HTX-elever vægter vetoret og menneskerettigheder i debat om forsvarsforbehold
150 1.g’ere på Roskilde HTX var indlagt til information og debat om forsvarsforbeholdet og folkeafstemningen. Hos eleverne fyldte især forestillingen om at sidde med i det lokale, hvor man som enkeltland kan stemme ja eller nej til en EU-mission og måske endda stemme en hel mission ned.
Gitte Skotby-Young Ballenstedt
RedaktørEt broget felt, der tager tid om at komme ud af starthullerne. Herefter med en gradvis acceleration. For så endelig at levere et noget mere energisk opløb og en intens slutspurt.
Sådan ville en komprimeret karakteristik lyde af Nyt Europas valgarrangement for 1.g’ere på Roskilde HTX, hvis det altså havde været en sportsbegivenhed. Nu er Altingets udsendte langt fra sportsreporter, men vover alligevel beskrivelsen.
For godt nok er det på ingen måde en konkurrence. Men når en måling som Epinion foretaget for DUF viser, at hver tredje ung mellem 18 og 30 år ikke ved, at folkeafstemningen d. 1. juni handler om forsvarsforbeholdet, kan man godt argumentere for, at der er noget at bevise. Et vist pres, der hviler over forsamlingen.
Forsamlingen på denne onsdag formiddag en uge før afstemningen om det ene af de fire danske EU-forbehold, består af cirka 150 1.g-elever på Roskilde HTX. Arrangementet er en obligatorisk del af undervisningen. Langt de fleste sidder allerede bænket på klokkeslæt, enkelte drysser ind med et skateboard under armen.
Fordøjede fakta uden forstyrrelser
Med en hurtig håndsoprækning får første oplægsholder, Iben Schacke-Barfoed, kommunikationschef i Tænketanken Europa, afklaret, at en mindre del af forsamlingen, en 15-20 stykker, kan stemme. Og at næsten lige så mange har tænkt sig at stemme.
Men kun omkring en håndfuld af dem ved, om det skal være ja eller nej.
”Nå, men der er også masser af tid til – der er en hel uge,” lyder det muntert fra oplægsholderen.
Hun får, som antydet i indledningen, lov til at tale stort set uforstyrret i det meste af en halv time.
En halv time, der byder på fordøjede fakta om bagtæppet for både forsvarsforbeholdet og afstemningen; altså krigen i Ukraine lige nu og tidligere krige i Europa, som de fleste af de tilstedeværende er for unge til at kende til fra andet end historiebøgerne.
Problemet er at, vi lige nu ikke har stemmeret, så vi kan ikke stemme imod noget. Det er vetoret, så vi vil aldrig blive tvunget til at deltage i noget.
Marek Azoulay
En del af Nyt Europa Ungdom
Den byder på opklaring omkring forsvarsbudgettet, som mange måske har hørt, skal øges:
Nej, som sådan hænger afstemningen om forsvarsforbeholdet ikke sammen med det øgede forsvarsbudget. Men begge dele hænger på flere måder sammen med de dystre fremtidsudsigter for verden: De indeholder flere geopolitiske konflikter, trusler fra cyberkrig, handelskrig og flygtningekriser og et USA, som under Trump begyndte at stille spørgsmålstegn ved NATO-samarbejdet. Sådan er essensen af oplægget.
Selvom Danmarks unge ifølge målingen fra Epinion og DUF har begrænset kendskab til emnet for onsdagens afstemning, har mange af dem markante holdninger til krigen i Ukraine. Således er 54 procent af de unge ifølge enten helt eller delvist enig i, at Danmark bør øge forsvarsbudgettet til 2 procent af BNP.
Det centrale kort over EU's missioner
I foredragssalen på Roskilde HTX introduceres i første halvdel af arrangementet et kort, som kommer til at spille en rolle i den senere debat: Kortet over EUs missioner. Med små flag og cirkler, som markerer dansk deltagelse under anden kommando eller på andet tidspunkt. Sådanne små flag har alle missioner undtagen tre: Somalia, Middelhavet, Tchad/CAR.
