Fire ting vi lærte af andet afsnit af Statsministrene

Thorning vil gerne give SF skylden for det meste, Løkke ville ud af Foghs skygge, og Nyrup ville indrømme fejl. Det er nogle af de ting, vi lærte af det andet afsnit af 'Statsministrene'.

Salman Rushdie sammen med Poul Nyrup Rasmussen i november 1996. TV-programmet 'Statsministre satte sagen i et nyt lys'.
Salman Rushdie sammen med Poul Nyrup Rasmussen i november 1996. TV-programmet 'Statsministre satte sagen i et nyt lys'.Foto: /ritzau/Peer Pedersen
Jakob Nielsen

Serien med de fem danske statsministre er besynderligt fascinerende fjernsyn.

I perioder går det helt utroligt langsomt, og der bliver sagt ikke så få banaliteter i sofasnakken på Marienborg.

Men så er der alligevel de små passager, der fortæller os noget nyt, afslører forskelle mellem statsministrene - eller som får os til at se historien i et nyt lys.

Her er fire ting, der slog mig i det andet afsnit af 'Statsministrene', som rullede over skærmen søndag aften.

Det er en vigtig del af Helle Thornings egen fortælling om sin regeringstid, at SF kørte projektet i sænk.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

1. Thorning giver SF skylden for alt

I søndagens afsnit talte statsministrene i flere omgange om at få dagligdagen til at fungere og om at få ro til at tænke. For mig var det mest slående, hvordan Helle Thorning-Schmidt konsekvent forklarer uroen i sin regering med, at SF ikke rigtigt kunne finde ud af at tage ansvar.

Der er en sær mangel på generøsitet over Helle Thorning-Schmidts historieskrivning. Ja, SF fumlede bestemt - men der var sandelig også mange u-vendinger, som socialdemokraterne selv foretog helt uden hjælp fra folkesocialisterne.

I søndagens afsnit kommenterer Helle Thorning-Schmidt det famøse pressemøde om betalingsringen, hvor hun blev ved med at gentage, at “der kommer en god løsning i morgen”.

Det var, må man forstå, af hensyn til SF, der havde brug for tid til at fordøje det brudte løfte om betalingsringen.

I den konkrete situation er det formentlig rigtigt. Men set i et lidt større perspektiv var det kaotiske forløb om betalingsringen i høj grad et socialdemokratisk ansvar.

Det var socialdemokraterne, og ikke SF, der fik kolde fødder, da partiets eget bagland i forstadskommunerne begyndte at brokke sig. Indtil da havde partiet selv bakket helt op om planen - som i dette citat fra Helle Thorning-Schmidt i begyndelsen af 2011:

“Det her er et svar på hovedstadsområdets trafikproblemer mange år frem i tiden. Vi vil selvfølgelig tage betaling for at køre ind i byen, men pengene skal gå ubeskåret til bedre og billigere kollektiv trafik”.

Det er muligt, at SF ikke var godt forberedt til rollen som regeringsparti. Men det gjaldt retfærdigvis mere end ét parti i S-SF-R-regeringen.

Ikke desto mindre viste søndagens afsnit, at det er en vigtig del af Helle Thornings egen fortælling om sin regeringstid, at SF kørte projektet i sænk.

2. Schlüter holdt med de små i sine regeringer

Kontrasten kunne ikke have været større til Poul Schlüter, der på et direkte spørgsmål fra Lars Løkke Rasmussen bekræftede, at han havde givet sine egne ministre besked på, at hvis konflikter nåede helt frem til hans bord, så ville han som udgangspunkt holde med ministeren fra det mindre parti - ikke med den konservative minister.

Hvorfor?

Dels fordi det ansporede ministrene til at løse problemerne selv uden statsministerens indblanding. Dels for at sikre regeringens overlevelse - det er hårdt at være et lille parti i regering, og derfor skal der tages særlige hensyn.

Den tilgang var stærkt medvirkende til, at Poul Schlüter blev den længst siddende statsminister i moderne tid.

3. Løkke var et år om at finde sin indre statsminister

Lars Løkke Rasmussen fortæller ganske overbevisende, at der er forskel på at erobre posten som statsminister gennem en valgkamp i forhold til at arve den fra en forgænger, der f.eks. stikker af til Nato.

Det betød, forklarer Løkke, at han i lidt for høj grad følte sig forpligtet til at køre videre på Anders Fogh Rasmussens præmisser, inden han ved årsskiftet 2011 trådte i karakter og bebudede en afskaffelse af efterlønnen.

Oversat til klart sprog siger Lars Løkke Rasmussen, at han først trådte ind i rollen som statsminister, da han tog livet af kontraktpolitikken.

4. Nyrup sætter Rushdie-sagen i nyt lys

Statsministrene’ kigger også tilbage på historiske begivenheder, og denne søndag gik programmet bl.a. tæt på den såkaldte Rushdie-sag.

Den handlede kort fortalt om, at Poul Nyrup Rasmussens regering i 1996 aflyste et planlagt besøg fra den britiske forfatter Salman Rushdie med tågede henvisninger til politiets ressourcer. I dag står sagen tilbage som et slags forspil til sagen om Muhammed-tegningerne, fordi den indebar en svær afvejning mellem hensynet til ytringsfrihed og sikkerhed.

Gengivelsen er interessant på to måder.

For det første, fordi man ser et interessant klip, hvor Salman Rushdie side om side med Nyrup beskylder statsministeren for at lyve om, hvorvidt der havde været en konkret trussel mod Rushdies liv.

Det slap Rushdie afsted med dengang, og sagen endte som en alvorlig krise for regeringen. I dag havde de fleste sikkert ikke haft svært ved at tro på, at der var en konkret trussel.

Ingen tvivl om, at Nyrup og regeringen begik mange fejl i håndteringen af sagen i 1996. Men i dag er det også tydeligt, at der - ikke mindst hos Salman Rushdie selv - herskede en naivitet, der bundede i tidens relative uskyld.

Det andet interessante er, at Poul Nyrup samtidig fortæller, at han bevidst gik ud og erkendte fejl af og til. Det var en del af hans lederskab - at tage ansvaret på sig for at få tingene til at glide.

Nå ja, så lærte vi også en femte ting, nemlig at Anders Fogh Rasmussen hverken dengang eller nu så nogen grund til at indrømme selv den mindste fejl.  Men det vidste vi egentlig godt.


‘Statsministrene’ sendes på DR. Du kan se serien her.

Læs Altingets anmeldelse af første afsnit her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00