Forsker: "Det skal kunne betale sig at arbejde" mangler forskningsbelæg

KRONIK: Myten om de fattige antager, at lave sociale ydelser øger jobsøgning. Der er ikke meget forskningsbelæg for, at arbejdsløse og fattige over en bred kam er mindre motiverede for at arbejde eller er dårligere rollemodeller for deres børn, skriver forsker Iben Nørup.

Af Iben Nørup
Lektor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet

Den 1. oktober 2016 trådte det såkaldte kontanthjælpsloft i kraft.

Kontanthjælpsloftet er et af de seneste skud på stammen i en lang række af beskæftigelsesreformer, der alle på forskellig vis har reduceret det beløb, som borgere, der står langvarigt uden for arbejdsmarkedet, kan modtage – altså det, der over en bred kam kaldes sociale ydelser.

Ligesom flere af de øvrig tiltag, der reducerer de sociale ydelser, rammer kontanthjælpsloftet i høj grad børnefamilier og ikke mindst enlige forsørgere.

Selvom de sociale ydelser tildeles voksne, er det således i ganske høj grad børn, der oplever konsekvenserne, når ydelserne reduceres.

De reducerede sociale ydelser er den altoverskyggende årsag til, at antallet børn, som vokser op i økonomisk fattigdom, stiger markant i disse år.

Har menneskelige konsekvenser
Kigger vi til forskningen, findes der rigtig meget dokumentation for konsekvenserne af børnefattigdom i den vestlige verden. Og konsekvenser er der mange af både på den korte og den lange bane.

Uanset om vi kigger på helbred, uddannelse og skolegang, social deltagelse og arbejdsmarkedsdeltagelse i voksenlivet, har en opvækst i fattigdom store negative konsekvenser, og konsekvenserne ser ud til at være irreversible.

Vi kan altså med andre ord ikke gøre skaden god igen, når først fattigdommen har påvirket børns helbred, sociale liv og skolegang.

Konsekvenserne af børnefattigdom er på den lange bane dyre både økonomisk og menneskeligt.

Argument er langtfra uden problemer
Men hvorfor gennemfører vi som samfund så alligevel så omfattende reformer af det sociale sikkerhedsnet, når vi samtidig godt ved, at børn lider materielle, sociale og helbredsmæssige afsavn, når forældrenes økonomiske situation tilspidses?

Det helt centrale argument for at reducere sociale ydelser er, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at man ved at reducere de sociale ydelser sikrer, at arbejdsløse er motiverede for at søge arbejde.

Argumentet stammer fra en neoliberal økonomisk teori og baserer sig på en antagelse om, at når de sociale ydelser reduceres, vil de arbejdsløse søge flere jobs og derved hurtigere finde arbejde. Argumentet er dog langtfra uden problemer.

For det første er der ikke skyggen af evidens for, at arbejdsløse faktisk søger flere jobs, når ydelserne reduceres, eller for, at øget søgeintensitet i sig selv øger sandsynligheden for at få et arbejde. Slet ikke, når vi ser på langvarigt arbejdsløse.

Dette skyldes sandsynligvis, at de allerede søger de jobs, som der er, og at andre forhold – for eksempel mangel på efterspurgte kompetencer eller helbredsproblemer – afholder arbejdsgiverne fra at ansætte dem.     

Antages for at være dårlige rollemodeller for børn
For det andet baserer argumentet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, sig også på et syn på de langvarigt arbejdsløse som nogle, der ikke ønsker at arbejde, hvis ikke de bliver tvunget til det.

Det er med andre ord en antagelse om, at der er nogle særlige personlige eller moralske karakteristika ved de mennesker, som står langvarigt uden for arbejdsmarkedet, og som gør, at de vælger at modtage sociale ydelser fremfor at finde et arbejde.

Antagelsen er, at de arbejdsløse står tydeligt frem, når de beskrives som dårlige rollemodeller for deres børn, som nogle, der ikke har noget at stå op til om morgenen, eller som nogle, der ikke gider stå op om morgenen.

Den står tydeligt frem, når kontanthjælpsmodtagere over en bred kam beskrives som en gruppe af mennesker, der mangler arbejdsidentitet, eller som har en lang række af sociale og adfærdsmæssige problemer, der skal løses, før de kan opføre sig som ansvarlige voksne og finde et arbejde.

Myten om de fattige
I forskningen kender vi denne antagelse som "myten om de fattige" – altså en fortælling om, at mennesker ender i fattigdom eller for den sags skyld på sociale ydelser, fordi de grundlæggende ikke er i stand til at træffe de rigtige og ansvarlige valg for deres eget liv på grund af moralske, psykologiske eller sociale problemer.

