Mødrehjælpen: Hjælp til sårbare har for længe været gidsel i beskæftigelses­politisk tvangsregime

Af Ninna Thomsen
Direktør, Mødrehjælpen

I en ny undersøgelse fra Mødrehjælpen har vi spurgt cirka 800 familier, der har fået julehjælp eller anden økonomisk hjælp hos os, om, hvordan det egentlig er at leve som familie med meget få penge.

Over halvdelen svarer, at de inden for det seneste år har undladt at købe briller, allergikost eller behandling hos for eksempel en fysioterapeut eller psykolog til deres børn, fordi de ikke havde råd.

Flere end hver tredje familie fortæller, at de ikke har råd til at give børnene en sund madpakke. 55 procent har ikke kunnet købe nødvendigt fodtøj eller vinterudstyr til deres børn.

Den ambition – at hjælpe sårbare borgere tilbage på fode og ind i fællesskabet – har alt for længe været gidsel i et beskæftigelsespolitisk tvangsregime.

Ninna Thomsen
Direktør, Mødrehjælpen

"Det første, jeg køber i måneden, er medicin. Der får jeg et tilskud. Jeg har ikke råd til mad sidst på måneden. Det er virkelig stressende at gå og skulle regne ud, hvad jeg må købe," fortæller en enlig mor i undersøgelsen.

Men fattigdommen rammer ikke kun familierne på sundheden. Også de sociale fællesskaber presses til det yderste. Selvom 80 procent inden for det seneste år har måttet låne penge af familie og venner, fortæller 15 procent, at de slet ikke har venner og familie, der kan træde til, mens 32 procent angiver, at de kun "i mindre grad" kan få hjælp.

Cirka hver tredje familie fortæller, at de ses med familie og venner mindre end én gang per måned.

Socialpolitik på skrømt
Undersøgelsen viser, at de økonomiske bekymringer og det meget lille råderum er en belastning oven i de udfordringer, som familierne i forvejen kæmper med.

Derfor er det skæv logik og socialpolitik på skrømt, når for eksempel børne- og socialordfører Brigitte Klindtskov Jerkel (K) i Altinget hævder, at kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timersreglen faktisk er til gavn for børn i fattige familier.

Forældrene, der lever på de stramme ydelser, vil miste incitamentet til at arbejde, hvis loftet hæves, og det er synd for børnene, mener Jerkel.  

Men idéen om, at borgere, der mister arbejdsevnen i kortere eller længere tid, skulle blive mere arbejdsduelige, få mere styr på deres livssituation, få færre angstanfald, blive mindre stressramte, få større selvtillid og tro på egne evner af ydelser, der tvinger dem ud i fattigdom, er uden forbindelse til den virkelighed, som vi møder i Mødrehjælpen hver eneste dag.

De børnefamilier, der rækker ud efter vores hjælp, har sociale, psykiske og fysiske udfordringer, der skal løses med udgangspunkt i en solid socialpolitisk ambition om at hjælpe dem ind i fællesskabet i stedet for at straffe dem med ekskluderende foranstaltninger, der gør familiernes udfordringer større.