Hestekrigen: Hvorfor vækker "rewilding" så stærke følelser?

Snart skal både heste og køer leve vildt i 15 udpegede nye naturnationalparker, og det har udløst en “grov” og “ekstrem” debat om rewilding. Uenighederne er ikke til at misforstå, men hvad er det ved rewilding, der vækker så mange følelser i os?

Placeholder image
Snart skal forskellige dyr, herunder heste, leve vildt i 15 nye naturnationalparker. Det har fået dyreaktivister til at gøre oprør på blandt andet Facebook og andre sociale medier. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Midt blandt de bølgede bakker på Mols udspiller sig et landsdækkende drama.

Hovedrollerne spilles af en række vilde heste, en gruppe vrede dyreaktivister og et hold biologer, der vil genskabe naturen, som den var engang.

Og som borgmester i Syddjurs, Michael Stegger Jensen (S), siger:

“Der er alle følelser involveret. Skuffelse. Også glæde. Det er hele paletten."

Dødstrusler, shitstorms og alvorlige anklager

Årsagen til alle disse følelser er det, man kalder rewilding, der snart skal indføres i 15 nye naturnationalparker, som regeringen har udpeget.

Hvad er rewilding?
  • Rewilding betyder genforvildning og indebærer, at man slipper kontrollen med naturen for at lade naturlige processer udspille sig så frit som muligt og hermed udvikle biodiversiteten.
  • Konceptet indebære, at man sætter en række forskellige dyrearter fri i naturen, som kan hjælpe til at området udvikler sig.
  • Ved projektet hos Molslaboratoriet indebærer det, at man sætter en gruppe heste og køer ud for at leve vildt i et afgrænset område. Her skal de leve vildt af den føde, der er i området. Dyrene har adgang til vand og tilses hver dag.

Det indebærer, at man slipper kontrollen med naturen og lader naturlige processer udspille sig for at udvikle biodiversiteten. Og derfor skal forskellige dyr også sættes fri i naturnationalparkerne og leve vildt – og dermed kun leve af det føde, der findes i området.

Naturnationalparkerne er ikke endeligt etableret endnu, men man har alligevel kunne rette blikket mod Mols for at få en forsmag på, hvad der er i vente. Her har Molslaboratoriet, som tilhører Naturhistorisk Museum, nemlig i nogle år lavet et forskningsprojekt med rewilding, hvor en gruppe køer og heste lever så vildt som muligt uden indblanding fra mennesker.

Siden projektet blev søsat i 2016, er bølgerne gået højt og har været med til at splitte alt fra almene borgere til politikere til forskere om spørgsmålet om rewilding.

Flere kilder beretter om dødstrusler, shitstorms og alvorlige anklager på sociale medier. Holdningerne til rewilding er nemlig mange.

Men ét spørgsmål står stadig tilbage ubesvaret:

Hvorfor vækker det så mange følelser i folk, når man diskuterer spørgsmålet om rewilding?

Foto:

“Det er kørt fuldstændig af sporet”

For at finde svar på spørgsmålet er jeg taget ud til dramaets omdrejningspunkt.

Der er nu roligt hos Molslaboratoriet denne mandag morgen. Et par brune ponyer trisser rundt og gumler på noget græs i det bakkede landskab, mens forårssolen er ved at stå op.

Derfor er det svært at forestille sig, at der få uger forinden måtte rulle politibiler herud for at standse et hold dyreaktivister.

Dyreaktivisterne troppede op med sække fulde af hø, som blev kastet ud til hestene med klapsalver i baggrunden, mens en kvinde strakte sig ud på jorden for at fodre et æble til en af hestene.

Jeg mødes med en kvinde ved navn Grethe M. Laursen i det bakkede landskab et par uger efter hændelsen. Hun er lokal borger i området og tidligere byrådsmedlem i Syddjurs Kommune for Dansk Folkeparti.

Og selvom hun også i den grad er imod rewilding, tager hun klar afstand fra de personer, der vælger at fodre dyrene, som indgår i forskningsprojektet.

Det viser med hendes øjne, at debatten er “kørt fuldstændig af sporet”.

“Da jeg stemplede ind i diskussionen for et år siden, var vi slet ikke nået til det her punkt af grovheder og beskyldninger. Det er fuldstændig eskaleret, og det er en skam,” siger hun.

Grethe M. Laursen er selv modstander af rewilding, da hun mener, at det er i strid med dyrevelfærden, og at arealerne, som dyrene skal leve i, ikke er store nok.
Grethe M. Laursen er selv modstander af rewilding, da hun mener, at det er i strid med dyrevelfærden, og at arealerne, som dyrene skal leve i, ikke er store nok. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Grethe Laursen begyndte at engagere sig i debatten for omkring et år siden, hvor hun blev medlem af facebookgruppen “Stop vanrøgt af dyr bag hegn".

En gruppe, som Dorthe Brauner Jensen står bag. Hun bor ikke selv i Syddjurs, men hun har med sine egne ord “et brændende hjerte for dyrevelfærd”.

