Debat

Friis Bach svarer på kritik: Derfor skal vi afskaffe posten som udviklingsminister

Den vigtigste udviklingspolitiske opgave er at styrke stater og institutioner til at kunne skabe resultater selv. Derfor skal vores internationale engagement forankres i de andre ministerier, skriver forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i svar på kritik af forslaget om af afskaffe ministerposten.

På sigt bør vi afskaffe posten som udviklingsminister og integrere vores internationale engagement langt stærkere i sektorministerierne, skriver Christian Friis Bach (R).
På sigt bør vi afskaffe posten som udviklingsminister og integrere vores internationale engagement langt stærkere i sektorministerierne, skriver Christian Friis Bach (R). Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Christian Friis Bach
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er en gammel sandhed, at hvis man ikke kan finde gode argumenter, så kan man forsøge at skrue op for retorikken og de personlige angreb. Poul Nielson (S) gør begge dele i et indlæg 1. september. Anledningen er det interview, Altinget lavede med mig 12. september.

Her foreslog jeg, at vi – på sigt – helt afskaffede posten som udviklingsminister, omdøbte udviklingsbistanden til den globale udligningsordning, etablerede en global fond for sociale sikkerhedsnet i verdens fattige lande og integrerede vores internationale engagement langt stærkere i sektorministerierne.

Det er Poul Nielson så ikke enig i. Men han fremfører ikke ét eneste godt modargument. I stedet bruger han stærke tillægsord og personangreb som ikke klæder hverken indlægget eller min forgænger på posten som udviklingsminister.

Projektministeren ville ikke kritiseres

Poul Nielson stod bestemt for en helt anden linje. Søren Pind (V) kaldte sig ”Frihedsminister”, jeg ville gerne være ”Rettighedsminister” og Rasmus Prehn (S) kaldte sig ”Solidaritetsminister”.

Poul Nielson var i sin tid ”Projektminister”. Efter en innovativ periode i starten af 1990erne, hvor der var fokus på lokalt ejerskab, ansvar og udvikling af institutioner og systemer kom Poul Nielson til i 1994. Han var var teknokraten, der satte sig på kontrollen med dansk udviklingsbistand, og ”administrerede helt ned i karsehøjde”, som det bliver sagt i Dansk Udviklingspolitisk Historie.

Læs også

Der kom med Poul Nielsen igen fokus på projekterne og helst med dansk deltagelse. Og Poul Nielson var ikke åben for kritik. Jeg husker, da han ville etablere et anlæg til afbrænding af pesticider i Mozambique med dansk teknologi. Det førte til markante lokale protester fra borgere, som var bange for udslip af farlige stoffer i røgen.

Dem lyttede ministeren ikke til. Og da jeg dristede mig til at kritisere projektet, blev jeg mødt med en bandbulle fra Poul Nielsen, der beskyldte mig for ikke at have forstand på det. Jeg kunne så stilfærdigt anføre, at jeg tilfældigvis havde fået karakteren 13 i faget Røggasrensning på DTU. Så hørte jeg ikke mere.

Vi skal globalisere centraladministrationen

Hvad Poul Nielson dog overser i sit svar til interviewet, er at netop erfaringer med myndighedssamarbejde er positive. Ministerier og civilsamfundet i samarbejdslandene sætter stor pris på at møde kompetente danske myndigheder til faglig dialog og samarbejde.

Ministeren lyttede ikke til dem. Og da jeg dristede mig til at kritisere projektet, blev jeg mødt med en bandbulle fra Poul Nielsen, der beskyldte mig for ikke at have forstand på det

Christian Friis Bach (R), fhv. udviklingsminister

Allerede i Poul Nielsons tid blev der skabt meget positive resultater med den del af miljøbistanden, der blev forvaltet i Miljøministeriet. Jeg oplevede i min tid gode resultater fra Klimaministeriet med deres del af klimabistanden.

Der er i dag mere brug for en faglig faglighed end for en udviklingsfaglig faglighed.

Derfor skal vores internationale engagement indenfor sundhed i stigende grad forankres i Sundhedsministeriet, uddannelse hos Undervisningsministeren, miljø i Miljøministeriet, landbrug og fødevarer i Fødevareministeriet, og så videre.

Vi skal ”globalisere centraladministrationen”. Og så skal vi kombinere det med globale fonde til at støtte landenes opbygning af skolesystemer, sundhedssystemer og sociale sikkerhedsnet.

Den vigtigste opgave er nemlig opbygning af ansvarlige stater, institutioner og myndigheder, der i et demokratisk samspil med engagerede borgere, foreninger og virksomheder selv kan skabe resultater. Det er kernen i rettighedsbaseret udvikling.

Det handler ikke om hvad ”vi” gør

Efter rejser i snart 100 lande er jeg blevet meget ydmyg omkring, hvad vi kan gøre udefra og oppefra. Men jeg er blevet mere og mere optimistisk, når det gælder de forandringer, der kan skabes indefra og nedefra. Poul Nielson tror stadig på projekter, der besluttes af en udviklingsminister på Asiatisk Plads i København.

Derfor er jeg også bekymret for det andet svar på interviewet fra Dorthe Petersen, der er direktør i PlanBørnefonden.

Den vigtigste opgave er opbygning af ansvarlige stater, institutioner og myndigheder, der selv kan skabe resultater

Christian Friis Bach (R), fhv. udviklingsminister

For hun skriver igen og igen: ”Når vi arbejder på at forbedre børn og unges liv i Burkina Faso…” Det er lidt uklart, hvem ”vi” er, men jeg læser det som PlanBørneFonden i Danmark. Det er præcis her, det går galt.

Jeg er stensikker på, jeg selv har brugt samme formuleringer, da jeg var i Folkekirkens Nødhjælp eller Dansk Flygtningehjælp, så jeg vil bestemt ikke pudse glorien.

Men det afgørende er ikke hvad ”vi” gør. Det afgørende er, hvad de selv gør i Burkina Faso for at forbedre børn og unges liv.

Og her er det vigtigste, at der er ministerier og myndigheder, som tager deres ansvar alvorligt, og at der er børn, unge og borgere i Burkina Faso, der kan råbe op og påvirke dem.

I stedet for de utallige projekter fra udenlandske organisationer og donorer, tror jeg, det ville være mere effektivt at sikre et solidt nationalt skolesystem og udbetale børnepenge til børn i Burkina Faso, monitoreret og overvåget af et stærkt lokalt civilsamfund, en rigsrevision, en ombudsmand, politi og en fri presse. Det er, for nu at gentage mig selv, rettighedsbaseret udvikling.

Jeg er tilhænger af frihandel

Mere opbakning har der været til mit budskab om, at vi skal prioritere handel stærkere, fordi det kan føre til varige arbejdspladser og indkomst.

Det gælder dog ikke min ellers gode ven tilbage fra U-landsimporten i 1980erne Christian Juhl fra Enhedslisten. Han bruger anledningen til at tordne mod frihandel.

Her er vi ikke enige. Jeg er stærk tilhænger af frihandel, fordi det både giver verdens fattige lande adgang til vores markeder og tvinger os til at samarbejde. Det er den politiske effekt af frihandel.

Men uenigheden er måske ikke så stor. For jeg er helt enig med Christian Juhl i, at der med frihandel også skal være en bedre fordeling af verdens goder. Også derfor – og her er vi alle enige – er der brug for langt større internationale overførsler i fremtiden.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

Dorthe Petersen

Direktør, PlanBørnefonden
cand.scient. i kulturgeografi (Københavns Uni. 1994)

Christian Juhl

Fhv. MF (EL)
lærer (Læreruddannelsen i Silkeborg 1979)