Socialrådgivere: Børnefattigdom er skabt af politikerne – ikke udlændinge

DEBAT: Politikerne misbruger udlændingepolitikken i debatten om børnefattigdom. Adskill diskussionerne, for ellers bliver hullerne i sikkerhedsnettet for store, skriver socialrådgivernes formand.

Af Mads Bilstrup
Formand, Dansk Socialrådgiverforening

Der bliver vendt op og ned på virkeligheden, når modstanderne af at hjælpe fattige børnefamilier fremfører deres argumenter.

Seneste eksempel er De Konservatives børne- og socialordførers Brigitte Klintskov Jerkels indlæg i Altinget den 12. november, hvor hun beskylder regeringen for at "svigte børnene" ved at give fattige familier et lille, men tiltrængt, løft i økonomien.

Jeg blander mig uden om Christiansborg-polemikken, men at lidt flere penge til fattige familier skulle være et svigt af børnene, er en voldsom påstand. Den har hverken belæg i forskningen eller den konkrete virkelighed, som vi socialrådgivere og andre fagfolk befinder os i, når vi arbejder med fattige eller udsatte familier. Det vender jeg tilbage til.

Først vil jeg gerne gøre op med en central forudsætning for kritikken af børnetilskuddet, nemlig at det handler om udlændingepolitik. Logikken bag argumentet er, at flere med indvandrerbaggrund end dansk baggrund får gavn af børnetilskuddet, og det gør Danmark mere attraktivt for udlændinge.

Men hvis vi lader bekymringen for antallet af asylansøgere – begrundet eller ubegrundet – styre vores socialpolitik, går det ud over både samfundets udsatte og samfundet som helhed.

Jo dårligere vilkår, de fattigste lever under, desto sværere får de ved at komme ovenpå, og det er hverken godt for det enkelte menneske eller for samfundet som sådan.

Skjult angreb på velfærdssamfundet
Argumentet om, at børnetilskuddet er udlændingepolitik, bruges som et skjult angreb på vores velfærdssamfund.

Følger man logikken, kan man med samme ret hævde, at politikerne bedriver udlændingepolitik, når de for eksempel foreslår at sætte penge af til skoler i udsatte boligområder. Eller når de vil løfte daginstitutioner med mange tosprogede børn.

Eller når de kræver bedre behandling af udsatte ældre. På den måde kan logikken bag kritikken af børnetilskuddet bruges på en lang række velfærdsområder. Men det holder altså ikke.

Udlændingepolitikken fylder meget for en lang række af Folketingets partier, som gennem årtier har indført stramning på stramning, fordi de gerne vil begrænse antallet af udlændinge, der kommer til Danmark.

Den politiske debat er naturligvis legitim – uanset hvad man mener. Men det er hverken sagligt eller fair at forringe vilkårene for samfundets dårligst stillede under dække af udlændingepolitik.

I stedet bør de, der vil fastholde eller øge fattigdommen i Danmark, kæmpe med åben pande og sige, at det er det, som de ønsker, fremfor at bruge udlændinge som rambuk mod vores velfærdsmodel.

Så kan vi tage debatten om fattigdom på et ærligt grundlag.

Tilskud mindsker ikke forældres arbejdslyst
Tilbage står påstanden om, at børnetilskuddet er et svigt af børnene, fordi tilskuddet mindsker forældrenes lyst til at arbejde. Hvis det virkelig var tilfældet, så burde stramninger af offentlige ydelser generelt få flere i arbejde. Det gør de bare ikke.

Rockwool Fonden har undersøgt effekterne af dagpengereformen fra 2010 og kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft i 2014. Begge reformer forringede mulighederne for at leve på offentlige ydelser, men ingen af reformerne har haft nævneværdig effekt på beskæftigelsen. 

Den tidligere regerings egen analyse viste, at kontanthjælpsloftet – måske – har flyttet 350 mennesker fra kontanthjælp til job, mens loftet og 225-timersreglen ramte i alt 36.000 modtagere af kontanthjælp i første halvår af 2018. Og dertil kommer deres børn.

Der er altså intet, som tyder på, at lidt flere penge til nogle af de mest trængte børnefamilier får forældrene til at droppe jobsøgningen.

Til gengæld ved vi fra både forskningen og socialrådgivernes praksis, at øget fattigdom og øget økonomisk utryghed har negative sociale konsekvenser.

Mennesker, der har væsentligt mindre at leve for end gennemsnittet, reagerer med økonomisk stress. Både fordi de helt konkret er nødt til at vende hver en krone – i de værste tilfælde har de, som Institut for Menneskerettigheder har dokumenteret, endda problemer med at kunne købe tre måltider om dagen – og fordi rigtig mange af dem skammer sig over deres situation.

Det gælder også børnene, som tager de voksnes bekymringer på sig og undlader at bede om penge til tøj eller fritidsaktiviteter. Børn, der vokser op i fattigdom, har desuden dårligere vilkår, når de bliver voksne, end deres kammerater. 

Skrot kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen
Ifølge AE-rådet er der 64.500 fattige børn i Danmark. Godt 20.000 af dem er under fem år. Mange af forældrene er ufaglærte og kæmper med sociale, psykiske eller fysiske problemer. De problemer bliver ikke mindre af, at folk får mindre at leve for.

Tværtimod bliver det sværere at håndtere problemerne og være en nærværende forælder, når man konstant bekymrer sig om, hvordan man skal få råd til huslejen.

Vi kan ikke komme alle sociale problemer til livs ved at give de fattigste familier flere penge at leve for. Men vi kan sikre, at økonomien ikke bliver endnu en forhindring for at komme ovenpå i tilværelsen, herunder at få et arbejde.

Det kræver også en stærk og sammenhængende indsats. Derfor er vores vurdering som professionelle, der arbejder med socialt udsatte, at kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen skal skrottes.

Alle skal sikres et ordentligt livsgrundlag, og der er brug for en klar politisk målsætning om at bekæmpe fattigdom i Danmark – både blandt børn og voksne.

Forrige artikel Danske A-kasser: Politikerne har mistet respekten for flexicuritymodellen Danske A-kasser: Politikerne har mistet respekten for flexicuritymodellen Næste artikel Danske Medier til Netavisen Pio: Private medier skal ikke underkastes særregler Danske Medier til Netavisen Pio: Private medier skal ikke underkastes særregler