Et brændende hjerte, der har ledt til, at hun er en ud af fire personer, der nu er sigtet for hærværk for at fodre heste, som indgår i Molslaboratoriets forskningsprojekt.

Hun har svært ved at se, hvordan konflikten kan nedtones, da dyrene i hendes øjne sulter.

“Vi kan ikke gå i dialog med hinanden, fordi vi har alt for forskellige syn på hesten. De ser hesten som et vildt dyr, og vi ser hesten som et tamt dyr. Og så længe det er sådan, kommer vi ikke nogen vegne.”

Naturelsker eller naiv hestepige?

Det giver god mening, at debatten om rewilding hiver fat i de helt store følelser hos almindelige mennesker, mener Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik ved Københavns Universitet. Det rører nemlig ved vores syn på, hvornår dyr har det godt.

“Dyrevelfærd betyder meget for os. Og når noget er betydningsfuldt for os, har vi det med at have stærke holdninger. Derfor bliver diskussioner som den her meget hurtigt personlig,” siger han.

Bioetikeren forklarer, at debatten har drejet sig væk fra at handle om, hvilke værdier og uenigheder, der er på spil, til næsten at være en slags “personhetz” på sociale medier.

“Det bliver meget polariseret. Enten elsker man naturen og hader dyr, eller også er man en naiv hestepige, der kun går op i hestenes ve og vel og ikke har nogen forståelse af virkeligheden,” siger han.

Den oplevelse kan den biolog Morten D.D, der har været ansigtet udadtil på Molslaboratoriets rewilding-projekt, genkende.

“I deres øjne bliver jeg inkarnationen af en, der vil dyrene det ondt, fordi jeg ikke har noget forhold til hestene som individer,” siger han.

En slagmark mellem to natursyn

For at forstå hvorfor synet af vilde dyr i naturen har vækket så mange følelser i folk, slår jeg også et smut forbi en mand, der står midt i stormvejret - nemlig Syddjurs’ borgmester, Michael Stegger Jensen.

Som den relativt nyvalgte borgmester siger, “er der nok at se til”, og han lyder en allerede en smule træt i stemmen, da jeg spørger ham, hvorfor debatten omkring rewilding i naturnationalparker er blevet så vild.

“Forandringer vækker altid mange følelser i folk. Og når forandringerne kommer oppefra som i det her tilfælde, vil det automatisk give en eller anden form for trodsreaktion,” siger han.

Spørger man Grethe M. Laursen, mener hun også, at det har haft effekt på den intensiverede debat.

“Jeg synes, at det bliver gjort på en helt forkert måde. Det bliver trukket ned om ørene på os fra nationalt niveau uden respekt for lokalområdet og borgerne.”

Og det er ikke kun i Syddjurs Kommune, at borgere har gjort modstand mod de nyligt udpegede naturnationalparker, som miljøminister Lea Wermelin (S) har fastlagt. Også steder som Gribskov og Bidstrup Skov har der været heftig kritik at fornemme.

Ifølge Bengt Holst, der er formand for Det Dyreetiske Råd, skyldes den landsdækkende debat, at rewilding-debatten sætter to forskellige natursyn på spidsen.

“Det ene fløj bøjer til naturens side, hvor alt skal ske efter naturens præmisser. Den anden fløj ser hesten som et husdyr, der nærmest er en del af familien. Derfor bliver italesættelsen af rewilding enormt farlig, fordi de to natursyn clasher med hinanden.”

Det bliver det også en svær opgave at gøre alle glade, anerkender Michael Stegger Jensen i Syddjurs. Men han er klar til at give det et forsøg.

“Jeg forsøger at gøre det til min opgave at forme den beslutning, der er truffet på nationalt niveau, sådan at den kan passe til vores lokalsamfund.”

Molslaboratoriet begyndte deres rewilding-projekt i 2016, som indebærer at en gruppe særligt robuste heste og køer lever så vildt som muligt i et afgrænset område i Mols Bjerge.
Molslaboratoriet begyndte deres rewilding-projekt i 2016, som indebærer at en gruppe særligt robuste heste og køer lever så vildt som muligt i et afgrænset område i Mols Bjerge.
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Det intime forhold til hesten

Der er særligt ét dyr, jeg er på jagt efter på min udflugt til Mols.

Det er nemlig endt med at være hesten, der har taget spotlightet i rewilding-debatten, og hvordan kan det egentlig være?

Bunkerne af hestepærer hist og her på stierne indikerer, at de vilde heste har været vidt omkring, men op ad formiddagen er der ikke mange heste for mig og Grethe M. Laursen at finde.

De daglige opslag på diverse Facebook-grupper giver mig dog rigelig indsigt i, hvor passionerede folk er omkring hestenes ve og vel.

Ifølge Bengt Holst er der en god grund til, at det især er hesten, der er i fokus, når man snakker rewilding.

