Jarl Cordua: Enmandshæren Løkke udfordrer regeringens strategi

KOMMENTAR: Lars Løkke Rasmussen har gjort sig til talsmand for synspunktet, at regeringen er for forsigtig med hensyn til at åbne for samfundet. Vækker budskabet genklang i befolkningen, kan det presse regeringen, skriver Jarl Cordua.

Regeringen fremlagde i denne uge en plan for en gradvis åbning af samfundet efter påske. Det sker efter en måneds effektiv nedlukning af landet, der tilsyneladende har fået smitten med coronavirus under kontrol.

Det er i al fald Sundhedsstyrelsens egen vurdering, og den bakkes op af tal for blandt andet indlæggelser, der i nogen tid er faldet støt.

I al den tid har regeringen været bakket fuldtonet op af samtlige politiske partier, og oppositionspolitikken i Danmark har været reduceret til at se behovene for indgreb, lidt før at regeringen lod dem materialisere i hjælpepakker, og efterfølgende kritisere deres størrelse og ikke mindst tempoet i regeringens egen erkendelse af behovet.

Det sidste tydeligst i tilfældet med kulturministerens tøven over for det nødlidende Kulturdanmark.

Der har også været mulighed for at kritisere regeringens behov for at udstille Sundhedsstyrelsens ledelse, så den kunne distancere sig fra embedsmænds tøven og manglende evne til at træffe beslutninger.

Til trods for det har befolkningen i alle målinger indtil videre bakket massivt op om regeringens håndtering af krisen, og både statsministeren personligt og navnlig hendes parti har længe ikke været så populære som nu.

Måske er det billede ved at ændre sig, efter at regeringen i denne uge fremlagde sin plan for at åbne samfundet igen. Regeringen har på baggrund af en analyse fra Statens Serum Institut, der præsenterer tre scenarier for åbning af samfundet, valgt den forsigtige "lille" model kombineret med lidt ekstra restriktioner. Det trufne valg har dog allerede fået den politiske konsensus til at fordufte.

I forvejen er debatten om coronakrisen præget af uenighed blandt faglige eksperter, som dermed også breder sig til den politiske debat og til sidst hos politikerne, der enten skal træffe beslutningerne eller anvise alternativer.

I debatten findes "WHO-plus-holdet", der ligesom FN's verdenssundhedsorganisation mener, at en fortsat total nedlukning med smitteopsporing, massive test og isolation med henblik på udryddelse af sygdommen er eneste vej frem.

Det skulle, indtil en vaccine er opfundet, både være den sikreste og på langt sigt billigste vej for samfundet trods indledningsvist enorme tab hos virksomhederne.

Det er ifølge tilhængerne også den mest moralsk forsvarlige fremgangsmåde, da strategien vil minimere sygdommens udbredelse og dødsfald. Der henvises blandt andet til økonomiske analyser foretaget af den britiske handelshøjskole Imperial College.

I tilhængerkredsen findes bemærkelsesværdigt flere liberale debattører og markante folk fra Liberal Alliance, blandt dem partiets sundhedsordfører, Henrik Dahl, der er meget aktiv i debatten på Facebook.

Der ses også enkelte markante, højrøstede journalister og debattører som Weekendavisens Søren K. Villemoes, der også går i rette med Sundhedsstyrelsens holdning om, at det ikke er nødvendigt for folk at bruge mundbind.

Dertil findes "WHO-minus"-holdet, der ser den sydkoreanske model med smitteopsporing og kontrol med folks færden, og som tillader, at oplysninger fra folks mobiltelefon tilflyder myndighederne for at kortlægge udbredelsen af smitte, som vejen frem. Nogle af dem vil gerne kombinere modellen med en langt større åbning af samfundet på sydkoreansk niveau, så de økonomiske konsekvenser bliver mindre.

Det er ikke en model, der endnu har fundet vej til vores breddegrader, og det er en model, som Kåre Mølbak, faglig direktør for infektionsberedskabet hos Statens Serum Institut, 26. marts mente, "var passé".

