Henrik Kjerrumgaard: Når De Radikale står på toppen, ødelægger de det ofte for sig selv

KOMMENTAR: Radikale Venstre er for første gang siden 1980'erne rent parlamentarisk grundlag for en regering. Nu skal Morten Østergaard håndtere partiets solide sæsonåbning og få styr på stopklodsen Inger Støjberg, skriver Henrik Kjerrumgaard.

Af Henrik Kjerrumgaard
Chefrådgiver i White Cloud, vært på podcasten 'Weah' og forhenværende særlig rådgiver for Margrethe Vestager

For første gang siden 1980'erne er Radikale Venstre rent parlamentarisk grundlag for en regering.

Dengang var det Poul Schlüters KV-regeringer. I 1970'erne var det Anker Jørgensens skiftende socialdemokratiske regeringer, som Radikale Venstre bakkede op om.

1980'erne begyndte med, at Radikale Venstre trak støtten til Anker Jørgensen og sluttede med, at de forlod en KVR-regering.

Det var i den periode, at Svend Auken kom med bemærkningen om, at Radikale Venstre var sværere at sømme fast på en væg end en budding, og Anker Jørgensen sammenlignede partiet med håndsæbe.

Og selvom det både er legendariske og velturnerede udsagn, så kunne Anker Jørgensen og Svend Auken med et større kendskab til italiensk fodbold slet og ret have kaldt Radikale Venstre for "pazzo". Skøre. Fodboldklubben Inter Milans kælenavn.

Årsagen er simpel: Når Inter står på toppen, ødelægger de det oftest for sig selv.

Som Niels Helveg Petersen, der var tæt på at sende partiet under spærregrænsen, eller som både Marianne Jelved og Margrethe Vestager, der måtte lægge lederskab til interne opgør og dannelsen af nye partier.

Og alle har de også sat markante aftryk i radikal, dansk og international politik.

Radikale Venstre har støttet regeringer på begge sider af midten. Det karaktertræk, der skabte et samarbejde mellem Morten Helveg Petersen og Poul Schlüter, har de ikke længere patent på. Arkivfoto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

Radikale Venstre udsprang af Venstre i 1905. Deres konflikt skyldtes militæret, kongen og ønsket om et statsligt socialt sikkerhedsnet. Den konkrete årsag var finansiering af genopbygningen af Christiansborg. Radikale Venstre var imod, fordi kongen skulle bo der.

Fra begyndelsen havde Radikale Venstre succes, hvilket især skyldtes deres alliance med Socialdemokratiet. Ideologisk var Radikale Venstre socialliberale og et af deres markante slogans lød: Frihed, fred og fremskridt.

SR-aksen har været definerende for Radikale Venstres rolle i dansk politik, selvom partiet også har kunnet danne regering med Venstre og Konservative, som de eksempelvis gjorde under Poul Schlüter.

At kunne støtte regeringer på begge sider af midten har altid været Radikale Venstres unikke træk. Et karaktertræk, som de indtil for få år siden havde patent på.

Se sent som frem mod valget i 2011 understregede Margrethe Vestager igen og igen, at Radikale Venstre samarbejder med dem, der vil. Underforstået – principielt kunne de også samarbejde med VK-regering.

Radikale Venstre lavede i den periode efterlønsaftale med VKOLA og åbnede valgkampen med et håndtryk med de konservatives daværende leder, Lars Barfoed. I øvrigt den nuværende leder af Radikale Venstre, Morten Østergaards, idé.

Men sidenhen er midten blevet fyldt. Alternativet ville ikke lade sig definere af rød og blå blok og endte med at pege på sin egen leder, Uffe Elbæk, som Marianne Jelved gjorde efter sit kanonvalg i 2005.

Selv Mette Frederiksen har undsagt blokpolitikken, og Ny Borgerliges leder, Pernille Vermund, vil ikke garantere at pege på en borgerlig statsminister.

Mest markant er nok Dansk Folkepartis spekuleren i at støtte Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussens pludselige SV-drømme.

Inger Støjberg er for Radikale Venstre i dag, hvad Anders Fogh Rasmussen var for partiet i 00'erne. Et rendyrket skræmmebillede. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I dag hedder stopklodsen Inger Støjberg. Lars Løkke Rasmussens afgang og hans mord på Kristian Jensen resulterer formentlig i et makkerskab mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg.

Hvor Radikale Venstre har det fint med Jakob Ellemann-Jensen, er Inger Støjberg en stopklods for partiet.

Sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten vil Radikale Venstre nedsætte en kommission, der skal undersøge Inger Støjbergs rolle i sagen om de såkaldte barnebrude. En sag, som Sofie Carsten Nielsen har været drivkraften bag.

Inger Støjberg er for Radikale Venstre i dag, hvad Anders Fogh Rasmussen var for partiet i 00'erne. Et rendyrket skræmmebillede.

