Historiker: Venstrefløjen har glemt forfatningskampen

Forfatningskampen lever stadig

Det ledende franske venstrefløjsparti, La France Insoumise, har som et kernepunkt i deres program at få en ny fransk forfatning. Da det græske parti Syrizastormede kom frem i 2010'erne var det på en valgplatform, der lovede en forfatningsændring. Det samme gjaldt for den demokratisk-socialistiske valgsejr i Chile i 2021.

Alle valgsejre i den latinamerikanske lyserøde bølge i 2000'erne indebar forfatningsændringer, mens det spanske venstrefløjsparti i mange år havde delvis succes med deres kamp for indførslen af en 'pluri-national' forfatning i Spanien.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at det slet ikke er nødvendigt med forfatningsændringer i Danmark, fordi vi allerede har en demokratisk forfatning. Men det mener jeg, er et forkert argument.

Nok er det danske politiske lov system mere demokratisk, end politiske systemer mange andre steder i verden. Men det er samtidig langt mindre demokratisk end det kunne være, og end hvad der vil være godt for både sammenhængskraften i Danmark og for det danske samfunds modstandsdygtighed overfor den moderne verdens dårligdomme.

Her er derfor forslag til fire punkter, som man kunne overveje at skrive ind i en fremtidig forfatning.

Imperative mandater

Vores eksisterende politiske system er baseret på såkaldt 'frie' mandater. Det betyder, at når repræsentanter først er valgt, kan de – indenfor lovens rammer – gøre, hvad der passer dem.

De kan skifte parti, de kan droppe valgløfter, og de kan indgå aftaler, som strider direkte imod, hvad langt størstedelen af deres vælgere ville have accepteret.

Det danske demokrati har med andre ord meget få kontrolmekanismer, når det kommer til at få repræsentanter til at udføre det mandat, de er givet.

Den eneste kontrolmekanisme er truslen om ikke at blive valgt næste gang. Men i en tid med miskommunikation, korte nyhedscyklusser og lukrative alternative karriereveje for politikere er det et meget svagt og i praksis meget lidt effektivt instrument.

Allerede de franske revolutionære var klar over det mulige demokratiske problem i, at valgte repræsentanter gør noget helt andet, end har fået demokratisk mandat til at gøre.

Det danske demokrati har meget få kontrolmekanismer, når det kommer til at få repræsentanter til at udføre det mandat, de er givet.

Nicolai von Eggers
Adjunkt, Historie, København Universitet

Mange franske revolutionære gik derfor ind for, at det repræsentative demokrati ikke skulle baseres på 'frie' mandater, men derimod på 'imperative' mandater. Det ville indebære, at vælgere stadig ville have en form for kontrol over de repræsentanter, de havde valgt.

Det imperative mandat kan tage mange former. I den mest ekstreme udgave kan repræsentanten kun gøre præcis dét, som repræsentanternes vælgere bestemmer. Dette vil indebære en slags direkte demokrati, hvor alle repræsentantens beslutninger skal til afstemning blandt repræsentantens vælgere. Dette er af praktiske grunde næppe realisérbart.

Men der er også andre modeller. Én model handler om at lade bestemte typer af beslutninger blive sendt til afstemning blandt repræsentantens vælgere.

En anden handler om retroaktive muligheder for, at vælgere kan tilbagekalde – så at sige 'afvælge' – deres repræsentant, hvis personen vurderes at have forbrudt sig mod principperne i deres mandat.

En helt tredje model er at nedsætte komitéer af borgere til regelmæssigt at vurdere, hvorvidt repræsentanter handler i henhold til den kontrakt – de valgløfter – som personen har givet sine vælgere.

Lettere adgang til statsborgerskab

Det er et fundamentalt demokratisk princip, at ethvert individ, som er underlagt et fællesskabs beslutninger, og som tager del i dette fællesskab, har en ret til at have medbestemmelse over de beslutninger, som implicerer dette fællesskab og dermed dette individ.

Imidlertid er det masser af mennesker, som tager del i det danske samfund, og som er underlagt dets beslutninger, der ikke har mulighed for at tage del i disse beslutninger, som vedrører fundamentale aspekter af deres eget liv.

