Trine Bramsen henter ny departementschef i Klimaministeriet

NAVNE: Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har udnævnt ny departementschef. Valget er faldet på Morten Bæk, der siden 2018 har været departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har udnævnt Morten Bæk til ny departementschef efter Thomas Ahrenkiels fratræden.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har udnævnt Morten Bæk til ny departementschef efter Thomas Ahrenkiels fratræden. Foto: Sofia Busk
Jon Michelsen

Forsvarsministeriet har fået ny departementschef.

Minister Trine Bramsen (S) har valgt Morten Bæk som ny departementschef, der skifter fra en lignende stilling i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

I juni måned meddelte Forsvarsministeriet, at nu hjemsendte Thomas Ahrenkiel ville stoppe som departementschef for at blive ambassadør i Berlin.

Nu er erstatningen fundet i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor departementschef Morten Bæk fremadrettet skal stå i spidsen for Forsvarsministeriet i stedet.

"Forsvaret er en grundpille i det danske samfund og for Danmarks internationale relationer. Jeg vil gå ydmygt til den store opgave, der venter mig – og ser meget frem til samarbejdet med forsvarsministeren og forsvarets mange dedikerede og dygtige medarbejdere," fortæller Morten Bæk i pressemeddelelsen.

Overtager for hjemsendt departementschef
Thomas Ahrenkiel meddelte i juni måned, at han ved udgangen af juli ville forlade sin stilling som Forsvarsministeriets departementschef til fordel for en ambassadørpost i Berlin.

Den tidligere departementschefs ambassadørplaner blev dog ikke realiseret, eftersom han i august måned blev fritaget fra tjeneste efter alvorlig kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne. 

En kritik, der udover Ahrenkiels skæbne medførte en hjemsendelse til chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen. 

Morten Bæk overtager dermed en stilling, hvor han skal stå i spidsen for et departement, der den seneste tid har oplevet flere interne skandaler. 

Ifølge Trine Bramsen er Morten Bæk den rette mand til at styrke ministeriet fremadrettet:

"Han er kendt som en stærk og stabil leder, som nu skal være med til at sikre, at vi styrker driften på Forsvarsministeriets område. Jeg ser samtidig frem til samarbejdet med Morten om de store dagsordener, der ligger på det sikkerhedspolitiske område," udtaler hun i meddelelsen.

Læs også

"En gevinst for Forsvarsministeriet"
Morten Bæks skifte betyder, at han forlader Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet efter to år som departementschef. 

I den forbindelse udtaler minister Dan Jørgensen (S) i meddelelsen:

"Jeg vil meget gerne sige Morten en stor tak for hans utrættelige indsats i Klimaministeriet. Som departementschef har Morten opbygget en robust og fagligt stærk koncern med fuldt fokus på regeringens ambitiøse klimadagsorden. Jeg er overbevidst om, han bliver en gevinst for Forsvarsministeriet."

Videre fortæller Dan Jørgensen, at ministeriet forventer at kunne besætte den nu ledige stilling som departementschef snarest.

Forinden sin tid som departementschef var Morten Bæk direktør i Energistyrelsen i en fireårig periode. Derudover byder hans fortid på en række chefposter i det ministerium, han nu forlader. 

 

Dokumentation

BLÅ BOG: Morten Bæk
Departementschef i Forsvarsministeriet

Født i 1973, Aarhus

Uddannet cand.scient.pol. ved Københavns Universitet

2018-2020: Departementschef, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet  

2014-2018: Direktør, Energistyrelsen   

2011-2013: Afdelingschef, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet   

2008-2011: Kontorchef, Klima- og Energiministeriet    

2007-2008: Ledende ministersekretær, Klima- og Energiministeriet   

2004-2007: Ambassadesekretær, Den danske ambassade, Washington DC   

2001-2004: Fuldmægtig, Udenrigsministeriet   

2000-2001: Konsulent, Accenture Ltd., tidl. Andersen Consulting   

1999-2000: Fuldmægtig, Udenrigsministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Bæk

Departementschef, Forsvarsministeriet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1999)

Thomas Ahrenkiel

Europæisk direktør, Macro Advisory Partners ApS
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)