partierne, men de er uenige om, hvorvidt det er godt eller dårligt for vores demokrati.

Men hvordan ser det egentlig ud med personaliseringen i Danmark? Hvordan ser det ud andre steder i verden? Og hvad er egentlig den mulige årsag til udviklingen, om vi nu kan lide den eller ej?

Der er på nuværende tidspunkt meget få faktuelle data, som kan hjælpe os til at afgøre, hvorvidt en personalisering rent faktisk finder sted i Danmark. Mette Bock fremhæver et øget antal partiskift som en indikator på udviklingen. En helt ny opgørelse af partiskift i Folketinget i perioden 1953 til 2015 viser en svag stigning. Der var helt sikkert en hektisk periode omkring SF's regeringsdeltagelse. Perioden med flest partiskift er dog Poul Nyrup Rasmussens sidste regering (1998-2001), hvilket primært var forårsaget af Fremskridtspartiets sammenbrud. Men også i tidligere perioder har folketingsmedlemmer forladt deres parti. En svag stigende tendens dækker altså over flere "bump" i perioden.

I dag har 149 af de 179 danske folketingsmedlemmer eksempelvis en aktiv facebookside, hvor de kan inddrage vælgerne i alt fra politik til dagligdagens trivialiteter i hjemmet.

Helene Helboe Pedersen
Lektor

Lisbeth Knudsen fremhæver lavere partidisciplin i form af flere tilfælde, hvor politikere stemmer imod deres parti i folketingssalen som en anden mulig indikator på personalisering. Så vidt jeg har kunnet finde frem til, er der ingen opdaterede opgørelser over stemmeadfærden i Folketinget. Det er dog fortsat mere reglen end undtagelsen, at folketingsmedlemmer stemmer med deres partigruppe. En tredje indikator, som man har undersøgt i Israel, er antallet af private lovforslag. Her ser vi dog et fald frem for en stigning i Danmark.

Særligt i kommunikationen med vælgerne er der ingen tvivl om, at partierne har mistet kontrollen til fordel for den enkelte politiker.

Helene Helboe Pedersen
Lektor, Institut for statskundskab

Et personaliseret demokrati er dog mere end politikernes opførsel i folketingssalen. Særligt i kommunikationen med vælgerne er der ingen tvivl om, at partierne har mistet kontrollen til fordel for den enkelte politiker. De sociale medier gør det muligt for politikere at kommunikere hurtigt og direkte med vælgerne. I dag har 149 af de 179 danske folketingsmedlemmer eksempelvis en aktiv facebookside, hvor de kan inddrage vælgerne i alt fra politik til dagligdagens trivialiteter i hjemmet, som ellers før hørte til privatlivets sfære.

Den personlige relation til vælgerne er således meget lettere at etablere og vedligeholde end tidligere. Umiddelbart ser det nu ikke ud til at slå voldsomt igennem hos vælgerne, da andelen af personlige stemmer har ligget stabilt omkring 50 procent ved de seneste fire folketingsvalg.

Men måske er tendensen bare ikke slået igennem endnu. Flytter vi os ud af Danmark til USA, hvor jeg i øjeblikket befinder mig, raser præsidentvalgkampen, og personlighed fylder så meget, at end ikke mine kolleger på universitetet i San Diego er helt klar over, hvad de væsentligste politiske emner er, og endnu mindre hvad kandidaternes synspunkter er. Her ser vi måske det personaliserede demokrati i fuldt flor. En af grundene til tumulten er, at partierne har mistet kontrollen med nomineringsprocessen. Republikanerne formåede hverken at koordinere i toppen eller regulere i bunden af partiet. Derfor fik ekstreme partimedlemmer succes med at nominere Donald Trump ved opstillingsvalgene. En kandidat, som ikke er rundet af partiet og optræder særdeles uafhængigt heraf.

Men det er ikke alene i præsidentvalgkampen, at personaliseringen slår igennem. I flere af de lovgivende forsamlinger på lokalt, statsligt og nationalt plan har partierne svært ved at holde partidisciplinen og indgå de kompromisser, der er nødvendige for at kunne træffe politiske beslutninger.

Situationen beskrives som 'gridlocks'. Et eksperimentelt studie gennemført af Professor Dan Butler og hans kolleger viser, at en af grundene til, at politikere ikke er villige til at indgå kompromisser, er frygten for efterfølgende at blive straffet af vælgerne. Afgørende vælgergrupper ønsker ikke kompromisser, men klare holdninger og stålfaste politikere. Det får politikere til at give klare løfter i valgkampen, som efterfølgende for himlens skyld ikke må brydes, da løftebrud er den sikre kurs til ikke at blive genvalgt. En udvikling, som får én til at tænke på den nuværende situation i Folketinget, hvor Anders Samuelsens løfte om topskattelettelser har lammet regeringens forhandlinger om 2025-planen.

Selvom vi endnu ikke kan dokumentere, at personaliseringen har gjort sit indtog i dansk politik, så er det værd at diskutere, om vi er på vej derhen, og hvad udviklingen skyldes. Mette Bock ser positivt på udviklingen og mener, at de gamle "forældede" partier ikke er fulgt med det moderne samfund. Lisbeth Knudsen ser mere negativt på udviklingen og mener ikke, de nye partier som Liberal Alliance eller Enhedslisten har vist en væsentlig anden vej.

Undersøgelsen i USA giver anledning til ikke kun at se på partierne, når vi søger efter årsagen eller svaret på en mulig personalisering, men også at overveje vælgernes rolle. Egentlig helt i overensstemmelse med demokratiske principper viser undersøgelsen, at politikere reagerer på vælgernes ønsker, så uanset om man er enig med Mette Bock eller Lisbeth Knudsen i spørgsmålet om personaliseringen af politik, er det værd at overveje grundigt, hvad vi forventer og ønsker af vores politikere, for vi risikerer at få det vi ønsker.