Forskere: Vi mister konkurrenceevne som videnssamfund i krisen

DEBAT: Selvom videnskaben er efterspurgt i krisetider, er al forskning standset. Hvis Danmark fortsat skal være et vidensamfund efter krisen, er tiden inde til at støtte forskningen, skriver forskere. 

Af Kasper Glerup Lauridsen, Agnes Guenther og Viktorija Kulikovskaja
PhD Association Network of Denmark (Pand)

Videnskab er steget i popularitet i løbet af coronakrisen.

Vi har nemlig alle én fælles, konkret trussel helt inde på livet. En trussel, som har gjort os opmærksomme på, hvor fantastisk det er, at vi igennem videnskab allerede har erhvervet os en forståelse af virussygdomme.

Samtidig er vi blevet mindst ligeså bevidste om, at vi slet ikke ved nok. Uden en bedre forståelse af virussen og uden udvikling af en vaccine, så bliver det endnu sværere at komme igennem.

Af samme grund har både staten, erhvervslivet og store fonde investeret milliarder i coronaforskning. Men coronavirus er ikke den eneste udfordring, som vi som samfund står overfor.

Uanset om det handler om global konkurrence, klima, kræftsygdomme, sammenbrud på finansmarkederne eller noget helt femte, er forskning og innovation fuldstændig essentielt for, at vi kan blive klogere på at håndtere det.

Projekter kan ikke færdiggøres
Derfor er vi nødt til at også at se fremad. For alt imens at vi dagligt følger med i udviklingen af nye vacciner mod coronavirus, er meget andet forskning sat i stå.

Det er nu snart to måneder siden, at landets forskere blev nødt til at smide de igangværende forsøg ud ad vinduet, stoppe alt den praktiske forskning og indstille de internationale forskningsaktiviteter.

Sidenhen har forskningslaboratorierne og forskerkontorerne ligget øde hen. At flere forskningsprojekter er sat på pause i to måneder, kan vi vel som samfund godt leve med. Forskningen kan jo genoptages, så snart epidemien tillader det. Eller kan den?

Dansk forskning er i stor stil drevet af en række studenterforskere, ph.d. studerende, post.docs med mere, som laver forskning i tidsbegrænsede stillinger. Dermed udløber mange forskningsansættelser, mens forskningsprojekterne ligger stille.

Koster samfundet milliarder af kroner
De enkelte forskere er netop eksperter i deres eget projekt, og det er derfor ikke uden lige at sætte en anden person ind for at færdiggøre arbejdet.

Det betyder, at forskningsprojekterne ikke kan færdiggøres. Der er her tale om forskningsprojekter, som samfundet har investeret mange milliarder i.

Forskningsprojekter, som skulle skabe ny viden, ny teknologi, ny medicin og bedre samfundsløsninger. Der er altså tale om både viden og store økonomiske investeringer, der bliver skyllet ud med badevandet, hvis der ikke tages hånd om dette fra politisk side.

Hvad flere derudover overser, så kan dette også være et tab af international konkurrenceevne. For selvom mange lande har måttet lukke ned ligesom vi, har vi i Danmark kortere ph.d.-forløb sammenlignet med flere andre lande.

Dermed er vi ekstra sårbare i forhold til at miste konkurrenceevne som videnssamfund i denne situation.

Politisk tavshed har ramt forskningen
Alt imens der på glædelig vis er kommet hjælpepakker til både erhvervsliv, lønmodtagere, kulturinstitutioner, højskoler og sociale organisationer, er der anderledes politisk tavshed i forhold til at understøtte, gennemførsel af allerede igangsatte forskningsprojekter, der trues af at gå tabt.

Danske universiteter har set problemet. De er derfor villige til at forlænge forskernes ansættelser i det antal måneder, som det måtte være nødvendigt for at kunne færdiggøre forskningen. De har blot ikke pengene til det.

Svaret fra politisk side kom så i form af en aftale med Skatteministeriet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som giver universiteterne en mulighed, som de dybest set allerede har: at forlænge ansættelserne.

Sagt med andre ord: Hjælpen er omtrent ligeså stor, som hvis virksomhederne bad om en hjælpepakke, så de kunne undgå massefyringer, og de blev mødt med et svar om, at de gerne må beholde medarbejderne, hvis de selv betalte.

Hvis støtten til forskning og innovation kun centreres om coronavirus, mister vi afgørende viden og konkurrenceevne. Man kunne derfor godt ønske sig et svar fra regeringen: Skal Danmark fortsat være et videnssamfund efter coronakrisen?

Forrige artikel Rose og Mchangama: Drop racisme­paragraffen for minoriteternes skyld Rose og Mchangama: Drop racisme­paragraffen for minoriteternes skyld Næste artikel Per Stig Møller: Her er Danmarks udenrigspolitiske udfordringer mod 2030 Per Stig Møller: Her er Danmarks udenrigspolitiske udfordringer mod 2030