Er frisætning bare det nye ord for den afbureaukratisering, vi har talt om i årevis?

Spørgsmålene er virkelig mange. Og i kommuneland erklærer de sig parat til at gribe bolden, men er samtidig meget bevidste om, hvor ansvaret havner, når den første møgsag dukker op i medierne, efter at regler, regulativer, dokumentationskrav og sikkerhedsprocedurer er blevet skrottet og den enkelte institution har lagt sine egne procedurer og regler ind i dagligdagen i fælles forståelse med den pågældende plejehjemsbestyrelse og de pårørende. Så ved kommunerne godt, at ansvaret lander i skødet på kommunalpolitikerne, som må formodes at beholde et overordnet ansvar for området.

Hvor skal styringen af økonomi og ressourcer ligge i den her nye frisætning? Hvor ligger ansvaret, hvis økonomien kører i hegnet på den enkelte institution, som er blevet bevilget flere frihedsgrader? Institutionslederne får mange herrer at stå til ansvar overfor samtidig, hvis de både har en kommunalbestyrelse, en kommunal forvaltning og en lokal institutionsbestyrelse med pårørende og ældrerepræsentanter. Og de skal samtidig lægge mere ansvar ud til personalet, som også skal frisættes og have mere fagligt ansvar i dagligdagen.

Hvem afgør om fru Jensen kan få hjælp til sine behov i fremtiden fra det offentlige? Skal vi som borgere betale mere selv for at få ret til selv at bestemme mere? Hvordan skal visitationskravene være i fremtiden til ældrepleje og plejehjem?

Giv befolkningen og ikke mindst de kommuner, der skal arbejde med at få reformerne, tid til at få tingene til at fungere i virkeligheden og en chance for at komme med deres bedste løsningsmodeller.

Lisbeth Knudsen

Spørger man ældreministeren, siger hun, at grundtonen fra kommunen skal være, ”at spørge efter, hvad du har behov for, i stedet for at slå fast, hvad du kan få.” Det er en skøn grundtone. Det er jo et smukt princip, men noget siger mig, at vi ikke alle kan få vores behov opfyldt, præcis som vi ønsker.

Ministeren understregede forleden, at ønskerne om afbureaukratisering jo ikke var nye, men at vi til gengæld har fået en ny regering, der har en politisk parathed til at starte forfra. Også det er en smuk tilgang, som det er svært at være uenig i. Men hvordan skal velfærdsrevolutionen indfases?

Og her kommer en appel til regeringen om ikke at fremlægge en reform på ældreområdet som en tyv om natten lige som bededags-reformen eller besparelserne på jobcentrene. Giv befolkningen og ikke mindst de kommuner, der skal arbejde med at få reformerne, tid til at få tingene til at fungere i virkeligheden og en chance for at komme med deres bedste løsningsmodeller. Fastlæg nogle få overordnede principper og rettigheder for borgerne. Frisæt derefter kommunerne til at finde nye styringsmodeller og forskellige løsninger tilpasset befolkningssammensætning, rekrutteringsmuligheder og fysiske rammer i de enkelte kommuner.

Tiden for at blive ved med at tale om den utilstrækkelige ældrepleje er ved at rinde ud. Det var også et klart løfte fra de tre regeringspartier i valgkampen at gøre noget på ældreområdet, selv om valgløfter er blevet noget devalueret i kurs.

Her behøves ikke et nyt ekspertudvalg med et års arbejde foran sig på samme måde som med strukturen på sundhedsområdet eller den såkaldte Robusthedskommission ligeledes på sundhedsområdet, der skal komme med en række konkrete anbefalinger ultimo 2023. Der kan rent faktisk sættes en offentlig debat i gang nu om, hvad det er for konkrete handlinger, der skal revolutionere vores velfærdssamfund på ældreområdet. En debat som fortjener politisk ærlighed om ressourcer og prioriteringer i fremtidens ældrepleje, så frisætning ikke blot bliver et spin-ord for et lavere serviceniveau.