Jarl Cordua: Tager Mogens Jensen skraldet for statsministeren?

KOMMENTAR: Man aner statsministerens hånd i hele forløbet omkring mink-sagen, men det er usandsynligt, at regeringen falder på sagen. Mogens Jensens ministertaburet vakler til gengæld under ham. 

Næstformand i Socialdemokratiet Mogens Jensens tid som fødevareminister kan snart få en brat ende. Det er den udbredte forventning blandt iagttagere på Christiansborg, efter det er kommet frem, at regeringens oprindelige ordre til landets minkavlere - for den del, der ligger uden for de særlige zoner i Nordjylland - om at aflive deres dyr er helt uden retsgrundlag.

En noget enestående situation i dansk forvaltning, som kun kan betegnes som en regulær skandalesag. Ministeren har tumlet rundt i forklaringerne, indtil det nu står pinligt klart, at regeringens besked til minkavlerne om at aflive besætningerne åbenbart ikke var en ordre, men kun en opfordring, selvom regeringen udadtil har fremstillet det som en lovlig ordre. I hvert fald i et par døgn, indtil man korrigerede en ”ordre” til en ”opfordring”.

Normalt vil en minister stole på embedsmændenes vurdering af lovligheden af alle beslutninger. Det er ministeren simpelthen nødt til. Han eller hun har ingen andre muligheder, for ingen forestiller sig, at den enkelte minister kender hele lovgivningen på området i detaljer. Der er et embedsmandsapparat, der sikrer, at intet ulovligt sker i statsforvaltningen. Hvis man er i tvivl, så kan ministeriet kontakte Justitsministeriets kronjurister for vejledning og kontrol af, at alt går rigtigt til. 

Så hvorfor er Mogens Jensen endt i denne situation? Har han og hans embedsmænd sovet i timen? Ikke ifølge Berlingske onsdag, hvor Fødevarestyrelsen forklarer, at man udmærket vidste, at det ikke var lovligt at kræve aflivning af mink uden for de særlige zoner.

Så hvis ikke det var embedsmændene i ministeriet, der sov i timen, hvem så? Kan man forestille sig, at der ikke var kontakt mellem Mogens Jensens folk i departementet og Fødevarestyrelsen? Det lyder ikke sandsynligt. Og i særdeleshed ikke når Fødevarestyrelsen hele tiden vidste, at ordren om aflivning var ulovlig.

Hvem overbeviste så Fødevarestyrelsen om at udsende den ulovlige ordre? Ministeren? Selv hævder Mogens Jensen tirsdag, at han og regeringen ikke var orienteret om, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at beordre, at samtlige mink i Danmark skal aflives. Det er derfor en gåde, hvorfor man ikke i ministeriet har rådført sig med Fødevarestyrelsen.

Der findes dog en anden nærliggende forklaring, som flere iagttagere på Christiansborg abonnerer på. For man kan konstatere, at statsministeren selv har været særdeles aktiv i sagen undervejs. Var det statsministeren selv og hendes voksende centrale stab af magtfulde, bestemmende embedsmænd, der i deres iver for at få lukket sagen hurtigt simpelthen kørte Fødevareministeriet over uden at sikre sig hos ministeriets jurister, at det, man havde gang i, var lovligt? Var presset fra Statsministeriet på Fødevareministeriets embedsfolk og ministeren så stærkt, at ingen undervejs turde sige statsministeren imod og måske påpege eller spørge ind til, om der kunne være problemer med retsgrundlaget?

Først da der søndag-mandag endelig blev mobiliseret en smule opposition i Folketinget og spurgt ind til sagen, dæmrede det åbenbart for regeringschefen, at regeringen burde have sikret sig, at det juridiske grundlag var på plads, da man udstedte ordren. Det, som statsministeren tirsdag efter et sjældent stormløb imod hende i Folketingets spørgetid, kaldte for "en hjemmelsudfordring".

Men noget kunne tyde på, at regeringen slet ikke fandt lovlighed nødvendigt. 

For sagen bliver mere speget af, at Fødevareministeren søndag til Ekstra Bladet blankt indrømmer, at regeringen forvalter uden at have loven på sin side. Mogens Jensen sagde: "Regeringen har besluttet, at det hastede situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud". Siden har ministeren betegnet udtalelsen som en fejl og sagt, at han ikke vidste, ordren var ulovlig.