“Vi føler, at vi har et meget tæt forhold til heste. De er næsten en del af familien, og er der overhovedet nogen risiko for, at de skulle få det dårligt, så gør man oprør.”

Han forklarer, at der eksisterer en “disneyficeret” tilgang til dyr, hvor vi gerne vil sikre, at de lever, som vi selv vil foretrække det.

Og derfor vækker det harme, når rewilding og andre koncepter, hvor husdyr sættes fri i naturen, bryder med den forestilling.

“Debatten blev afsporet på et tidligt tidspunkt, fordi der blandt andet blev sagt, at dyrene skal leve fuldstændig på naturens præmisser og have lov at dø af sult. Når du italesætter det sådan, er det klart, at det vækker mange følelser i folk,” siger Bengt Holst.

Foto:

Det kommer heller ikke som nogen overraskelse for Mickey Gjerris, at det er hestens velfærd, som har fået førsteprioritet i rewilding-debatten.

Man har nemlig en såkaldt sociozoologisk skala, som inddeler dyr, efter hvor godt vi kan lide dem. Og her ligger hesten i top sammenlignet med for eksempel grise.

“Heste og grise har de samme kognitive evner. Men fordi vi bedre kan lide heste, går vi mere op i deres velfærd.”

Derudover forklarer han, at der er mange, som oplever at have en “intim og “særlig relation” til deres hest.

“Mange har stærke følelser bundet op på deres hest, og derfor føles forestillingen om, at heste kan have det godt uden mennesker som et angreb med de personer,” siger han og tilføjer:

“Det er jo aldrig rart at mærke, at man godt kan undværes.”

Læs også

Kampen om at vinde har trumfet

Selvom debattens omdrejningspunkt er de vilde heste, der trisser rundt ude i virkeligheden på store naturarealer, går det nu hurtigt op for mig, at det ikke er her, man skal vende blikket hen for at forstå rewilding-debatten.

Jeg har nemlig forud for mit besøg hos Molslaboratoriet meldt mig ind i en række Facebook-grupper, og det er faktisk her, alt dramaet udspiller sig.

De daglige opslag med billeder af hestene, underskriftindsamlinger og politianmeldelser sætter en fed streg under rewilding-kampens forskellige fløje.

Og mens de kæmper hver deres kamp i adskilte Facebook-grupper, stikker en kommentar ud:

“Hvor er det dog trist, at debatten er kommet dertil, hvor formålet er ‘at give de andre baghjul’. Det handler om at vinde ‘kampen’ med fare for, at natur og dyr bliver taberne”.

Og det gør også Grethe M. Laursen trist at tænke på, da hun går rundt på stierne hos Molslaboratoriet.

For mens hun ikke vil give afkald på sin ambition om at stoppe rewilding-projektet på Mols, ville hun ønske, at de forskellige parter “kunne respektere hinanden og tage dialogen”.

Hun har selv ad flere omgange snakket i telefon med Bo Skaarup, der er direktør for Molslaboratoriet, hvor de har vendt deres uenigheder.

“Selvom jeg er rasende over den måde, de behandler dyrene, er jeg nødt til at respektere deres arbejde. Jeg sætter meget pris på, at vi stadig kan respektere hinanden.”

Grethe M. Laursen har svært ved at se, hvordan debatten om rewilding kan falde til ro lige foreløbigt. Men hun håber, konflikten snart dulmer, da hun frygter for områdets renommé.
Grethe M. Laursen har svært ved at se, hvordan debatten om rewilding kan falde til ro lige foreløbigt. Men hun håber, konflikten snart dulmer, da hun frygter for områdets renommé. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Hun frygter dog, at det bliver svært at åbne op for samme dialog på et bredere niveau.

“Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det her. Bo og jeg har flere gange overvejet, om vi skal invitere folk til et møde,” siger hun og tilføjer:

“Men det ville bare ende i kaos.”

Spørger man Bengt Holst, vil det også tage nogle år, før man kan forvente at se en mere sober debat om rewilding.

“Det må være ved eksemplets magt, at den her debat falder til ro, når man om nogle år kan vise frem, at det faktisk kommer til at foregå under fine omstændigheder.”

Og da vi er på vej væk fra Molslaboratoriet med Grethe M. Laursen, begynder effekten af at “slippe naturen fri” at vise sig, da en knaldgul sommerfugl flyver forbi.

“Se, det er en citronsommerfugl,” siger Grethe og følger den med blikket.

“Den er meget særlig for det her område.”

Omtalte personer

Morten D.D. Hansen

Naturvejleder & museumsinspektør, Naturhistorisk Museum, Aarhus
cand.scient. i biologi (Aarhus Uni. 1999)

Bengt Holst

Formand, Den Danske Naturfond og Det Dyreetiske Råd
zoolog

Mickey Gjerris

Lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, foredragsholder, forfatter
cand.theol. (Københavns Uni. 1999), ph.d. i bioetik (Københavns Uni. 2004)
Se alle personer

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser