Debat

Friskolelærerne til Løhde: Vi har slækket på vores krav, nu må du også

DEBAT: Lærerne har slækket på sine krav og dermed vist forhandlingsvilje. Så hvorfor gør Sophie Løhde (V) ikke det samme, spørger Frie Skolers Lærerforening i et åbent brev.

"Jeg troede i al min naivitet, at nu måtte det da være muligt for dig og dit ministerium at række hånden frem og komme vores faggruppe i møde," skriver Uffe Rostrup til Sophie Løhde. 
"Jeg troede i al min naivitet, at nu måtte det da være muligt for dig og dit ministerium at række hånden frem og komme vores faggruppe i møde," skriver Uffe Rostrup til Sophie Løhde. Foto: Frie Skolers Lærerforening
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Uffe Rostrup
Formand, Frie Skolers Lærerforening

Kære Sophie Løhde

Forhandlingerne om OK18 og i særdeleshed om lærernes arbejdstid har stået på siden starten af december.

På det statslige område har der været afholdt syv møder om arbejdstiden i denne periode. Alligevel er vi ikke kommet et skridt nærmere en aftale, end vi var, da forhandlingerne startede. I de fortsatte forhandlinger i Forligsinstitutionen er det heller ikke lykkedes at lande en aftale – i hvert fald ikke endnu.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Og det kan faktisk godt undre mig, at det er så svært. Jeg oplever ikke, at vi har stillet et krav, som jeg mener, kan ryste Finansministeriet i sin grundvold. Kravet har i al sin enkelthed lydt, at vi skulle have aftalte arbejdsforhold, som er lige så meget værd, som det, de andre statsansatte har.

Jeg må indrømme, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, at det krav skulle kunne mobilisere så meget uvilje i Finansministeriet, som det tilsyneladende har gjort. Jeg troede i al min naivitet, at nu måtte det da være muligt for dig og dit ministerium at række hånden frem og komme vores faggruppe i møde.

Hvorfor er det, at vi lærere ikke kan få en arbejdstidsaftale, som er ligeså meget værd, som de aftaler du har med alle de andre statsansatte?

Uffe Rostrup
Formand, Frie Skolers Lærerforening

Vi har droppet kravene om puljer til forberedelse og loft over undervisningstimetallet. Vi har været land og rige rundt og forklaret vores medlemmer, at hvis det lykkes at lave en aftale, så var det af en helt anden kaliber end den, som blev taget fra os med regeringsindgrebet 2013.

Men vi ønsker aftalte forhold. Forhold, som baserer sig på et tillidsfuldt samarbejde mellem parterne. Et samarbejde, som begge parter tager ansvar for. En aftale, som er båret af intentionerne i den danske model.

Ingen fremstrakt hånd
Vi er kommet med mange indspil til, hvordan en sådan aftale kunne se ud. Men vi er blevet mødt med modforslag, som udelukkende tager udgangspunkt i den lov, som Folketinget vedtog i 2013 – en lov, som den røde regering minutiøst havde planlagt i månedsvis – ja, måske endda årevis, – og som destruerede alle tidligere aftaler indgået mellem parterne.

Al god forhandlingsskik tilsiger, at man under forhandlinger en gang imellem bliver nødt til at tage rejsen ind over grænsen til modpartens land for at se, hvordan situationen ser ud med deres øjne.

Vi har taget rejsen, vi har krydset grænser, og vi har slækket på vores krav og vist, at vi ved, at tiden før regeringsindgrebet aldrig vender tilbage. Hvis du, Sophie Løhde, tog rejsen ind i mit land, så ville du se, at vi trænger til at se en fremstrakt hånd.

Du ville måske også se, at det er nødvendigt, hvis jeg skal kunne bede mine medlemmer om at stemme ”ja” til en overenskomst, at der skal være noget i det for dem. Det er der slet ikke lige nu – intet på arbejdstiden og 4,6 procent på lønnen, hvis man trækker de lønkroner ud, som er forudsat aftalt på den enkelte institution til decentral løn – noget som desværre i alt for ringe grad sker på de frie skoler.

Så kan du ikke forklare mig, hvad det er, mine medlemmer skal stemme ja til? Og nu du er i gang, hvorfor er det så, at vi lærere ikke kan få en arbejdstidsaftale, som er ligeså meget værd, som de aftaler du har med alle de andre statsansatte?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Rostrup

Skoleleder, Viby Friskole, fhv. formand, Frie Skolers Lærerforening
BA i geografi og idræt (Københavns Uni.)

0:000:00