Statsministeren forklarede tirsdag efter spørgetiden, at hun "selvfølgelig lagde til grund, at der er hjemmel til beslutningen". Det lød mest som et undvigesvar på spørgsmålet om, hvorvidt hun selv havde sikret sig, at retsgrundlaget var i orden.

Det korte af det lange er, at den statsminister, der i sin iver efter at sikre sig, at minkbesætningerne blev hurtigt aflivet, åbenbart fik blandet sig selv ind i sagen på en måde, hvor hun - er mistanken - på grund af tidspres ikke fandt det nødvendigt undervejs at sikre sig, at Fødevareministeriets jurister var taget i ed og dermed nu har bragt sin fødevareminister og muligvis sig selv så meget på glatis i forhold til et flertal i Folketinget, at der ikke er nogen anden udvej, end at fødevareministeren - på den ene eller den anden måde - må gå.

På denne baggrund er det meget let at tegne et billede af en magtfuldkommen statsminister, der ser stort på lovgivningen - bare sagen er vigtig nok. Og som med sin hang til at lede, kontrollere og bestemme stort set al politik, hvilket i øvrigt er velbeskrevet, udsteder en ordre til sin minister, der således ikke levnes megen rum til selvstændig vurdering, før man eksekverer chefens ordre.

Undervejs overbevises den ellers garvede politiker Mogens Jensen, på baggrund af hans udtalelse søndag, om at regeringen da bare kan handle uden retsgrundlag (eller også tror han, at statsministeren sammen med sin departementschef Barbara Bertelsen har sikret sig, at det juridiske er i orden, hvorfor han ikke behøver at spørge ind til det i sit eget ministerium). Det ligner et tydeligt krisetegn for folkestyret og retssikkerheden, når bremseklodserne på denne måde bliver fjernet på beslutningstoget i Prins Jørgens Gaard 11, desuagtet at hele sagen bunder i den usædvanlige covid-19-situation med risiko for mutationer m.v.

Selvom statsministeren med sit pres på sin minister og ignorering af retsgrundlaget skulle være indblandet i sagen på en måde, der potentielt er ganske alvorlig, så er det usandsynligt, at regeringens støttepartier vil lade regeringen falde på sagen. Formelt ligger ansvaret hos Mogens Jensen, og det ligger derfor lige for at lade ham tage skraldet, selvom alle aner statsministerens hånd i hele sagsforløbet.

Den borgerlige opposition er mobiliseret i sagen, selvom det skete, efter Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og hans rådgiverhold endnu engang demonstrerede en eklatant fejllæsning af situationen, da man oprindeligt søndag bakkede regeringen op i at ville hastebehandle lovgivning i minksagen med henvisning til folkesundheden.

"Der var ingen vej uden om," skrev Ellemann i en mail til folketingsgruppen, der meget hurtigt fandt vej til medierne og udløste intern ballade. Det udviklede sig så til endnu et regulært bondeoprør i partiet, hvilket blev bekræftet af den tidligere formand for Landbrug & Fødevarer Peter Gæmelke, der også sidder i Venstres forretningsudvalg. Det førte til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde og en korrektion af kursen, hvor Venstre på linje med de øvrige borgerlige partier blankt afviste hastebehandling.

Ellemanns oprindelige fejllæsning af situationen i forhold til baglandet og de politiske muligheder for ham selv lægger alen til den efterhånden ret udbredte opfattelse af Venstres formand som en leder, der i udpræget grad mangler politisk fingerspidsfornemmelse og evne til læsning af det politiske spil. Måske fordi andre ting ved formandsgerningen interesserer ham mere end at udvikle netop disse egenskaber, der ofte forklarer hele forskellen på succes og fiasko i politik?

Venstres formand går meget op i formalia og orden, som for eksempel at interne notater skal opfylde visse formelle krav, mens det kniber gevaldigt med selv at udtænke, fange og formulere egne idéer. Kontrasten særligt til de seneste to V-formænd på den front er således betragtelig.

Internt i Venstre bemærker man, at formanden er for længe om at fornemme, at en ny udvikling er undervejs og dernæst skifte spor, så han tilpasser sig den nye situation. Denne gang reddede baglandet formanden i at se mindre fåret ud, end det kunne være endt med, men det ændrer ikke ved, at der er slået endnu et skår i den interne - men sikkert også vælgernes - tillid til Ellemanns ledelsesevner.