Efter Anders Fogh Rasmussens afgang i 2009, foreslog Søren Pind Marianne Jelved et samarbejde, hvor Radikale Venstre kunne få det meste, hvis partiet de facto accepterede 24-års-reglen. Et af Anders Fogh Rasmussens stærkeste symboler, og Søren Pind fik et høfligt nej tak fra Jelved.

Som sagt er det første gang i 30 år, at Radikale Venstre er rent parlamentarisk grundlag for en regering. Siden Schlüter-tiden har partiet enten befundet sig i regering eller i rendyrket opposition. Nu skal Morten Østergaard forvalte rollen som parlamentarisk grundlag.

Sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten udarbejdede de oven på valgsejren et forståelsespapir. Det er det papir, der danner rammen for regeringens og dens støttepartier de kommende år.

Det interessante bliver, hvordan Radikale Venstre vil agere. Et par gange op til valget truede de med at pege på Mette Frederiksen, men agtede at forhindre hende i at danne regering, hvis deres krav ikke blev imødekommet.

Mandater og stemmer for politik. Nu er døren til Venstre reelt lukket som under Anders Fogh Rasmussen.

Det er muligvis længe siden, at et samarbejde er blevet opfattet som en reel mulighed af omverdenen, men det var netop det, som partiets interne skænderier gik på i 00'erne.

Morten Østergaard havde et godt forhold til Lars Løkke Rasmussen, og Lars Løkke Rasmussen nævnte konsekvent Radikale Venstre som en samarbejdsmulighed op til hans afgang.

På valgnatten i 2011 tilbød Lars Løkke Rasmussen også at gøre Margrethe Vestager til statsminister. Men med Inger Støjberg som næstformand i Venstre fremstår et samarbejde mellem R og V udelukket.

Lars Løkke Rasmussen tilbød i 2011 at gøre Margrethe Vestager til statsminister. Men i dag virker samarbejdet udelukket. Arkivfoto: Christian Als/Ritzau Scanpix

Senest har socialdemokrater ivrigt påpeget, at de kan danne flertal alene med Venstre og derfor forhindre et samarbejde mellem Radikale Venstre og Venstre.

Man skal dog være opmærksom på, at Radikale Venstre op gennem 1970'erne og 1980'erne flere gange stak en kæp i hjulet på en regeringsforhandling eller en siddende regering. Uden at pege på en ny statsministerkandidat efterfølgende.

"Man skal ikke true med at gå, man skal true med at blive," som Marianne Jelved senere formulerede det.  

Morten Østergaard og Radikale Venstre spillede højt spil frem mod valget i år og vandt. Det har genskabt selvtilliden efter en hård oppositionsperiode.

Morten Østergaard har fokuseret på enkeltsager, og partiet har pletvist fremstået som et klassisk protestparti, som det også var tilfældet under Marianne Jelved, da hun og Radikale Venstre var i opposition til Anders Fogh Rasmussen og Venstre.

Morten Østergaard har svømmet fra Lindholm til Kalvehave i protest mod symbolpolitikken. Og det har givet pote hos vælgerne.

Både Marianne Jelved og Margrethe Vestager havde kanonvalg, som blev efterfulgt af middelmådige resultater. Nu skal Morten Østergaard kunne bevare partiets 16 mandater. Arkivfoto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

I dag står Radikale Venstre med et solidt valgresultat i ryggen. Og præcis som med 'de hviie' skal der ikke meget mere end et mål og en sejr til at få Inters fans til at tale om mesterskab og europæisk succes.

Hvor Niels Helveg Petersen var AB'er, er Morten Østergaard AGF'er. Morten Østergaard skal nu som Niels Helveg Petersen styre partiet, mens de er parlamentarisk grundlag, men han har også en anden opgave. De valgmæssige trampolinture skal stoppes.

Marianne Jelveds kanonvalg i 2005 blev efterfulgt af et middelmådigt resultat i 2007. Ligesom Margrethe Vestagers historiske valg i 2011 blev efterfulgt af et nederlag i 2015.

2019-valgets 16 mandater skal bevares og gerne blive til flere, samtidig med at der sættes politiske aftryk. Måske bliver 2020'erne præget af frihed, fred og fortsat fremskridt. Og knap så "pazzo" som tidligere.

Selvom det også kan være kærligt ment, når Inters fans råber det på hjemmebanen, Giuseppe Meazza.

-----

Henrik Kjerrumgaard (født 1973) er chefrådgiver i White Cloud og vært på podcasten 'Weah'. Tidligere har han været særlig rådgiver for Margrethe Vestager.

Tema: Opvarmning til landsmøderne

Forrige artikel Kommunikations­ekspert: Sådan skaber Mette Frederiksen sit systemskifte Kommunikations­ekspert: Sådan skaber Mette Frederiksen sit systemskifte Næste artikel Peter James Stark: Det succesfulde Socialdemokrati har et blødende sår Peter James Stark: Det succesfulde Socialdemokrati har et blødende sår