Hun var den første til at trække støtten til Lizette Risgaard: Her er hendes historie

Hun er blevet fyret for at give en nærgående stamgæst en flad, og den vigtigste aftale, hun har lavet som HK-formand, er en trepart om seksuel chikane. Fredag trak hun støtten til FH-formand Lizette Risgaard, der er blevet beskyldt for grænseoverskridende og krænkende adfærd. Genlæs interviewet med HK's formand, Anja C. Jensen.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Katrine Falk Lønstrup

Egentlig havde hun bestilt Teslaen i sort. Sådan lidt som et kompromis mellem at købe en rød Tesla og lade helt være. Eller mellem den hun er, og sådan som andre kunne opfatte hende.

Men da hun ringede til sin lillebror og fortalte om den sorte Tesla, syntes han godt nok, det var meget ulig hende at lægge en dæmper på sig selv på den måde. Det var det måske nok. Eller det var det.  

Så hun ringede til Tesla og ændrede bestillingen til rød. Og så fik hun også lige skrevet ANJA på nummerpladen. Ingen kompromiser og ingen undskyldninger. 

Læs også

Anja Camilla Jensen var næstformand i HK Privat, og hun vidste godt, at der nok skulle være nogen, der ville mene, det er et dårligt signal at sende. At det, som der vist også var en, der skrev på Facebook, er "en pamperbil, som hun kører rundt i for medlemmernes penge”. Og det er vigtigt for hende, at medlemmerne kan identificere sig med hende. At de ser hende som deres repræsentant.

På den anden side – og det var hendes brors pointe – hun er netop ikke én, der beder om forlov til at være den, hun er. Eller hvilken bil hun kører.

Det kan godt være, det er lidt blærerøvsagtigt ligefrem at vælge en rød Tesla, konstaterer Anja C. Jensen tørt. Men det tager hun ikke så tungt. For hun har købt den for sine egne penge. Og det er egentlig også ret fedt, fortsætter hun.

Det starter jo ikke med en voldtægt i kopirummet. Det starter ofte i det små. Med en halvsjofel vittighed eller lummer bemærkning. 

Anja C. Jensen
Formand for HK

"Hvis jeg er til en konference, på besøg hos en virksomhed eller til forhandlinger forskellige steder, kan man se, at HK er kommet. At Anja er der. På en eller anden måde er det også en manifestation af, at vi er her. I kan regne med, at HK er in the house.” 

Og nu er arbejderpigen, der trådte sine barnesko blandt bryggeriarbejderne på Frederiksberg, lige der, hvor hun ifølge hende selv skal være. Ikke bare næstformand i HK Privat, men den første kvindelige forbundsformand i HK. Den næststørste fagforening i Danmark med 220.000 medlemmer.

På en post, der giver hende adgang til bestyrelsesposter og beslutningstagere, og utvivlsomt placerer hende som del af den danske magtelite. Og i en position, der giver adgang til at forandre og forsvare. Og gøre HK synlig.

Det sidste er der ifølge Anja C. Jensen brug for.

"HK har slet ikke været synlige og højlydte nok,” siger hun.

Og så er det jo godt med én, der med egne ord "er sådan en, der larmer lidt”. Og hun tror faktisk på, at det også er, hvad hendes medlemmer forventer af hende, for det er trods alt hende, de har valgt.

Hun var engang så stresset, at hun glemte, hvordan man trak vejret og dejsede om i en HT-bus. Hun er forhenværende ejer af et brunt værtshus, og hun har givet en stamgæst en flad, da han blev for nærgående. Nu ankommer hun til forhandlingerne i sin røde Tesla, der bærer hendes eget navn som nummerplade. 

Og det her er et portræt af hende og hendes vej fra arbejderklassen omkring det gamle Carlsberg til toppen af HK. Et portræt, der gerne vil høre hendes egen forklaring på, hvordan man kan bryde ud af sit miljø og ud af sin klasse og stadig være dens vigtigste repræsentant. 

Læs også

"Det starter jo ikke med en voldtægt i kopirummet"

Man kan starte mange steder, når man skal fortælle et menneskes historie. I Anja C. Jensens tilfælde kunne det både være med historien om værtshuset og bussen. Der var også, dengang hun hørte en kammerats mor få en flad inde i stuen. Og de stationer, skal vi nok nå.