En velfungerende og bæredygtig natur er en betingelse for det gode liv i fællesskab.

Nicolai von Eggers
Adjunkt, Historie, København Universitet

Institut for Menneskerettigheder anslår i en rapport fra 2023, at omkring 10,5 procent af indbyggerne i det danske samfund ikke har statsborgerskab. Det skyldes de ekstremt restriktive krav for opnåelse af dansk statsborgerskab.

Igen kan vi lære demokratiske lektioner af historien. I den franske 1793-forfatning var kravene for at blive fransk statsborger, at man havde opholdt sig mindst ét år i landet og desuden bidrog til samfundet.

Bidrag var defineret som havende arbejde eller som at være omsorgsperson, for eksempel for en syg, ældre eller på anden måde plejekrævende person. I en sådan definition af borgerskab er etnicitet og oprindelse ligegyldig, og borgerskab defineres udelukkende ud fra viljen til at deltage i det sociale og politiske fællesskab.

Naturrettigheder

En velfungerende og bæredygtig natur er en betingelse for det gode liv i fællesskab. Hvis naturen bryder sammen, bryder menneskeheden sammen.

Naturen er i den forstand en ramme eller et grundlag, som det er nødvendigt at sikre og styrke for at det demokratiske liv i fællesskab kan fungere. Dette indebærer retten til rent drikkevand, retten til ren luft, men måske også retten for en flod eller en skov til at eksistere.

Igen var det venstrefløjen – og mere bestemt Ecuadors forfatning fra 2008, der kom som led i den lyserøde bølge – der var først ude. Og igen kunne venstrefløjen i Danmark tage ved lære, at dens internationale søsterbevægelser, som i årtier har kæmpet for at naturrettigheder bliver forfatningssikrede rettigheder.

Demokratisk medbestemmelse over økonomi

Ofte behandles økonomi som om den var en separat sfære, der eksisterer side om side med 'politik', 'samfund' og 'kultur'.

En af venstrefløjens kerneindsigter historisk set har imidlertid været, at det ikke er tilfældet. Økonomi er blot et andet ord for, hvordan en gruppe af mennesker – et samfund – reproducerer sig selv ved at forarbejde og fordele jordens ressourcer.

Det er med andre ord blandt de mest afgørende elementer af, hvordan vi vælger at leve vores liv sammen i fællesskab.

Hvis man skal gøre et samfund mere demokratisk, er det derfor afgørende, at samfundets medlemmer får større medbestemmelse over forarbejdnings- og fordelingsprocesserne.

Venstrefløjen i Danmark bør tage ved lære af sine internationale frænder og melde sig ind i forfatningskampen.

Nicolai von Eggers
Adjunkt, Historie, København Universitet

Hvem skal forarbejde hvad? Hvor skal det foregå? Hvad skal de have for det? Hvem skal have udkommet af dette arbejde? Til hvilken pris? Alt dette er spørgsmål, som et demokratisk fællesskab vil behandle og besvare gennem demokratiske processer.

I det danske samfund anno 2025 er det imidlertid langt fra tilfældet. Og igen kan man konsultere det demokratiske princip, som hedder, at enhver, der er påvirket af en beslutning, må have medbestemmelse i forhold til den beslutning.

Dette kan indebære borgeres medbestemmelse over, hvad der produceres i deres lokalområder. Det kan indebære demokratisk medbestemmelse over afgørende beslutninger på arbejdspladsen. Og det kan indebære at afgørende beslutninger vedrørende statslig infrastruktur – som for eksempel DONG, Statens Serum-institut, DSB og større anlægsprojekter – afgøres af befolkningen.

Det afgørende i alle fire forslag er ikke hvilke specifikke model, der er mest hensigtsmæssige. Det afgørende er at skabe institutionelle mekanismer via en forfatning, som kan give borgere mere demokratisk kontrol over deres repræsentanter og det politiske system.

Og her bør venstrefløjen i Danmark tage ved lære af sine internationale frænder og melde sig ind i forfatningskampen.