Det er en myte, for præcis som med antagelsen om, at meget lave sociale ydelser øger jobsøgningen, så er der heller ikke meget forskningsmæssigt belæg for, at arbejdsløse og fattige over en bred kam er mindre motiverede for at arbejde eller på anden vis er dårligere rollemodeller for deres børn.

Ikke desto mindre lever myten i bedste velgående. Den stikker eksempelvis hovedet frem, når vi reducerer børnefattigdom til at handle om, at mor og far bare kan finde et arbejde. Eller i hvert fald som minimum at holde op med at bruge penge på cigaretter og kattemad, når nu familiens økonomi er trængt.

På den måde gør vi både fattigdom og arbejdsløshed til et valg, som den enkelte er fuldt ud herre over at træffe.

Myten bliver særlig problematisk
Myten underkender fuldstændig, at såvel arbejdsløshed som fattigdom i høj grad også afhænger af forhold, som den enkelte ikke har fuld kontrol over.

Eksempelvis efterspørgslen på arbejdskraft, helbred, kompetencer og uddannelse – forhold, der i høj grad påvirkes af de samfundsmæssige rammer og muligheder, der er rundt om den enkelte, og de forskellige opvækstvilkår og helbredsmæssige forudsætninger, som den enkelte har og har haft.

Myten bliver særlig problematisk, fordi den på den måde har været styrende for, hvilke politiske løsninger der tages i brug over for arbejdsløshed, og samtidig også i høj grad har vist sig at styre, hvordan der arbejdes med udsatte familier i praksis.

Fagprofessionelle får ikke øje på fattigdom
Mit eget netop afsluttede forskningsprojekt viser på linje med anden forskning blandt andet, at de fagprofessionelle, der arbejder med udsatte familier, og de, som møder børnene i dagligdagen, slet ikke får øje på fattigdommen eller er bevidste om, at fattigdom i sig selv kan gøre børn og familier udsatte.

Deres fokus rettes entydigt mod forældrenes evne til at være gode forældre og gode rollemodeller – og ikke imod de vilkår, som familien skal eksistere under.

Når et barn i en fattig familie mistrives, forklares det af socialrådgivere, lærere, pædagoger og sundhedsplejersker alene med forældrenes manglende forældreevne, deres relation til barnet og deres potentielle psykiske eller sociale problemer.

På den måde reproduceres myten om de fattige i høj grad også i praksis. Det betyder, at muligheden for at forebygge nogle af fattigdommens mange konsekvenser for børn ikke gribes.

Det betyder også, at familierne udsættes for en unødig stigmatisering, når den glemte madpakke kun adresseres som et resultat af, at forældrene ikke evner at hjælpe børnene godt afsted i skole og ikke som et resultat af et tomt køleskab og en tilsvarende tom bankkonto. 

Diskussion om 700 kroner til de fattigste er ikke nok
Skal man løse problemet med børnefattigdom, er det ikke nok at diskutere, hvorvidt der skal gives et økonomisk tilskud på 700 kroner til de allerfattigste.

Der skal i høj grad gøres op med myten om de fattige, så det politisk såvel som i praksis anerkendes, at familiers økonomiske situation i lige så høj grad er et produkt af samfundsstrukturer og forskelle i muligheder, som den er et resultat af forældrenes motivation og evne til at agere gode rollemodeller.

Når spørgsmålet om børnefattigdom reduceres til at handle om, hvor lave sociale ydelser skal være for at sikre arbejdsmotivation hos de arbejdsløse, bliver det svært at iværksætte politiske eller praktiske løsninger, der adresserer de strukturer, der er medskabende til, at familier bliver fattige.

På den måde fastholdes børn i en så trængt økonomisk situation, at det går ud over deres forudsætninger og muligheder for at klare sig bedre end deres forældre, når de selv bliver voksne.

Det er en dyr pris – økonomisk såvel som menneskeligt – at betale for et først og fremmest teoretisk argument om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

Forrige artikel Klima- og Omstillingsrådet til vismænd: Stop med at lovprise kvoteannulleringer Klima- og Omstillingsrådet til vismænd: Stop med at lovprise kvoteannulleringer Næste artikel Praktiserende læger: Psykologformands analyse af, hvad der er galt med os læger, kalder på svar Praktiserende læger: Psykologformands analyse af, hvad der er galt med os læger, kalder på svar
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.