Men måske begynder man bedst portrættet af, hvem hun er, ved at starte med anekdoten, om dengang hun blev fyret for at give en gæst en lussing.

For Anja C. Jensens historie er en kvindepolitisk historie fra opvæksten til den kamp, hun kæmper nu. Den er på én gang personlig og politisk. Eller den begyndte personligt. Nu er den politisk. 

"En stamgæst på en bar på Nørregade, hvor jeg arbejdede som ung, var fuld og nærgående. Først var det mest upassende og lumre kommentarer, men da jeg stod med en fyldt opvaskebakke i hænderne, så han det som en anledning til at rage mig på brysterne. Jeg ved ikke, hvad han forventede, jeg ville gøre. Men jeg stillede bakken med opvask fra mig og svingede ham én.” 

Nogle gange var der også kvinder, der rejste sig. Fik modet til at sige fra. Eller til at gøre noget godt for sig selv. Som at tage på et kursus og uddanne sig.

Anja C. Jensen
Formand for HK

Hvad skete der så? 

"Jeg blev fyret. Der var selvfølgelig ikke derfor. Det var bare tilfældigvis umiddelbart derefter,” siger hun med en ironi, som jeg fornemmer, ikke er fremmed for hende. Jeg er dog ikke i tvivl om, hvad hun mener. Det tror jeg egentlig sjældent, at man er. 

Som 23-årig startede Anja C. Jensen som receptionistelev, og herefter fulgte et langt arbejdsliv i hotelbranchen. Et arbejdsliv, hvor hun også har måttet lægge øre – og krop – til en del.  

"Som kvindelig HK'er og kvinde i det hele taget tror jeg bare, jeg har oplevet ting på arbejdsmarkedet, som det ikke er særligt mange mænd, der oplever,” erindrer Anja C. Jensen. 

Hvad er det for nogle ting? 

“Der er nok ikke så mange mænd, der har oplevet at blive befamlet på brysterne af en gæst. Det har jeg mere end én gang. Eller at bukke sig ned for at tømme opvaskemaskinen og høre en, der siger: ‘Så, nu er du lige præcis i den stilling, jeg gerne vil have dig i'.” 

Sagde du fra? 

"Jeg har altid sagt fra over for det fysiske. Men det verbale er svært. Indtil for få år siden kunne jeg stadig komme i en situation, hvor jeg simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle sige. For hvad fanden siger man? Det værste, man kan være i Danmark, er jo sippet. Og det bliver man hurtigt, hvis man er i et mandeselskab og er den, der siger, at det sgu bare ikke er sjovt. 'Nå, nå, må vi nu heller ikke hygge os mere'. Det er bare til at brække sig over. Og jeg bliver tosset over det,” siger hun: 

”For det starter jo ikke med en voldtægt i kopirummet. Det starter ofte i det små. Med en halvsjofel vittighed eller lummer bemærkning. Men det er desværre sjældent, at det bliver ved det.”

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Chefer i lak og læder 

Vi spoler frem og tilbage. Mellem den kamp, hendes mor kæmpede som rødstrømpe og tillidskvinde i 1970'erne, og Anja C. Jensens egne oplevelser gennem 30 år som kvinde på arbejdsmarkedet. Derfor er det heller ikke overraskende, at hun flere gange i løbet af interviewet vender tilbage til den trepart om seksuel chikane, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik i marts i år.  

Det var en trepartsaftale, hvor HK blandt andet var med til at få vedtaget en såkaldt ungepakke, der betyder, at det bliver gjort helt klart i lovgivningen, at den godkendelse, en virksomhed får til at have elever og lærlinge, kan trækkes tilbage igen, hvis den ikke lever op til sit ansvar.

Vigtigheden af den aftale er ikke til at tage fejl af, når man taler med Anja C. Jensen. For HK har – med Anjas egne ord – haft en hel del udfordringer.

"Der var en lang række unge mennesker fra samme virksomhed, som kom til os. De beskrev deres elevtid som en vild tur til Sunny Beach. Cheferne kom til fest iklædt lak og læder, og de skulle drikke shots af dildoer. Det var helt grotesk. Virksomheden tog elev efter elev, og alligevel formåede vi ikke at sikre, at de mistede retten til at tage flere elever,” fortæller Anja C. Jensen: 

"Da vi ringede til nogle af de elever, der var stået frem, efter vi havde fået vedtaget treparten, begyndte en del at græde. De var så lettede over, at der endelig var sket noget. At de havde gjort en forskel for ikke bare dem selv, men også en masse andre elever. Det tror jeg egentlig ligger dybt i os alle: At vi gerne vil gøre en forskel for andre end os selv.” 

