12 handicaporganisationer: Ét år efter stor demonstration er vores bange anelser blevet til virkelighed

Der er blevet givet grønt lys til, at personalet i botilbud må bruge magt i situationer, der tidligere ville være blevet mødt med pædagogik. Samtidig er dokumentationskravene skåret ned, hvilket svækker gennemsigtigheden og retssikkerheden for dem, der i forvejen er mest udsatte. 

Tilsynene med botilbud er ligeledes på vej til at blive udhulet gevaldigt. Hvor man før fulgte op årligt, skal det nu kun ske hvert tredje år, og det faglige spænd i vurderingerne er reduceret til sort/hvid-afgørelser. Det risikerer at skjule problemer frem for at forbedre kvaliteten. 

Og så er der aftalen om kompensationsydelsen. Her er der tale om forringelser, rigiditet og øget bureaukrati i en grad, der samlet vil føre til, at flere vil give op overfor kampene med kommunen. 

Stadig mulighed for afgørende forbedringer

Rammeaftalen har indtil videre givet kommunerne og KL bedre værktøjer til at holde budgetterne på bekostning af dem, det går ud over.

Men vores pointe er: Vi er kommet dårlig fra start, men al håb er ikke ude endnu. Der er stadig muligheder for afgørende forbedringer, der kan og skal gribes, hvis vi skal tro på politikernes ord om den samlede intention med rammeaftalen. 

Og vi tror faktisk på jer, kære politikere. Vi har mødt jer. Vi har talt med jer. Vi ved, at I også har lyst til at gøre en positiv forskel. Nu er det bare tid til at vise det i handling. Med udgangspunkt i det oplæg, der ligger i aftalen. 

Vi har brug for, at nogen tør tage ejerskab for et handicapområde, der bygger på retfærdighed og respekt.

Simon Toftgaard Jespersen, Thorkild Olesen m.fl.
Se alle afsendere i faktaboks

Tag bare revurderingerne. De er meningsløse i sager, hvor funktionsnedsættelsen er varig, og der ikke er udsigt til bedring. Revurderingerne stjæler tid og energi, som kunne bruges bedre. Så lad os gøre noget ved dem. 

Det samme gælder brugen af data. Partierne har i aftalen anerkendt, at der mangler viden og dokumentation. Alligevel er en del af det sidste års aftaler lavet uden grundlæggende viden om, hvem og hvordan de vil ramme.

Den slags bør undersøges. Den slags bør dokumenteres. For beslutninger, der handler om menneskers liv, skal ikke træffes i blinde. 

Og så er der specialeplanen. Det måske mest betydningsfulde i rammeaftalen. På papiret lyder det godt at samle faglighed, styrke kvaliteten og skabe overblik, men det må ikke blive endnu et styringsværktøj.

Kommunerne skal forpligtes til at bruge den eksisterende faglige viden, og økonomien må ikke stå i vejen for det rigtige valg. Ellers bliver det hele bare varm luft. 

Derfor gentager vi: Det er ikke for sent. I politik er der altid mulighed for at ændre kurs. At tage ansvar. At vise, at man lytter – og handler. 

Vi stod sammen sidste år, fordi vi troede på, at det nytter. Det gør vi stadig.

Men vi har brug for, at nogen tør tage ejerskab for et handicapområde, der bygger på retfærdighed og respekt. For et Danmark, der på det her område kan se sig selv i spejlet. 

Det skylder vi alle dem, det her handler om.