Den faglige konsensus – i al fald som den fremgår af den daglige debat i Danmark – fraviger begge ovenstående modeller.

Indtil videre er langt de fleste danske epidemi-eksperter i debatten landet på et synspunkt om, at landets befolkning over tid bliver immune, hvis ikke der forinden findes en vaccine eller en effektiv behandling.

De mest optimistiske skøn lyder på minimum 12 måneder. Indtil det tidspunkt oprinder, skal befolkningen leve med både smitterisikoen, sygdommen og ikke mindst de dødsfald, der uundgåeligt vil følge.

I den politiske debat har "immunitet over tid" eller det mere social-darwinistisk klingende "flokimmunitet" vundet som indtil videre eneste sandsynlige fremtidsscenarie eller i mangel på bedre ord "strategi".

Det er i al fald det mest fremtrædende synspunkt både hos sundhedsøkonomer og tydeligvis også hos politikerne, der dog viger tilbage for at formulere sig, så de nærmer sig den folkelige forestilling om uempatiske kold-hjernede beslutningstagere, der bevæbnet med excel-regnearkenes determination foretager den nødvendighed selektion, der skiller de syge fra de raske i flokken.

Mest tydeligt kunne man se det på pressemødet mandag aften, hvor statsministeren og Kåre Mølbak afviste, at "flokimmunitet" var strategien, men alligevel præsenterede en åbning af samfundet, der kun kan tolkes som, at planen bygger på netop den strategi. I al fald over tid.

"Immunitet over tid" kan ske over kort eller lang tid. Regeringen foretrækker med sin åbningsplan tilsyneladende "immunitet over lang tid", mens kritiske røster – blandt dem tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – har gjort sig til talsmand for, at det går for langsomt med at implementere den.

Den førstnævnte langsomme strategi – må man forstå på regeringen – er sikrest i forhold til at sikre sygehuskapaciteten, så man undgår scenarier som i New York, Madrid eller Bergamo.

"Målet er, at velfærdssamfundet ikke knækker. Det er det, det handler om. Det handler om fortællingen om velfærdssamfundet," sagde Kåre Mølbak i går i et interview i Berlingske, hvor SSI-direktøren pludselig lød som socialdemokratisk velfærdsideolog.

Herefter fremmanede han skrækscenarierne fra Spanien og Italien, som Danmark har undgået. Mølbak stiller sig loyalt bag den forsigtige strategi, som han forklarer bedre og med større troværdighed, end nogen minister kunne gøre.

Strategien "immunitet over tid" eller "inddæmning af smittespredning" indebærer, som både kritikerne og de faglige tilhængere fremhæver, flere dødsfald, end der vil være under fortsat nedlukning.

For når samfundet bliver åbnet med medfølgende stigning i smitterisikoen, vil flere dødsfald blive en realitet, men så længe det foregår "under den grønne kurve", så må man forstå på regeringen, at det er en politisk acceptabel pris, som naturligvis skal opvejes mod det økonomiske tab, der vil være ved fortsat nedlukning på det nuværende niveau.

Med åbningsplanen er regeringen dog trådt ud på noget tyndere is, hvor beslutningerne nu pludselig bliver sårbare for kritik. Eksempelvis har SF's Jacob Mark nu kritiseret, at børn fra familier med folk i risikogruppen skal tvinges i skole.

Forældre erklærer åbent, at de nægter, at deres børn skal være "forsøgskaniner" i regeringens åbningseksperiment. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) advarer imod, at hvis børn ikke møder op til undervisning i skolerne, så får de noteret fravær.

Dertil kommer, at de sundhedsmæssige foranstaltninger især for at mindske spredning af smitte blandt mindre børn, der sjældent bliver syge, formentlig først nu er under udvikling. Alt dette skaber alt andet lige grobund for langt større kritik af regeringen, end tilfældet var før.

Alligevel er især oppositionspolitikerne på Christiansborg forsigtige i kritikken af regeringen. Indtil videre er det især processen, der står for skud. Oppositionen føler ikke, at de bliver inddraget nok. Statsministeren vil gerne i dialog, men kritiseres for ikke at give plads til, at andre partier får egentlig indflydelse.