Læs også

Et arbejderhjem med DFØ-kasser 

Altinget møder Anja Camilla Jensen, hvor det hele begyndte. I Carlsberg Byen i København, hvor hun var til sit første faglige møde, da hun var to år gammel. Dengang lugtede der af humle, siger hun, mens vi går fra Elefantporten ned mod Vestre Fælledvej, hvor hun hver morgen blev afleveret i Carlsberg Børnehave sammen med alle andre børn, der havde forældre, som var bryggeriarbejdere.

Når vi spurgte, hvad vi skulle have at spise, fik vi altid at vide, at det kom an på, hvad der var i DFØ-kassen.

Anja C. Jensen
Formand for HK

Her blev hun født i 1970, dengang Frederiksberg havde et decideret arbejderkvarter. Hun voksede op i en lejlighed på Falkoner Allé sammen med sine forældre, der begge arbejdede på Carlsberg, og sin to år yngre lillebror. Hendes far var ølmand, og hendes mor gjorde rent og var i køkkenet – og så var hun tillidskvinde for alle Carlsbergs rengøringskvinder og køkkenassistenter. Alle kvinderne i de blå kitler. 

Med to ufaglærte forældre var der sjældent ret mange penge på kontoen, så der var ikke råd til andet end det allermest nødvendige. Måske en sjælden gang, hvis der havde været en god overenskomstforhandling. Hun manglede ikke noget, men fik heller ikke stereoanlæg i konfirmationsgave som flere af klassekammeraterne, der også gik i mærketøj. Alt skulle være Lacoste. For det var jo Frederiksberg. 

"Jeg er vokset op med Dansk Fryseøkonomi, hvor man kunne købe sådan nogle pakker med kød til enten en uge, 14 dage eller en måned. Det var der, vi fik vores mad fra. Så når vi spurgte, hvad vi skulle have at spise, fik vi altid at vide, at det kom an på, hvad der var i DFØ-kassen,” fortæller hun. 

Det var Anja C. Jensens mor, der stod for alt det huslige, og det var hende, der sørgede for mad på bordet hver dag. Sådan var det i det i de fleste hjem, Anja kom i, selvom kvinderne arbejdede nøjagtig lige så hårdt og lige så længe som mændene.  

"Min far havde den helt rigtige indstilling og syntes jo, at min mor kæmpede en vigtig kamp. Det betød dog ikke, at han selv lavede mad derhjemme,” fortæller hun og fortsætter: 

"Men han var nok egentlig med til at frisætte min mor og gøre hende bevidst om, at hun havde sine egne meninger og sin egen ret til at bestemme. Min mor var ud af en stor søskendeflok af næsten kun piger, som var opdraget meget klassisk. Så det var hun ikke så vant til.”

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

"Der var simpelthen kvinder, der fik tæsk derhjemme” 

Anja C. Jensens far var også fagligt aktiv, for det var bryggeriarbejderne jo, som hun bemærker. Men det var især hendes mor, der gik forrest for Carlsbergs kvinder. Anja var med til det hele. De faglige møder og rødstrømpedemonstrationerne, hvor hun de første år sad i klapvogn med tophue og snotnæse, og fra hun var helt lille, var hun med sin mor på kvindehøjskole. 

"Alle mødre havde børn med, for de kunne jo ikke være hjemme hos deres far. Så ville de ikke få noget at spise,” griner hun: 

"Jeg kan huske, kvinderne tog på faglig rejse til Cuba på et tidspunkt, hvor min lillebror og jeg var hjemme ved min far. Min mor havde lavet et kæmpestor portion kødsovs, som skulle række til hele ugen. Og min far kom alle mulige ingredienser i for at spæde op. Først var det vist cocktailpølser – og det endte så med perleløg.” 

Langt de fleste af de kvinder, Anja C. Jensens mor repræsenterede, var også gift med mænd, der arbejdede på Carlsberg. En del af dem kom fra temmelig ringe kår, og det var ikke alle bryggeriarbejdere, der var lige søde ved deres koner, fortæller hun. 

"Der var simpelthen kvinder, der fik tæsk derhjemme.” 