Der er aldrig blevet stemt, og der er aldrig blevet nedlagt veto. Det er naivt at tro, at Danmark som et lille land vil stemme nej og nedlægge veto
Elfriede Kann
Medlem af Rød-Grøn Ungdom,
I slutningen af første halvlegs-oplægget prøver oplægsholderen at introducere den tørreste del af EU's forsvarspolitik som den måske vigtigste: Nemlig samarbejdet omkring materielindkøb og muligheden for at tilgodese den europæiske forsvarsindustri frem for den amerikanske.
Her kvitterer forsamlingen med lidt mere uro i kroppene på stolene. Kroppene har også siddet stille i 25 minutter.
Isen brydes med Frontex, egeninteresse og øgede udgifter
Tænketankens kommunikationschef spørger, om nogen overhovedet har fulgt med i debatten om forsvarsforbeholdet i nyheds- eller sociale medier eller fået viden andre steder fra. Som svar får hun den første ytring fra salen i 27 minutter – nemlig at nogen fra 2.g har lavet et brætspil om forsvarsforbeholdene.
Et forsigtigt spørgsmål fra salen dukker på opfordring op omkring konsekvenserne af et nej til at afskaffe forbeholdene. En anden elev vil vide, hvad der egentlig står på stemmesedlen. Det giver anledning til både at opfriske historien om, at den første formulering på stemmesedlen blev skrottet, og til at understrege det stadig kryptiske faktum: Når man vil afskaffe forbeholdet, skal man stemme ja, og når man vil beholde det, skal man stemme nej.
Det er nogenlunde her, at sportsmetaforen ville sige, at den gradvise optrapning så småt tager til. For med isen brudt byder første halvleg på flere spørgsmål om, hvorvidt den i medierne omtalte Frontex-direktørs nylige exit og kritikken af agenturet skal tages i betragtning, om oplægsholderen mon bliver betalt af Europanævnet for at fremføre et bestemt synspunkt (svaret på begge er nej) og om hvor meget det vil koste, hvis Danmark vælger at afskaffe forbeholdet.
Endelig bliver der fra bagerste række leveret en eksemplarisk forklaring på forskellen mellem EU og NATO. En forklaring, der giver anledning til at opfriske de centrale begreber ’musketered’ og ’solidaritetsklausul.’
Ægte debat - med frygten som argument for to holdninger
Med en sal, der således er vakt en smule til live, kan sekretariatsleder i Nyt Europa, Julie Rosenkilde introducere sig selv og overgangen til de to debattører, Elfriede Kann fra Rød-Grøn Ungdom og Marek Azoulay fra Nyt Europa Ungdom.
”Jeg vil stemme nej, fordi de missioner, som forsvarsforbeholdet handler om, foregår primært i Afrika, og jeg kan som person ikke gå ind for dem. Der er eksempler på, at menneskerettighederne er blevet overtrådt i dem. Jeg er bange for, at hvis forbeholdet bliver afskaffet, vil nogle partier (i Folketinget) mene, vi skal deltage, og der vil være flertal for at vi skal deltage, Introducerer Elfriede Kann sit synspunkt. Hun går til daglig i 2. g på Birkerød gymnasium og har derfor læseferie lige nu.
”Jeg ser en fremtid, hvor vi får endnu mere brug for at samarbejde om vigtige emner, og EU er det samarbejde, som er nærmest Danmark, og selvfølgelig skal menneskerettighederne overholdes. Jeg havde aldrig troet, der skulle komme krig på vores kontinent, men der er krig i Ukraine, som har europæiske naboer. Jeg ser forsvarssamarbejdet som en mulighed for at rykke endnu tættere sammen,” lyder introen fra Marek Azoulay. Han er studerende på CBS og er 26 år.
Enter vetoret
Elfriede Kann fortsætter sin argumentation om ikke bare frygten for at Danmark skulle beslutte at deltage i en mission, men også frygten for, at Danmark skal lade sig presse af andre lande til at beslutte at gennemføre en mission i EU-regi.
”Tror du heller ikke, at Danmark har nogen rygrad?” spørger Julie Rosenkilde Marek Azoulay.
”Problemet er at, vi lige nu ikke har stemmeret, så vi kan ikke stemme imod noget. Det er vetoret, så vi vil aldrig blive tvunget til at deltage i noget. Og så så vi på kortet, at Danmark allerede deltager i forvejen i de fleste missioner, bare på en anden måde. Jeg ville hellere have, at vi havde stemmeret til at beslutte hvilke missioner, der skal gennemføres,” lyder svaret.