For regeringen er det formentlig et spørgsmål om, at den ligeså godt kan påtage sig ansvaret først som sidst, da den alligevel ender med at stå med ansvaret. Både for det, der ender med at gå godt, og det, der kan ende skidt. Derfor er der ingen grund til at inddrage andre mere end højst nødvendigt.

I det store oppositionsparti Venstre har ledelsen og dets toprådgivere været enige om at følge en strategi, hvor man slår koldt vand i blodet og venter på, at regeringen måtte få problemer.

Der er ingen grund til at tage store chancer, hvor man kommer til at stå forkert i forhold til stemningen i befolkningen under landets største krise siden Anden Verdenskrig.

Venstre har derfor hidtil fulgt en forsigtighedsstrategi, hvor formanden, Jakob Ellemann-Jensen, har været rejsende i krav om flere hjælpepakker til erhvervslivet og privatansatte, men ellers veget uden om heftig kritik af regeringen.

Det er også blevet til enkelte forslag, hvor nogle af dem flugter så godt med regeringens egen politik, at statsministeren følte trang til at fremhæve et af dem på pressemødet mandag. Det handlede om, at virksomheder i år dropper udbyttebetaling, hvis de får statsstøtte på mere end 60 millioner kroner som led i hjælpepakkerne. 

Ellemanns taktiske, men også kloge fedtspillen står dog i bemærkelsesværdig klar modsætning til forgængeren på posten, Lars Løkke Rasmussen (V), der med sine meget skarpe klummer i B.T. og sin sundhedspolitisk ikke ubetydelige ballast bedriver opposition til regeringen på en måde, som vækker genklang overalt i det politiske miljø.

Løkke har gjort sig til talsmand for synspunktet, at regeringen simpelthen er for forsigtig med hensyn til at åbne for samfundet, og han finder nogenlunde sikker grund i Statens Serum Instituts vurdering, hvor mellemscenariet havde gjort det muligt for flere virksomheder at åbne end før.

Løkke spiller rollen som "politisk hare" – formentlig ukoordineret med V-ledelsen – hvor han går i byen med synspunkter, som han præsenterer som sine egne, men alligevel forbindes med Venstre, uden at Ellemann efterfølgende kan hænges op på det.

I Medie- og Kommentatordanmark fejrer Løkke nu sjældne triumfer som den eneste i Folketinget, der tør stå op mod regeringens forsigtighedspolitik.

Der skal nok være vælgere – ikke mindst små virksomhedsejere – der abonnerer på Løkkes udtrykte skepsis over regeringens nuværende strategi. Spørgsmålet er dog, hvor befolkningen står. Indtil videre har de følt sig mest trygge i statsministerens favn.

Måske ændrer holdningen i befolkningen sig med hensyn til behovet for hård nedlukning, som truslen og frygten for corona-virus langsomt aftager, mens frygten for økonomisk ruin og arbejdsløshed omvendt tiltager?

Hvornår det tipping point indtræffer – hvis det indtræffer – ja, det er nøjagtigt det, som Løkke ene mand med sin ganske veludviklede politiske næse er ved at teste. 

Hvis regeringen fornemmer, at Venstres tidligere formand nu indfanger nye stemninger i befolkningen, så tvinges den formentlig til at åbne hurtigere. Det faglige grundlag for at gøre det er i al fald tilstede.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Krisen giver os tre dyrebare erfaringer Martin Lidegaard: Krisen giver os tre dyrebare erfaringer Næste artikel David Trads: Farvel til EU. Farvel til USA. Farvel til Vesten David Trads: Farvel til EU. Farvel til USA. Farvel til Vesten
Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale   

Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale  

LANDSMØDE: Jakob Ellemann forsøgte med sin landsmødetale at favne både Tommy Ahlers-segmentet og det jyske segment. Efter Støjbergs tale peger pilen i retning af, at hun forlader partiet, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.