I Anjas C. Jensens eget barndomshjem var der ingen, der fik tæsk, og selvom hendes far drak øl hver dag, var alkohol ikke noget, der prægede hendes familie negativt. Men for bryggeriarbejderne var der fri øl, og der var mange, der var meget tørstige. 

"Jeg kan huske, jeg var hjemme hos en af mine kammerater og spise aftensmad, hvor faren, der måske nok havde fået lidt rigeligt at drikke, pludselig blev vred og slog i bordet. Min kammerat og jeg blev sendt ind på værelset, og så kunne vi høre, at han stak moren en flad inde i stuen. Jeg var virkelig rystet og forarget, da jeg kom hjem.” 

Det er tydeligt, at det er oplevelser som den, der har hældt benzin på det bål, der brænder i Anja C. Jensen. For det er vigtigt for hende, at de kampe, hendes mor og medsøstre tog – som var nogle af de helt store kampe – ikke falder på gulvet i dag. Men det har også givet hende håb. Faktisk mest af alt håb. 

Læs også

"For nogle gange var der også kvinder, der rejste sig. Fik modet til at sige fra. Eller til at gøre noget godt for sig selv. Som at tage på et kursus og uddanne sig. Det kunne de, fordi de havde hinanden.” 

De var nogle rå madammer, fortæller hun. Men det var meget hjerteligt, de talte om alt, og de dannede og uddannede hinanden. Til livet og til alt muligt andet. Og det var der noget frigørende i. 

"Selv for de kvinder, der fik tæsk derhjemme. De kunne jo ikke gå fra deres mænd, for det havde de ikke råd til. De var bundet til hjemmet. Men så fik de noget frihed og søstersolidaritet ved at organisere sig. Det husker jeg meget tydeligt," fortæller Anja C. Jensen. Og fortsætter grinende: 

"Jeg kan huske, min mor beskrev, hvordan en af kvinderne kom på arbejde og fortalte, at hun havde problemer med svamp. Nogle af de andre kvinder, som hun sad og drak kaffe og røg smøger med, sagde så, at Rodalon kan hjælpe. De troede, der var tale om svamp i hendes lejlighed. Et par dage senere, da kvinden kom på arbejde, gik hun og ømmede sig sådan, og min mor spurgte, hvad der dog var med hende. 'Jamen det er det der svamp. Jeg har prøvet med Rodalon, og nu svier det bare sådan'. Det er den mest sindssyge historie. For de var bare sådan: 'Vi hjælper hinanden. Det kan jeg sgu godt løse for dig.' Det var så bare ikke lige der, Rodalon skulle anvendes.” 

Den afgående HK-formand, Kim Simonsen, og den nyvalgte, Anja C. Jensen, på HK's Kongres 30. oktober 2021.
Den afgående HK-formand, Kim Simonsen, og den nyvalgte, Anja C. Jensen, på HK's Kongres 30. oktober 2021. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Brun bodega på Frederiksberg 

Anja C. Jensen har nu været forbundsformand i godt et halvt år. Hun erobrede posten efter et kampvalg, hvor hun fik 178 stemmer mod modkandidaten Martin Rasmussens 173 – og blev dermed den første kvinde på posten nogensinde.

Den første tanke er måske nok, at det ikke kunne være meget anderledes. Hun er en slags barn af fagbevægelsen – og hun har været tillidsrepræsentant på flere tidligere arbejdspladser.

Men hun har også været vidt omkring, inden hun vendte helt hjem til fagbevægelsen. Hun er uddannet hotelreceptionist og har arbejdet på flere hoteller i både London og København. Først som receptionist og siden som chef. Og så ejede hun jo også lige det førnævnte brune værtshus på Falkoner Allé. 

I HK er vi kendt for vores ordentlighed. Den skal vi holde fast i. Men samtidig må vi altså også gerne være dem, der rejser os og protesterer, når vi ikke bliver behandlet ordentligt.

Anja C. Jensen
Formand i HK

Hun købte værtshuset, fordi hun ikke lige havde en forfremmelse inden for rækkevidde og havde lyst til at prøve noget nyt. Det var skægt, men også hårdt, for der blev klart omsat mest, når Anja selv var der. 

"Jeg havde en plan om, at der skulle være ugentlig jazz på værtshuset. Men nogle gange var der flere jazzmusikere, end der var gæster. Folk gik, når jazzen gik i gang, og så kom de igen, når det var slut.” 

Det var faktisk også bag baren på værtshuset, at Anja C. Jensen besluttede sig for at gå ind i politik i første omgang. For når hun stod der bag baren, hørte hun dagligt på mennesker, der var enormt utilfredse – og enormt kloge, men som ikke gjorde noget som helst ved det.  

”Det nyttede jo ikke en skid,” udbryder hun. 

”Så da en af de faste gæster, der var skorstensfejermester på Frederiksberg, og som jeg ofte diskuterede med, var sådan lidt: 'Skal du ikke...'. 'Jo, det skal jeg da'. Og så gjorde jeg det – og endte med at sidde i alt otte år i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet på Frederiksberg.” 

Stresskollaps i 2A 

Det var først, da Anja C. Jensen for alvor selv fik brug for sin fagforening, at hun blev fagligt aktiv. 

Da hun en tidlig morgen i 2005 sidder i bus 2A på vej til Kastrup, hvor hun arbejder som receptionschef på et hotel, kan hun pludselig ikke huske, hvordan man trækker vejret. Hun går op til buschaufføren, der selvfølgelig ikke forstår, hvad hun siger. Hun besvimer på gulvet, og det næste, hun husker, er, at hun ligger i en ambulance. Efter måneders massivt pres fra en chef, der med Anjas ord var "lidt af en idiot", kunne hun ikke holde til mere. Og det er med fagforeningens hjælp, at hun kommer sig igen. 

Blå bog

Om Anja Camilla Jensen 

Født 14. april 1970 på Frederiksberg (52 år). 
Bor i en villa på Frederiksberg og er delemor til to teenagere, som hun har hver anden uge. 

2021: Forbundsformand, HK Danmark. 
2019-2021: Næstformand, HK Privat. 
2016-2019: Specialkonsulent, Kost og Ernæringsforbundet. 
2010-2018: Kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet, Frederiksberg Kommune. 
2009-2016: Faglig sekretær, HK Handel Hovedstaden. 
2005-2009: Faglig sekretær (og tillidsrepræsentant), 3F Hotel & Restauration. 
2002-2005: Receptionschef, Dan Hotel. 
1997-2002: Indehaver, Café Francke. 
1996-1997: Receptionist, Hotel Admiral. 
1995-1996: Supervisor, The Westbury, London. 
1995: Svendebrev, hotelreceptionist, Phoenix. 
1988-1993: Student, sælger, medhjælper og tjener. 

Da hun efter måneders sygemelding vendte tilbage, blev det som faglig sekretær i det daværende RBF, Restaurationsbranchens Forbund, der i dag er en del af 3F. Der var der, hendes faglige karriere startede. Efter en årrække som faglig sekretær blev hun i 2019 næstformand i HK Privat, da forgængeren Marianne Vind blev valgt til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

Siden da er det gået stærkt. 

Da Anja C. Jensen sidste år blev valgt som formand for hele HK, var det med målet, at fagforbundet skal være en mere markant politisk aktør. Det hænger selvfølgelig sammen med, at HK ligesom det meste af den klassiske 'røde' fagbevægelse har mistet medlemmer de seneste mange år, og at hun mener, de nu skal være mere synlige. Men det hænger også sammen med, hvem Anja C. Jensen er: 

"I HK er vi virkelig kendt for vores ordentlighed. Den skal vi selvfølgelig holde fast i. Men samtidig må vi altså også gerne være dem, der rejser os og protesterer, når vi ikke bliver behandlet ordentligt. Med mig som formand får HK nok i højere grad en, der insisterer på det. Og det skal medlemmerne kunne lide. Jeg vil enormt gerne lytte. Men jeg er også nødt til at være mig. For det er jo også min lidenskab, der skaber mig og nok har gjort, at jeg overhovedet blev valgt som formand. Og hvis de så ikke bryder sig om det, skal de have lov til at vælge mig fra.” 

Men hvilken kamp er det, fagbevægelsen skal kæmpe i dag? Er der overhovedet en kamp at kæmpe? 

"Kampen er givetvis ikke lige så meget liv eller død, som den var engang. Men alt, hvad vi har opnået, har vi kæmpet os til, og alt, hvad vi har opnået, kan vi miste igen. Hvis ikke der er en fagbevægelse, er der heller ingen dansk model, ingen overenskomst, ingen grundlæggende rettigheder. Så skal vi alle igen stå op for os selv for at fastholde eller tilkæmpe os rettigheder."

"Og jeg tror helt ærligt ikke på, at den enkelte lønmodtager vil kunne få ordentlige vilkår, hvis vi ikke findes. Derfor er det en stor trussel, at så mange unge ikke melder sig ind i en fagforening – eller at voksne for den sags skyld melder sig ud.” 

Men handler det ikke også om, at fagbevægelsen ikke har været gode nok til fortsat at gøre sig relevant? 

Jeg vil enormt gerne lytte. Men jeg er også nødt til at være mig.

Anja C. Jensen
Formand i HK
”Jo, jeg tror ikke, vi har været gode nok til at holde forståelsen af fagbevægelsens rolle i live. Og det skal vi tage meget alvorligt. Jeg ser det som en af mine vigtigste opgaver, at flere får fortalt historien om, hvad fagbevægelsen både kan og har kunnet. For det nytter ikke noget bare at slå folk oven i hovedet med Septemberforliget af 1899.” 

Har du meget temperament? 

”Det er blevet tæmmet – eller jeg har lært at håndtere det. Men ja, det har jeg. Dengang jeg var teenager og gik til fest, endte jeg altid udenfor eller i et køkken i en ofte højlydt, politisk diskussion. Jeg har temperament, og så har jeg en lyst til at diskutere. Og måske også til at omvende nogen. Indimellem lidt blåøjet. Det kan virkelig gøre mig vred, hvis der er nogen, der ikke opfører sig ordentligt over for hinanden. Og når man insisterer på at sige det højt og måske heller ikke skyr nogle midler, får man nogle øretæver.”

"Din far var her i dag” 

Vi afslutter interviewet på en restaurant, der ligger på toppen et af de mange nybyggerier i Carlsberg Byen. Anja bestiller en caffe latte, jeg får en cappuccino, og vi sætter os ud på tagterrassen.

Vi er tilbage, hvor vi startede interviewet. Vi taler om arbejderklassen. Om hvem Anja er og om at være blevet en del af samfundets top – hun er endda formuende, efter en skilsmisse gjorde hende til millionær – og hvordan hun forener alt det med den rolle, hun har som forbundsformand.

"Min opvækst og i virkeligheden også min tid på værtshuset har været med til at danne mig, fordi jeg har fået en masse erfaringer med, hvordan forskellige mennesker lever og har det. Det står for mig som billeder på noget af det, som der skal være anderledes i samfundet. Jeg har virkelig set mange skæbner. Og selvom jeg må erkende, at magten har været svær; at jeg er opdraget til at handle og mene noget, men nok ikke så meget til at håndtere magten, så tror jeg, det har givet mig det bedste fundament for at bruge den magt, jeg nu har fået,” forklarer hun og fortsætter alvorligt:

”Noget af det vigtigste, man kan gøre som forældre, er at give sine børn et facetteret billede af, hvordan samfundet ser ud. Man svigter sin opgave som forældre, hvis man ikke gør det. For hvis man først som 20-årig kommer ud og møder nogle, der ikke ligner én selv, tror jeg, det er en helt anden udfordring.” 

Anja C. Jensen ser ikke livsbane og opstigning fra bryggernes verden til optagelsen i de inderste cirkler i eliten som et brud, der skiller hende fra dem, hun repræsenterer. Og hun tvivlede heller ikke længe på det med den røde Tesla. Alligevel fortæller hendes sidste anekdote både om en formand, der havde brug for at høre det fra bryggerne, og om en pige, der havde brug for at høre det fra sin far: At hun stadig hører til.

"Min far døde for et par år siden, så han ved ikke, jeg er blevet formand,” fortæller hun.  

Hun tøver: 

"I går stod jeg på Hovedscenen i Fælledparken og holdt tale 1. maj. Allerforrest foran scenen stod der to gamle, kvindelige bryggeriarbejdere, som jeg kendte tilbage fra mine forældres tid på Carlsberg. Da jeg talte om min mor og far, hujede de to ældre kvinder begejstret. Efter talen kom de hen til mig og gav mig et stort kram, og så hviskede den ene til mig: 'Din far var her i dag. Det sørgede jeg for'. Så tudede vi lidt sammen. Det er jeg sgu ked af, at han ikke nåede at opleve. For han ville have været stolt.” 

Anja er her. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anja C. Jensen

Forbundsformand, HK Danmark
receptionist

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

0:000:00