Vetoretten er smidt på banen – vi vender tilbage til den.
”Er det ikke vigtigt, at Danmark har stemmeret?” sender Julie Rosenkilde bolden over til Elfriede Kann?
”Jo, men der er aldrig blevet stemt, og der er aldrig blevet nedlagt veto. Det er naivt at tro, at Danmark som et lille land vil stemme nej og nedlægge veto,” lyder det fra Elfriede Kann.
Forestillingen om at sidde rundt om bordet i EU
Eleverne vil vide, om debattørerne har ændret holdning på grund af Putin, hvordan de mener, man skal reagere over for en som Putin (hvis ikke med oprustning), der spejles ’voksen-politiske’ diskussioner om signalværdien i at investere mere i forsvar versus anden velfærd, om parallellen til samarbejdet om klima i en bredere kreds af lande. Og så tilbage til vetoretten.
For nu vil Mathilde fra publikum vide, hvad der konkret sker, når man stemmer ja til at afskaffe forbeholdet. Hvordan udnytter man den stemmeret, man så får? Altså når man sidder rundt om bordet i det lokale, som både salen og scenen synes at være enige om at forestille sig. Det lokale, hvor Danmark og de andre lande beslutter, hvilke EU-missioner, der skal gennemføres.
”Vi kan deltage i de missioner, som Folketinget beslutter, vi skal deltage i,” lyder svaret på en del af spørgsmålet.
Vetoretten - en forestilling der har bidt sig fast
På det tilbagevendende spørgsmål om vetoretten søger panelet nu opklaring hos Iben Schacke-Barfoed fra Tænketanken Europa. Er det virkelig korrekt, at Danmark uden forbehold vil kunne stemme en hel EU-mission ned?
Svaret, nemlig at alle missioner skal vedtages enstemmigt, tolkes som et ja.
Elfriede Kann fremfører, at eftersom det aldrig er sket, at nogen har nedlagt veto mod en mission, kommer det formentlig heller aldrig til at ske for Danmark.
Iben Schacke-Barfoed indvender, at der i praksis ikke kommer forslag ind på et bord, som landene skal stemme om. Vetoretten fungerer snarere omvendt, der skal samles støtte til en mission – enstemmigt – før den bliver fremlagt. Det er derfor, EU ikke har så mange missioner.
Det er ikke rigtig en indvending, der bider sig fast hos hverken panel eller publikum. For diskussionen om at fjerne forbeholdet og for at kunne blokere for samtlige foreslåede EU-missioner af etiske årsager eller deltage i den ene mission, som giver mening for Danmark, bliver ved med at bølge.
Og ingen indvender, at argumentet med, at vetoretten aldrig er blevet brugt, i praksis også kan ses som at den er blevet brugt utallige gange – i alle de mulige missioner, der aldrig nåede frem til mødelokalet.
Dansk værnepligt og franske anklager
Salen er varmet op. Også de omtalte brud på menneskerettigheder vil tilhørerne have detaljer om.
Elfriede Kann fortæller om de franske styrker, som blev sendt ned for at støtte det maliske forsvar med våben og træning, og at selvsamme forsvar senere brød menneskerettighederne med anklager om tortur, voldtægt og drab på civile.
”Men det er jo Frankrig, ikke Danmark,” lyder det fra salen.
”Jo, det er rigtigt. Man kan håbe, det ikke sker for Danmark, hvis vi bliver en del af det,” svarer Elfriede Kann.
Også værnepligten får en tur – bliver det nødvendigt at skrue op for den, hvis vi nedlægger forbeholdet?
Og skal man overføre målingen fra Epinion og DUF til salen, vil 31 procent af de tilstedeværende mene, at Danmark bør indkalde flere værnepligtige. Det hænger meget godt sammen med, at 77 procent er bekymrede for, at verden bliver mere usikker i fremtiden på grund af krig.
Ingen i salen er gamle nok til at kunne huske diskussionen om EU-hæren særlig tydeligt. Men halvanden times arrangement har vist, hvor hurtigt et 'spøgelse' som den kan opstå: Vetoretten, som ikke eksisterer i praksis på den måde, de fleste i salen øjensynligt forestiller sig det. Men som bliver ved med at husere i debatten.