Forfatter: Venstrefløjen skal smide fløjlshandskerne, hvis den skal genvinde magten

Venstrefløjens løsninger er som skabt til det 21. århundrede, men venstrefløjen mister mere og mere grebet om udviklingen.

Marx var imod menneskerettighederne 

Høys tekst mindede mig om en anden og endnu ældre tekst, nemlig Karl Marx’ vredladne nedsabling af menneskerettighederne fra 1844. 

Venstrefløjens løsninger er som skabt til det 21. århundrede, men venstrefløjen mister mere og mere grebet om udviklingen.

Alexander Rich Henningsen
Forfatter og redaktionschef, Atlas Magasin

Marx mente, at menneskerettighederne var en borgerlig opfindelse, noget pænt juristeri, der kunne tilfredsstille borgerskabets trang til individets ukrænkelighed, men for de mange, mange tusinder, for ikke at sige millioner, af arbejdere, der henslæbte hverdagen under kummerlige forhold, var den slags noget dekadent og verdensfjernt halløj. Det var simpelthen ikke relevant.

Det, der var relevant, var at blive betalt ordentligt og behandlet værdigt. De små ting. De nære ting. Alle den slags ting, der kan ødelægge et menneskes dag og gøre det vredt, meget vredt og desillusioneret, hvis det oplever tilpas mange dage i træk, at de her små ting går det imod og er kilde til irritation.

Som Marx skriver om konsekvenserne ved indførelsen af menneskerettighederne: "Mennesket blev ikke befriet for religionen, det fik religionsfrihed. Det blev ikke befriet for ejendommen, det fik privat ejendomsret. Det blev ikke befriet for erhvervsegoismen, det fik erhvervsfrihed." 

Ukonkrete kampe og abstrakte værdier

Er det ikke, som om venstrefløjen er blevet for idealistisk i dag? 

Det er ærgerligt, at venstrefløjen i stigende grad er noget, man befinder sig på, hvis man tilhører den veluddannede øvre middelklasse.

Alexander Rich Henningsen
Forfatter og redaktionschef, Atlas Magasin

For optaget af at kæmpe ukonkrete kampe for abstrakte værdier og har glemt, at den er vokset ud af Marx’ hidsige skrifter, der altid insisterede på, at det nære, materialiteten, vi omgiver os med, er det vigtigste, fremfor flyvske idealer om alskens gode ting og sager, man vil fremelske her i verden.

Når de mange gode ting og sager tilmed bliver fremhævet som det vigtigste af mennesker, der har deres på det tørre rent materielt, bliver det ekstra uheldigt.

Vælgeradfærd kan i dag mindre end nogensinde reduceres til et produkt af klassetilhørsforhold.

Men de problemer, som mange vælgere, der i dag stemmer på højrepopulister, har, kan altså bedst løses med venstrefløjspolitik.

Af samme grund er det ærgerligt, at venstrefløjen i stigende grad er noget, man befinder sig på, hvis man tilhører den veluddannede øvre middelklasse.

Uden idealistisk pænhedsslør 

Det er påfaldende, at Ulrik Høy og Karl Marx minder mig om hinanden. Høy, en journalist og lederskribent af tydeligt borgerligt tilsnit. Og Marx, der var, ja, Karl Marx.

Det er noget med måden, de siger tingene på: Direkte, uden omsvøb. Uden en idealistisk pænhedsslør, der gør kritikken tandløs og politikken til noget gråmeleret moseri i den samme, ulidelige grød af halvdeprimerende velfærdsstatslig social ingeniørkunst.

Og samtidig, og ikke mindre vigtigt, deres trang til at kommunikere direkte til dem, de er uenige med.

At tale ind over midten, så at sige. Høy ved at indsende sin kritik af Politiken til selveste Politiken for at få den udgivet der (og selvom avisen ikke rigtig lyttede, udgav den i det mindste teksten). Og Marx ved at skrive sin nedsabling af menneskerettighederne som et direkte modsvar til skribenten og den politiske modstander Bruno Bauer (der var stor tilhænger af dem).

Både Høy og Marx gik i dialog med stoffet på en bramfri måde, med nødvendighed. Høy nok fordi han inderst inde holdt af Politiken og ønskede dens beståen i fremtiden. Marx fordi han selvfølgelig kerede sig om menneskers reelle ve og vel her i verden.

Politik handler om følelser 

Hvis man ser på nogle af de venstrefløjspolitikere, der rent faktisk har succes i dag, tyder noget på, at der er noget om min snak om idealismen og troen på det gode i mennesket som en partykiller for venstrefløjens verdensherredømmedrømme (som jeg deler, alt andet ville være skørt, hvem ønsker et tech-bro-oligarki?).

Det er svært at appellere til folks følelser, når man insisterer på, at noget så abstrakt som hele verden skal blive et bedre sted af den politik, man fører.

Alexander Rich Henningsen
Forfatter og redaktionschef, Atlas Magasin

Tag Zohran Mamdani, der netop har vundet det demokratiske primærvalg om at blive borgmesterkandidat i New York.

Hans politik: At fokusere på at få jævne menneskers hverdagsliv til at hænge sammen. Blandt andet ved at foreslå noget så kuriøst som offentlige supermarkeder, der holder fødevarepriserne nede. Eller, mere ”normalt”: Lofter over huslejepriser, der om noget sted er gået amok i netop New York.

Med Marx’ ord (som jeg forestiller mig han ville sige det, hvis han havde levet i dag og set Mamdani vinde over etablissementskandidaten Andrew Cuomo, der har et lige lovlig godt forhold til New Yorks udlejere): "Arbejderne er sgu nok ligeglade med, hvordan det går med menneskerettighederne, hvis en bakke æg koster 200 kroner, og huslejen spiser 80 procent af deres indkomst."

I dag handler politik om følelser. Det er svært at appellere til folks følelser, når man insisterer på, at noget så abstrakt som hele verden skal blive et bedre sted af den politik, man fører.