Med den borgerlige opposition mobiliseret kan Ellemann dog notere sig en sjælden samling af blå blok. Borte tog åbenbart Nye Borgerlige og Dansk Folkepartis kærlighed til Mette Frederiksen. Tilbage står, hvordan Radikale og især Enhedslisten vurderer fremtiden for Mogens Jensen.

For De Radikale, hvis nye leder Sofie Carsten Nielsen netop har røget fredspibe med Mette Frederiksen, vil det kortslutte bestræbelserne på at få normaliseret forholdet til socialdemokraterne, hvis man står forrest i kravet om at få Mogens Jensens hoved på et fad. Man skylder Mogens Jensen noget særligt, men De Radikale aner ligesom alle andre, at fejlen primært er opstået på grund af regeringschefens indblanding.

Derfor er det nærtliggende for De Radikale at overlade skarpretterrollen til Enhedslisten og ligge i ly af en eventuel beslutning, som tilsyneladende endnu ikke er truffet. Hvis Enhedslisten skal trække i faldlemmen, så vil det først ske efter samrådet med Mogens Jensen onsdag eftermiddag, og eventuelt vil man afvente regeringens egen redegørelse om sagen, der først kommer i næste uge.

Indtil videre har Enhedslistens politiske ordfører, der dog i denne sag kun har én stemme, antydet, at Mogens Jensens ministerpost hænger i en tynd tråd ved at sige, at "det ser meget, meget sort ud" for ham, og at Enhedslisten ikke vil garantere deres støtte og lader forstå, at den afhænger af svarene, der kommer fra ham på samrådet onsdag eftermiddag.

Imens er Mogens Jensen under pres også fra et normalt meget loyalt bagland, der i medierne giver los for kritik. Indtil videre er det dog kun en lokalformand på Læsø, der kræver ham fyret. Tænk hvis Socialdemokratiet inden for ganske få uger må se begge sine næstformænd falde fra magtens tinder. Ikke just et tegn på, at det kører i olie for Socialdemokratiets formand.

Frederiksen gav selv en prøve på sin egen kynisme, da hun i går ikke ville garantere Mogens Jensens ministerpost, men i stedet formulerede sig i tilpas brede vendinger om, at hun har tillid til alle sine ministre.

Mette Frederiksen må sande, at de gode gamle dage fra foråret, hvor al opposition og kritiske spørgsmål kunne trylles væk med henvisning til folkesundheden, nu definitivt er omme. Den selvbevidste, kontante stil, statsministeren anlagde ved bare at træffe beslutningerne hurtigt og resolut uden at ville dele æren med Folketingets partier eller tilbyde et medejerskab til eksempelvis Venstre, har fået den omkostning, at ingen på Christiansborg føler, at de skylder den selvbevidste regeringschef noget som helst, når hun som nu ryger ind i selvskabte problemer. Der vil derfor næppe være nogen nåde for Mogens Jensen uden en kontant pris i form af kraftige politiske indrømmelser. For Enhedslisten, der normalt bryster sig af at være mere drevet af principper end politiske aftaler i baglokalet, kan løbet allerede været kørt.

Hvordan ser Enhedslisten ud, hvis de lader Mogens Jensen slippe af krogen i denne sag, for så om en måneds tid at kræve Venstres næstformand Inger Støjberg for en retssag i en sag, der også handler om, at ministeren krævede administration imod loven?

Den nemmeste udgang for alle parter, herunder for statsministeren, som sagerne nu står, er derfor, at Mogens Jensen, hvis ikke han forinden får overbevist Enhedslisten om sin uskyld, tager sit gode tøj og går.

....

Forrige artikel Lars Trier Mogensen: Ulovlig mink-instruks kan koste Mogens Jensen ministerposten Lars Trier Mogensen: Ulovlig mink-instruks kan koste Mogens Jensen ministerposten Næste artikel Lisbeth Knudsen om minkskandale: Ubegribeligt at ingen embedsmand har advaret regeringen. Eller har de? Lisbeth Knudsen om minkskandale: Ubegribeligt at ingen embedsmand har advaret regeringen. Eller har de?
Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

Ny aftale fordeler 760 millioner kroner til socialt udsatte

DEAL: Et flertal af partier har besluttet at fordele pengene fra resterne af satspuljen til en ny civilsamfundsstrategi, en udvidelse af hjemløseindsatsen og et videnscenter for anbragte unge. Aktører roser tiltagene, men savner en plan for fremtidig finansiering.